| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Berlins geofag og biologi
- et totalt tværfagligt tema med kemi, historie, samfundsfag og
billedkunst. 2. udgave. Af Erik
Bærentzen. 272 sider, 21 x 29,7 cm. Ill: 87 figurer, 72 kort.
Pris kr 175,00. [Udgivet 2007]
I denne udgave er foretaget
mindre sproglige rettelser. Tidligere udgave 2005.
Denne udgivelse indeholder
en alsidig fremstilling af byen Berlins geografi.
Bogen behandler en lang
række aspekter og problemstillinger inden for Berlinregionens natur-
og kulturgeografi. I fremstillingen er der benyttet en økologisk
indfaldsvinkel og byens udvikling og de bygeografiske fænomener
er sat ind i en overordnet naturgeografisk og historisk forståelsesramme.
Berlins geofag og
biologi er den første, samlede fremstilling af en lang række
aspekter af Berlins naturgeografi og biologi og deres samspil med den
menneskelige aktivitet, et samspil der bedst forstås i en tværfaglig
sammenhæng.
Der er skrevet talrige
bøger om Berlins komplicerede og problematiske historie og om byens
vekslende kulturliv gennem tiden. Men Berlin er andet og mere end historiske
lokaliteter, butikker, restauranter, museer, teatre og festivaler. Berlin
er også landskaber, floder, søer, skove og talrige parker,
der huser et rigt plante- og dyreliv. Det giver befolkningen mulighed
for nogle naturnære udfoldelsesmuligheder tæt på ellers
overvejende kunstige, menneskeskabte miljøer. Med den øgede
miljøbevidsthed og de ændrede storpolitiske omstændigheder
har den byplanlægningsmæssige dagsorden skiftet tyngdepunkt
i retning fra sikkerhedspolitiske problemstillinger til overvejelser om
økologisk bæredygtighed, og det har gjort Berlin til foregangsby
inden for avanceret, fremtidsorienteret forvaltning af resurser som jord,
luft, vand, skove, parker og energi og behandling af affald. Berlin eksemplificerer
derfor bestræbelserne for på resursebæredygtigt grundlag
at opnå den højeste grad af livskvalitet for hele byens befolkning
nu og i fremtiden.
Berlins geofag og
biologi er ikke en traditionel, disciplinopdelt lærebog, men
en materialesamling, der omhandler en række centrale temaer og problemstillinger,
som vedrører livsvilkår og udfoldelsesmulighederne for mennesker,
flora og fauna i Land Berlin i fortid, nutid og fremtid.
Teksten er tværfaglig
med geofag og biologi som det primære grundlag, mens elementer fra
kemi, historie, samfundsfag og billedkunst er medtaget i det omfang, det
er skønnet nødvendigt for at opnå en dybere forståelse
for Berlin som et økosystem, hvis struktur, funktion og udvikling
er betinget af menneskets forvaltning af natur- og samfundsresurserne.
Geofagligt behandler
bogen de temaer, der er indeholdt i undervisningsministeriets definition
af 'naturgeografi' - geofag. Ved Berlins geofag forstås Berlins
naturgeografi (geologi, landskab, klima, jordbund, overflade- og grundvand),
og de arealanvendelsesmønstre, resurseudnyttelsespraksiser, energistrømme,
stofkredsløb og miljøproblemer som indbyggernes forbrug
af naturresurserne giver anledning til, samt forudsætningerne herfor.
Biologisk behandler bogen de temaer, der falder ind under Berlins biologi,
primært set fra en økologisk, erhvervsmæssig og rekreativ
indfaldsvinkel: plantevækst og dyreliv, biotoper, frirum, naturforvaltningsstrategier,
forurenings- og bæredygtighedsproblematik osv.
Bogen er udformet, så
den kan anvendes i gymnasiets naturgeografi og biologi på alle niveauer
samt på hf, hvor det kan indgå i geografi-biologi-kemi-fagpakken.
Tekstens detaljeringsgrad
giver mulighed for fordybelse, og den er udformet med særlig hensyntagen
til mulighederne for brug af internettet, fx ved angivelse af såvel
danske som tyske navn på lokaliteter, organisationer, mv. - og latinske
navne på biologiske organismer.
Berlins geofag og
biologi er især beregnet til projektorienteret temaundervisning
i Berlin på højere niveauer (gymnasiet, HF, seminarier),
fx i forbindelse med forberedelse til en studierejse til byen. Desuden
kan publikationen have interesse for de (embedsmænd, erhvervsfolk,
journalister, rejseledere m.fl.), der ønsker yderligere indsigt
i Berlin som funktionel organisme, der går ud over hvad de traditionelle
turistguider og historiske redegørelser kan tilbyde.
Erik Bærentzen
er lektor i geografi og biologi ved Brønderslev Gymnasium og Hf-kursus.
UDDRAG AF INDHOLD: Hvad er
Berlin? Administrativ inddeling og forvaltningssystem. Geologi og landskab.
Vejr og klima; atmosfærens økologi. Jordbund. Vand, vandforsyning,
vandforbrug og spildevand. Plantevækst og dyreliv. Biotoper og arealanvendelse.
Frirum (friarealer, rekreative områder). Energiforsyning. Affald
og affaldsbehandling. Berlins geografiske udvikling.
Litteratur. Stikord.
UDGIVER:
Forlaget SPELL
Svinget 27, 9700 Brønderslev
Tlf: 98 88 75 47
E-post: spell-eb@mail.tele.dk
Internet: www.forlagetspell.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|