[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Europa og europæerne - mangfoldighed og/eller fælles identitet? Af Peter Føge, Bonnie Hegner, Jacob Langebæk Hegner. 64 sider, 17 x 24 cm. Ill: 6 farvefotos, 46 farvetegninger, 12 kort. Pris kr 75,00. [Udgivet 2006]
(Serie: Primus)

Denne udgivelse handler om europæernes mangfoldighed og/eller fælles identitet.
"Europa kan anskues som en verdensdel med stor forskellighed på mange områder: sprog, kultur, værdier, religion, normer. Meget mere kunne inddrages i mangfoldigheden. Men i forhold til resten af verden kan man også, når man undersøger Europa, lægge vægt på de mange træk, der er fælles, og som går som en rød tråd gennem Europas historie, kultur og udvikling. Nok har Europa dannet rammen for store og forfærdelige krige, men der har også været lange perioder, hvor fredeligt handelssamkvem, kulturel udveksling og gensidig inspiration har stået i centrum. I diskussionen af Europa indgår mangfoldighed undertiden som en kontrast til fælles europæisk identitet. I andre sammenhænge anskues mangfoldighed som en del af kernen i europæisk identitet"(fra 'Problemstilling og problemformulering' af Peter Føge og Bonnie Hegner).
Bogen belyser Europa som kontinent og de europæiske befolkninger fra en lang række synsvinkler, bl.a. demografiske, sproglige, filosofiske, historiske - i et udviklingsmæssigt og i et videnskabeligt perspektiv.
Der indledes med en række holdninger og synspunkter på europæernes mangfoldighed og/eller fælles identitet. Denne del af bogen indeholder tekster af - eller interview med - bl.a. Denis Diderot, Alexis de Tocqueville, Margaret Thatcher, Uffe Østergaard, Karsten Fledelius, Timothy Garton Ash, Bronislaw Geremek.
Derefter ses på Europa som kontinent, og der redegøres for nogle af de mange forslag til placering af Europas østgrænse - fra Herodot og Strabon i oldtiden og til nutiden.
En række kapitler giver kortfattede overblik over Europas klima, europæernes forhistorie og indvandring, sprog og religion.
Andre kapitler ser på nationalstaternes tilblivelse og belyser begreber som nationalfølelse og nationalisme.
Afslutningsvis omtales Europarådet og EU.
Bogen indgår som et emneforløb i Primus-serien. Emneforløbene i Primus-serien er sammensat ud fra Almen studieforberedelse / ATs overordnede krav til undervisningen. Der sigtes således bevidst på, at arbejdet med emneforløbet peger frem mod den afsluttende eksamen i AT. Bøgerne er disponeret omkring den synopsisopgave, som eleverne skal udarbejde som afslutning. De betoner vigtigheden af, at eleverne tænker AT forløbet omkring 'problemformulering' og 'synopsiseksamen' og lærer at se forskellige materialer og synspunkter som et 'ressourcerum' for selvstændigt videre arbejde.
Bøgerne i Primus-serien er ikke enkeltfaglige bøger. De er tænkt som et redskab og et afsæt for samarbejdet mellem flere fag og flere hovedområder i et AT-emneforløb, hvor en række af gymnasiets fag vil kunne bidrage med centrale dele af deres faglighed og på naturlig måde supplere og komplettere hinanden.

UDDRAG AF INDHOLD: Problemstilling og problemformulering. Synspunkter på europæisk identitet. Ressourcerum. Kontinentet Eurasien. Verdensdelen Europa. Europas østgrænse fra oldtid til nutid. Klima. Befolkningerne. Sprogene. Alfabeterne. Religionerne. Nationalstaterne. Europarådet. EU. Tidsbånd. Litteraturliste.
Udarbejdelse af synopsisopgave.

UDGIVER:
Forlaget Systime
Skt. Pauls Gade 25, 8000 Århus C
Tlf: 70 12 11 00, fax: 70 12 11 05
E-post: systime@systime.dk
Internet: www.systime.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk