[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Arbejderhistorie - Tidsskrift
for historie, kultur og politik 2006 nr 4. 143 sider, 17,5 x 25 cm. Ill:
19 fotos, 6 tegninger, 6 figurer. Pris kr 150,00. [Udgivet 2006]
En væsentlig del af
artiklerne i dette nummer af Arbejderhistorie belyser forhold under den
kolde krig.
En artikel af Chris
Holmsted Larsen indeholder en egentlig historisering af DKPs rolle i protesterne
imod Vietnamkrigen og partiets almene politiske udvikling som en følge
heraf. DKP stod i hele perioden af den danske Vietnambevægelses
eksistens centralt i dens opbygning, udvikling - og afvikling. Men hvad
styrede DKPs politik i bevægelsen? Var det Moskva eller havde DKP
sine egne indenrigspolitiske agendaer?
Karl Christian Lammers
redegør i en artikel for de problematiske relationer mellem Danmark
og DDR, som fandt mange veje indtil DDR blev anerkendt som stat i 1973.
I anledning af udgivelsen
af Dansk Institut for Internationale Studiers rapport Danmark under
den kolde krig bringes tre artikler og debatindlæg, hvori historikere
kommenterer DIIS-rapporten.
Frede P. Jensens artikel
handler om de svenske ubådsincidenter og tager to temaer op: spørgsmålet
om vestlige ubådes testning af svensk søforsvar og spørgsmålet
om identiteten af de ubåde, der foretog demonstrative krænkelser
af indre svenske farvande specielt i 1982.
Rasmus Mariagers og
Knud Holt Nielsens debatindlæg beskæftiger sig med DIIS-rapportens
skildring af den offentlige debat om atomvåbenspørgsmål,
dens belysning af fredsbevægelsernes virke og dens signalement af
De Danske Vietnamkomiteer og Vietnam 69.
Arbejderhistorie indeholder
også en artikel, hvori Henning Bro redegør for hovedresultaterne
i sin ph.d.-afhandling: 'Boligen mellem natvægterstat og velfærdsstat.
Bygge- og boligpolitik i tre danske bysamfund 1850-1930'. Endvidere en
artikel af Keld Dalsgaard Larsen, der sætter fokus på arbejderbevægelsens
syn på husmoderen fra fænomenets fremkomst i 1800-tallet til
dets forsvinden i 1960'erne.
Der afsluttes med en
citationsanalyse af Arbejderhistorie i perioden 2001-2005, samt en diskuterende
anmeldelse af Marx/Engels Gesamtausgabe.
UDDRAG AF INDHOLD: "Tiden
arbejder for os" - DKP og Vietnamkrigen 1963-1973 (af Chris Holmsted Larsen).
Danmark og DDR under den kolde krig - naboskab og ikke-anerkendelse frem
til 1973 (af Karl Christian Lammers). Boligen mellem natvægterstat
og velfærdsstat (af Henning Bro). Husmoderen - et minde fra industrisamfundet
(af Keld Dalsgaard Larsen). Danmark under den kolde krig - de svenske
ubådsincidenter og DIIS' udredning om Danmark under den kolde krig
(af Frede P. Jensen). Danmark under den kolde krig - herfra min verden
går; svar til Knud Holt Nielsen (af Rasmus Mariager). Danmark under
den kolde krig - replik til Rasmus Mariager (af Knud Holt Nielsen). En
citationsanalyse af Arbejderhistorie (af Jesper Jørgensen). Hvad
kan vi bruge MEGA til - diskuterende anmeldelse i anledning af Marx/Engels
Gesamtausgabe II 15 (af Birger Linde).
Anmeldelser. Forskningsnyt.
Indeks for Arbejderhistorie 2006 1-4.
Arbejderhistorie - Tidsskrift
for historie, kultur og politik 2006 nr 2-3. 152 sider, 17,5 x 25 cm.
Ill: 27 fotos, 3 kort. Pris kr 150,00. [Udgivet 2006]
En væsentlig del af
artiklerne i dette nummer af Arbejderhistorie belyser forhold under den
kolde krig.
Lars Bro Nilsson viser
i en artikel hvordan DKP under den anden kolde krig balancerede mellem
indenrigs- og udenrigspolitiske hensyn, og forholdt sig til USSR og de
løbende diskussioner i de kommunistiske partier i Europa. Artiklen
tager udgangspunkt i hvordan de besluttende organer i DKP tog stilling
til krisen i Polen i begyndelsen af 1980erne.
En artikel af Lasse
Kristensen fortæller om skandinaviske ungkommunister, der samledes
i Prag og deltog med engagement og visioner i opbygningen af det nye samfund
efter 2. verdenskrig. Artiklen følger i fodsporene på nogle
skandinaviske ungkommunister på deres vej til og fra Prag - til
og fra kommunismen. Og den forsøger at svar på spørgsmål
som: Hvem var de unge, som blev grebet af kommunismen i begyndelsen af
den kolde krig? Hvordan skabtes deres forestilling om udviklingen i de
såkaldt fredelige folkedemokratiske lande? Hvordan brød illusionerne
sammen? Og hvad ventede på den anden side af desillusioneringen?
I anledning af udgivelsen
af Dansk Institut for Internationale Studiers rapport Danmark under
den kolde krig bringes to artikler, hvori historikere kommenterer
DIIS-rapporten.
Knud Holt Nielsens artikel
ser meget kritisk på rapportens redegørelse om den sikkerhedspolitiske
debat i årene 1963-1978, der dækker venstrefløjspartiernes
og flere freds- og solidaritetsbevægelsers virke i perioden - samt
om det kapitel der handler om dele af DKP's og DKU's virke.
Simon Valentin Mortensens
artikel indeholder en anmeldelse af DIIS-rapportens bind 3 (og delvis
bind 4) der dækker perioden 1979 til 1991. Anmeldelsen fokuserer
primært på rapportens afsnit om den militære trussel
imod Danmark og Vesten, dernæst på rapportens tolkning af
amerikansk strategi, samt på tolkningen af spændingerne i
den transatlantiske alliance herunder de såkaldte fodnoter.
Arbejderhistorie indeholder
også en artikel af Mette Mortensen om tilværelsen o. 1870
for beboerne i de overbefolkede lejligheder i Peder Madsens Gang - en
gyde i København der strakte sig over det nuværende Ny Østergades
areal. En artikel af Anna Herbst om landarbejdernes organisering i fagforeninger
på St. Croix i 1910'erne. Og en artikel af Byrial Rastad Bjørst
beskriver forløbet fra Danmarks ratifikation af ILO's konvention
om ligeløn i 1960 frem til indskrivningen af retten til ligeløn
for arbejde af samme værdi i den danske ligelønslov i 1986.
UDDRAG AF INDHOLD: Hvor er
kvinderne henne - synliggørelse af kvinders liv i Peder Madsens
Gang ca. 1870 (af Mette Mortensen). Danmarks Kommunistiske Parti under
den anden kolde krig (af Lars Bro Nilsson). Tjekkoslovakiets eksempel
- ungkommunistisk dannelse i begyndelsen af den kolde krig (af Lasse Kristensen).
Labour Union - den første fagforening på St. Croix (af Anna
Herbst). Ligeløn for arbejde af samme værdi - en historie
om halve sandheder (af Byrial Rastad Bjørst). Danmark under den
kolde krig - fagligt sjusk om venstrefløj og protestbevægelser
i Danmark under den kolde krig (af Knud Holt Nielsen). Danmark under den
kolde krig - anmeldelse af DIIS-rapportens bind 3 og 4 (af Simon Valentin
Mortensen).
Nyt fra arkiverne. Anmeldelser.
Forskningsnyt.
UDGIVER:
Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens historie (SFAH)
Nørrebrogade 66 D, 2200 København N
Tlf: 33 48 03 15, fax: 35 36 32 22
E-post: sfah@sfah.dk
Internet: www.arbejderhistorie.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|