[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Afrikas historie efter 1890 - med kilder om Kenya. Af Hans Torben Gilkær. 211 sider, 17 x 24 cm. Ill: 31 fotos (10 i farver), 17 tegninger (3 i farver), 20 kort. Pris kr 242,50. [Udgivet 2007]

Denne bog handler om Afrika syd for Sahara. Den indeholder en fremstilling af kontinentets historiske udvikling fra ca. 1890, samt materiale om Kenyas historie i samme periode.
Afrikas historie efter 1890 forstås i bogen som resultatet af spændingen mellem en stadig stigende internationalisering på den ene side og lokal afrikansk nationalisme og kultur på den anden. "En sådan globalhistorisk synsvinkel udspringer af vor samtids erfaringer med globaliseringen, der viser sig ved en stor vækst i økonomiske, sociale og kulturelle aktiviteter på tværs af de nationale og regionale grænser. Dertil kommer, at verden i dag oplever en global befolkningsrevolution. Vesten har et stagnerende befolkningstal, mens den fattigste og største del af verdens befolkning vokser eksplosivt med deraf følgnde social uro, flugt væk fra fattigdommen og pres på klodens resurser. Men Afrikas historie er også det enkelte konkrete menneskes historie med alle dets sorger og glæder. Den enkelte indgik som arvtager og medspiller i en kollektiv livshistorie, ligesom vi selv gør det i dag. Ethvert menneske er derfor historieskabt, samtidig med at det er med til at skabe det, som historien skal blive til"(fra indledning).
Afrikas historie efter 1890 indeholder to hovedafsnit, nemlig en oversigt over Afrikas generelle historie efter 1890 og et afsnit med forskelligartet materiale til belysning af Kenyas historie fra engelsk koloni til selvstændig stat. "Kenya er valgt fordi landets udvikling siden 1890 er et godt eksempel på Afrikas historie, men også fordi landet er et af de programsamarbejdslande, som Danmark støtter i disse år"(fra Forord).
Bogen er skrevet og tilrettelagt med henblik på undervisningen i historie i de gymnasiale uddannelser. Den dækker flere perioder af historiefagets kernestof: Imperialismen, afkoloniseringen og globaliseringen.
Bogen indeholder arbejdsopgaver i tilknytning til materialet. Disse opgaver er udformet således, at der lægges vægt på udviklingen af elevernes historiebevidsthed og aktive deltagelse i processen med at skrive historie. Opgaverne giver eleverne mulighed for at arbejde på et stigende abstraktionsniveau fra referat og redegørelse over analyse og syntese frem mod diskussion, vurdering og formulering af synopsis. "Teksterne i bogens Kenya-afsnit er valgt med henblik på at skabe tilstrækkeligt lange og sammenhængende tekster, som der kan arbejdes fornuftigt med i et projektarbejde." Bogen giver mulighed for samspil med en række andre fag: dansk, engelsk, religion og samfundsfag.
Hans Torben Gilkær, ph.d., cand.mag. et art. (historie, religion og engelsk) er lektor ved Aabenraa Statsskole. Han fungerer som ekstern lektor ved både Syddansk Universitet og Aarhus Universitet.

UDDRAG AF INDHOLD: Afrikas historie - hvilken historie og hvilket Afrika? Afrikas historie indtil 1940. Kapløbet om Afrika. Årsagerne til den europæiske erobring af Afrika. Økonomiske forhold i kolonierne indtil 1940. Politiske og sociale forhold i kolonierne indtil 1940. Afrikas historie 1940 til 1973. Anden Verdenskrigs betydning for Afrika. Kolonialisme og udviklingsstrategier i efterkrigsårene. Afkoloniseringen. De nye afrikanske stater. Afrikas historie 1973 til 2007. Økonomisk stagnation og tilbageslag. Udviklingsbistand efter 1980. Katastroferne: aids, hungersnød og folkemord. Afrika i det 21. århundrede. Afrikanerne som de europæiske tegnere så dem. Kenyas historie 1890 til 2007. Tre fremstillinger af Kenyas historie. Kilder til perioden 1890 til 1940. Kilder til perioden 1940 til 1973. Kilder til perioden 1973 til 2007. Kilder til dansk udviklingsbistand i Kenya.
Arbejdsopgaver. Kildefortegnelse. Litteratur.

UDGIVER:
Forlaget Systime
Skt. Pauls Gade 25, 8000 Århus C
Tlf: 70 12 11 00, fax: 70 12 11 05
E-post: systime@systime.dk
Internet: www.systime.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk