[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

For enden af regnbuen? Social identitet og velfærd i det nye Sydafrika. Redigeret af Gorm Gunnarsen, Patrick Mac Manus, Morten Nielsen og Hans Erik Stolten. 204 sider, 16,5 x 24 cm. Ill: 12 fotos, 8 figurer. Pris kr 198,00. [Udgivet 10/5 2007]

Denne bog handler om det ny demokratiske Sydafrikas udfordringer.
Bogen samler en række artikler fra Sydafrikas mest fremtrædende forskere, journalister og analytikere. Bogens bidrag kommer rundt om de centrale emner, der har optaget det demokratiske Sydafrika efter 1994.
Væsentlige emner som uddannelse, sprog, forsoning, økonomi, fattigdom, social sikkerhed, udviklingsstrategier, positiv særbehandling, forholdet mellem ANC og fagbevægelsen, sociale bevægelser, jordreformer, medier, AIDS epidemien og Sydafrika i Afrika, bliver taget under grundig og kritisk behandling af forfatterne.
"Med det første demokratiske valg i sin historie i 1994 vendte Sydafrika i en vis forstand tilbage til verden. En verden, der møjsommeligt havde etableret en række universelle normer for det samfundsmæssige liv, og som ikke i længden kunne rumme en stat baseret på racemæssig adskillelse. Og verden fascineres og engageres stadig af Sydafrika. Det nye Sydafrika blev født ud af en kamp for sociale forbedringer og ægte folkeligt demokrati og der er stadig stor interesse for at fastholde den kollektive erindring om disse idealer i den videre udvikling. [...] Om udviklingen har modsvaret det ofte proklamerede mirakel, eller i hvilket omfang den har været fejlbehæftet, er noget, som artiklerne i denne bog skal hjælpe med at afklare via kritiske, dybdeborende og afbalancerede vurderinger af den sydafrikanske regerings politiske og økonomiske valg"(fra indledende artikel).
Det største problem ved det dramatiske brud med fortiden er måske den glemsel, der har sænket sig over den fortid, hvor landets uretfærdige fordeling af ressourcerne blev grundlagt. Som Fred Hendricks viser i bogens første artikel, tilsidesatte den nye stats forsøg på et opgør med fortiden udtalte folkelige forhåbninger om, at apartheids ofre ville opnå genoprejsning ved at apartheids gerningsmænd måtte afgive en del af den rigdom, som de erhvervede gennem apartheids systematiske tyveri af ressourcer og overudbytning af den sorte arbejsstyrke.
I de efterfølgende tre artikler behandles den økonomiske politik efter apartheids fald på tre forskellige niveauer. Stephen Gelb gennemgår de forsøg på en overordnet rammeplan for den makroøkonomiske politik, som ANC har lanceret i partiets tre første regeringsperioder. Patrick Bond forsøger at afdække, hvordan ANC-regeringen så brat kunne gå fra en fordelignsorienteret politik, der satte nationaliseringer af jord, undergrund og finanskapital på dagsordenen, til en berigelsesorienteret politik, der har forstærket den sociale ulighed. Neva Seidman Makgetlas artikel handler om ANC-regeringens såkaldte BEE-program, der stiler mod positiv særbehandling af sorte inden for erhvervslivet.
Bogens femte artikel behandler ANC som politisk bevægelse. Pallo Jordan viser, hvorledes ANC efter det demokratiske valg ikke umiddelbart kunne omstille samfundet, men alligevel gradvist har formået at sikre den brede befolkning bedre levevilkår på en række områder.
Eddie Cottles artikel handler om græsrodsbevægelser i Sydafrika. Artiklen giver en oversigt over de nye sociale bevægelser, der har optrådt som selvstændige aktører i kampen mod fattigdom og for større social lighed.
Lungisile Ntsebeza diskuterer i hvilket omfang den sydafrikanske forfatning forhindrer, at den bydende nødvendige omfordeling af jorden kan sættes i værk.
Derefter følger to artikler om uddannelsessystemet i Sydafrika. Jonathan Jansen analyserer og vurderer uddannelsessystemet og problemerne med at få folk til at finde løsninger uden for det skemalagte. Linda Chisholms artikel indeholder en systematisk skildring af strukturproblemer, der er opstået efter afskaffelsen af den formelle apartheid.
Kwesi Kwaa Prahs artikel om sprog tager fat i regeringens mangel på en sprogpolitik, der aktivt forfølger det afrikanske flertals forfatningssikrede ret til at anvende et afrikansk sprog i skolen og i den offentlige debat.
Bogens sidste artikel er også den længste "og måske den vigtigste, for ingen meningsfuld samtale om Sydafrikas fremtid kan ignorere hiv og aids. Hein Marais formår at skildre både aids-epidemiens og den sydafrikanske aids-debats udvikling siden 1990, samtidig med at han solidt argumenterende holder fast i sit hovedsynspunkt om, at den overbebyrdede, skjulte, ulønnede, ikke-anerkendte og overvejende kvindelige millionhær af omsorgsarbejdere skal frem i lyset, aflastes og integreres i en national indsats."
En engelsksproget udgave af bogen med alle de originale artikler findes på Sydafrika Kontakts hjemmeside. Her kan artiklerne læses ubeskåret på originalsproget med fulde referencer og litteraturlister. Denne web-udgave indeholder også kapitler med statistiske analyser af fattigdommens geografiske fordeling i by og på land, samt en kortlægning af den offentlige services problemer med at levere vand, el, boliger og sundhedsydelser. Desuden undersøges pressefrihedens vilkår og racismens beståen i medielandskabet, og fagforeningernes udvikling fra massemobiliseringen mod apartheid til medspiller i politikformuleringen forklares. Også de store sydafrikanske konglomeraters ekspansive investeringspolitik over for resten af Afrika behandles i den webbaserede udgave af bogen.

UDDRAG AF INDHOLD: Sydafrika - et delt land i en delt verden (af Gorm Gunnarsen, Patrick Mac Manus, Morten Nielsen og Hans Erik Stolten). Retorik og realitet i den sydafrikanske forsoningsproces (af Fred Hendricks). Makroøkonomisk politik i Sydafrika - fra RDP via GEAR til ASGISA (af Stephen Gelb). Fra apartheid til neoliberalisme - frihedskampens idealer i en eftertid (af Patrick Bond). Black Economic Empowerment: politisk korrekt kapitalisme eller socialt problem? (af Neva Seidman Makgetla). ANC i Sydafrikas politiske landskab - fra illegal frihedsbevægelse til regeringsparti (af Pallo Jordan). Græsrøddernes genkomst og den nye venstrefløj - Sydafrikas sociale bevægelser (af Eddie Cottle). Omfordeling af jord i Sydafrika: gensyn med ejendomsklausulen (af Lungisile Ntsebeza). 'Hvad hårdkogte æg fortæller om vort uddannelses-system' - og andre vignetter om uddannelse i det nye Sydafrika (af Jonathan Jansen). Gode hensigter - barske realiteter; Sydafrikas nye uddannelsessystem (af Linda Chisholm). Sprogproblemet - striden mellem engelsk og de andre officielle og uofficielle sprog (af Kwesi Kwaa Prah). AIDS-epidemiens konsekvenser for Sydafrika (af Hein Marais).

UDGIVER:
Sydafrika Kontakt
Wesselsgade 4, 2200 København N
Tlf: 35 35 92 32
E-post: sak@sydafrika.dk
Internet: www.sydafrika.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk