| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Nordvestjyske bønder
som kreaturhandlere i Nordsørummet. Studie i netværket omkring
en regional kultur- og driftsform o. 1788-1914. Af Esben
Graugaard. 729 sider, 17,5 x 25,5 cm. Ill: 181 fotos (38 i farver),
17 tegninger (3 i farver), 5 kort. Pris kr 375,00 (ib.). [Udgivet 27/10
2006]
Denne bog handler om en afgrænset
del af dansk landbrugshistorie anskuet fra en regionalhistorisk synsvinkel,
nemlig handelen med kreaturer i Nordvestjylland - et område omfattende
Thy, Mors, Salling og Hardsyssel.
Som et led i landboreformerne
i 1788 blev studehandelen givet fri, hvilket blev fundamentet for en særlig
regional kultur- og driftsform specielt i Nordvestjylland, hvor bondefødte
handelsmænd i de følgende godt hundrede år drev omfattende
virksomhed ikke blot i Jylland, men også på de nordtyske og
engelske markeder.
Fremstillingen følger
kreaturhandelen gennem 1800-tallet og indtil 1. verdenskrig, der betød
væsentlige ændringer i kreaturhandelen og dens vilkår.
Det var en historisk periode, hvor studehandelen fungerede med baggrund
i en markant social struktur bundet til sædvaner og netværk,
der ikke i så prægnant form ses før eller efter denne
periode.
Bogen er dels en kortlægning
af handelen og dens organisering i et århundrede med omfattende
strukturændringer inden for dansk landbrug. Dels afdækkes
i bogen de omfattende og tætvævede netværk, som den
nordvestjyske regionskreaturhandlere fungerede i, og der stilles skarpt
på de slægter, som gennem generationer drev handel i hele
Nordsørummet.
Nordvestjyske bønder
som kreaturhandlere i Nordsørummet er andet og mere end regional
handelshistorie. Der er tillige tale om social-, landbrugs- og kulturhistorie.
Bogens tese er, at handelen i den nordvestjyske region var drivkraften
i etableringen af netværk, der ofte fungerede på regionalt
niveau. Hvor formelle var disse netværk, hvorledes kom de til udtryk,
og hvilke sociale kategorier involveredes? Bogens kulturhistoriske vinkel
udspringer af et ønske om at komme bag den faktuelle historie,
som statistiske opgørelser over eksport, love og forordninger mv.
afspejler. Målet er at blotlægge uformelle strukturer inden
for handelsmiljøet, samt påvise den nordvestjyske regions
åbenhed i forhold til 'den store verden' omkring Nordsørummet.
Fremstillingen er kronologisk
med udgangspunkt i frigivelsen af studehandelen som et element i landboreformerne
i 1788. For at etablere en ramme for handelsmændenes virke skildres
den jyske kreaturraces udvikling i 1800-tallet, handelens organisationsformer,
infrastrukturen bag handelen i form af kroer, vejforløb og færgesteder
i den nordvestjyske region. Et kapitel beskriver vilkårene for handelens
'arbejdsmænd' - studedriverne og hestetrækkerne. Herefter
afdækkes i en række kapitler de store slægtsnetværk,
der byggedes op fra først i 1800-tallet omkring handelen og eksporten
af kreaturer og heste. En række cases dokumenterer netværkene
med navne som Wad, Buch, Breinholt, Stokholm, Overgaard, Sahl og Windfeld.
Det er i dette univers afsættet etableres for de senere myter om
handelen og dens mænd.
Et stort afsnit om Englandseksporten
1840-1892 bidrager til en ny forståelse af jysk landbrugs udvikling
inden andelsbevægelsens eksport af smør, æg og bacon
tog over sidst i 1800-tallet. Bogen skildrer dernæst den store omstilling
efter at England i 1892 forbød al import af levende kvæg
fra Danmark. En ny infrastruktur etableredes i form af jernbaner, dampskibe,
eksportmarkeder og andelseksportforeningen. Bogen slutter med en beretning
om eksportør Ivar Lundgaard, den sidste store danske kreaturhandler
af internationalt format.
Bogen udgør "en
lineær historisk beskrivelse fra den oprindelige handel med staldstude
fra hovedgårdene til en situation, hvor stadig større sammenslutninger
gradvist har overtaget markedet. Mentalitetsmæssigt er det en bevægelse
fra et åbent rum med plads til de store individualister og handelsslægter
gennem flere generationer til den anonymiserede massebevægelse,
der på nuværende stade er at ligne med ordinære kapitalistiske
virksomheder"(fra Indledning).
Bogen er forfatterens
disputats.
Esben Graugaard (f.
1952) er cand.mag. i historie og museumsinspektør på Holstebro
Museum. Han har ud over en stor foredragsvirksomhed et omfattende regionalhistorisk
forfatterskab bag sig.
UDDRAG AF INDHOLD: Ouverture.
'Studeprangerjyskhed' - om mentalitet, identitet og hjemstavn. Regionens
studeeksport op mod 1788. Forordningen der åbnede ud mod verden.
Forvaltere og fogeder. Fysiognomi. "Den jyske Landrace,
denne nationale Skat". Handelens organisering. Infrastrukturen bag drivernes
arbejde. Handelens arbejdsmænd: stude- og svinedrivere samt hestetrækkere.
I overleveringer og sagn. Studehandlere i 1800-årenes første
halvdel. Wad til Øgelstrup - handelsfamilie med afsæt
i godsadministration. Niels Lauritz Buch i Sønder Holmgård.
Overgaard på Hindsels. Studehandel som binæringsvej - Jens
Noklits handel 1828-42. Christen Breinholts handler i 1830'erne. Identifikation
af et handelsnetværk. Boel og Foged fra Ydby. Med heste til Tønder
og køer til København - Hans Windfeld Jensens erindringer.
Englandseksporten o. 1840-92. Det engelske marked. Kreatureksport
til England via Agger Kanal i 1840'erne og -50'erne. Esbjerg, DFDS og
Poul Breinholt. 'Niels i England' - kreaturkommissionær Niels Bjerre
i Newcastle. Brødrene Kattenhøj. Hans Lauritzen fra Resenborg.
London. Ladefoged i Newcastle/Hamburg og London. Breinholt'er i England.
Kommissionær Niels K. Nyeboes London-breve 1884-87. 1892 - 'Annus
horribilis' for dansk kvægeksport. Kommissionærer
på tærsklen til det tyvende århundrede. Moderne
infrastruktur på vej. Markeder. Villemoes' breve fra Barmstedt og
Elmshorn. Hagen Jørgensen til Tangsgård. Jacobs i Hamburg
og Søndergaard/Smed i Helligsø. Jyske kommissionærer
i Hamburg/Altona o. 1900. Lundgaard - et begrebs begyndelse. Kreatureksportslagterier.
Sammenfatning og konklusioner.
Summary. Bilag. Noter. Litteraturfortegnelse. Personregister. Stedregister.
Firmaregister.
UDGIVER:
Syddansk Universitetsforlag
Campusvej 55, 5230 Odense M
Tlf: 66 15 79 99, fax: 66 15 81 26
E-post: press@forlag.sdu.dk
Internet: www.universitypress.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|