| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Sundhedsvæsen og sundhedspolitik.
Redaktion: Signild Vallgårda,
Allan Krasnik. 208
sider, 16 x 24 cm. Ill: 10 figurer, 1 kort. Pris kr 198,00. [Udgivet 2007]
Revideret, omarbejdet og udvidet
udgave af Sundhedstjeneste og sundhedspolitik (3. udgave 2002),
der er tænkt som
en helt ny bog. Strukturreformen betyder store ændringer i administrationen
af sundhedssektoren, og bogen har til hensigt at præsentere det
begrebslige og teoretiske omkring sundhedsvæsenet i overensstemmelse
hermed. Endvidere er tilføjet et sundhedsøkonomisk kapitel
skrevet af Terkel Johansen.
Denne bog handler om sundhedsvæsenets
overordnede strukturer. Den fremlægger nogle centrale modeller og
teorier, som kan anvendes til at beskrive, forstå og vurdere sundhedsvæsenet
og dets indsats. Den gør rede for de fremherskende sundhedspolitiske
temaer, for de gængse styringsredskaber, og for de mest anvendte
sundhedsøkonomiske metoder. Og den præsenterer hovedelementerne
i sundhedsreformerne som præger sundhedsvæsenet, og indeholder
en detaljeret gennemgang af det danske sundhedsvæsen med beskrivelse
af strukturer, personale og aktiviteter.
"For de fleste er sundhedsvæsenet
vanskeligt at gennemskue. Det gælder for politikere, administratorer,
sundhedspersonale og ikke mindst for patienter og befolkning. Mange instanser
er inddraget, og det kan være svært at identificere, hvem
der bestemmer hvad, og hvilke styringsmidler der er til rådighed.
Målet med bogen er at give læseren redskaber til at kunne
forstå og vurdere, hvad der foregår i sundhedsvæsenet,
og at illustrere, at det kan forstås på flere forskellige
måder"(fra Forord).
Bogen består af
seks kapitler. I første kapitel beskrives generelle træk
ved sundhedsvæsener, hvordan de er organiseret og finansieret, samt
hvordan patienterne har adgang til dem. Desuden diskuteres betydningen
af forskellige former for organisering af sundhedsvæsenet. Andet
kapitel handler om sundhedspolitik. "For at kunne forstå og tage
stilling til sundhedspolitiske beslutninger kan det være en hjælp
at vide noget om, hvordan bestemte emner kommer på den politiske
dagsorden, dvs. bliver genstand for politisk debat og beslutninger, samt
at kende de politiske ideologier, der ofte indirekte præger sundhedspolitikken."
Kapitel tre præsenterer
forskellige måder at forstå organisationer på, og indeholder
nogle generelle teoretiske overvejelser om styring og beslutningsprocesser.
Kapitlet beskriver også nogle af de styringsmetoder der bruges i
sundhedsvæsener. I kapitel fire præsenteres nogle af de mest
brugte økonomiske analysemetoder der anvendes i sundhedsøkonomiske
analyser.
Nogle beslutninger indebærer
mere grundlæggende forandringer - sundhedsreformer. I kapitel fem
redegøres der for hvad der forstås ved sundhedsreformer,
hvilke forudsætninger, aktører og begrundelser der gør
sig gældende, og hvorledes reformprocesserne kan forløbe.
Kapitel seks giver et
overblik over væsentlige træk i det danske sundhedsvæsen.
Kapitlet beskriver hvordan sundhedsvæsenet er opbygget, finansieret
og styret, og hvilke instanser der har ansvar for hvilke dele af væsenet
og opgaverne i forskellige dele af sundhedsvæsenet. Kapitlet giver
desuden et overblik over hvem der bliver behandlet og for hvad, og hvilke
faggrupper man som ansat i sundhedsvæsenet vil møde og samarbejde
med.
Bogen henvender sig
til studerende på uddannelser som beskæftiger sig med sundhedsvæsenet,
og til alle som har deres virke på sundhedsområdet - medicinstuderende,
MPH-studerende, folkesundhedsvidenskabsstuderende, læger, sygeplejersker,
andre sundhedsprofessioner, administratorer og politikere.
Signild Vallgårda
(f. 1952), cand.mag. (historie), dr.med., er lektor ved Afdeling for Sundhedstjenesteforskning,
Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet. Nuværende
forskningsområde er sundhedspolitiske analyser med særligt
henblik på folkesundhedspolitik og politikken over for social ulighed
i sundhed. Tidligere forskning har bl.a. omhandlet dansk og svensk folkesundhedspolitik
i det 20. århundrede, sygehuspolitikken og sygehusvæsenets
udvikling i Danmark, udviklingen i den perinatale dødelighed og
fødselshjælpen i Danmark og Sverige.
Klaus Lindgaard Høyer
(f. 1972), MA, cand.scient.anth., ph.d., er adjunkt ved Afdeling for Sundhedstjenesteforskning,
Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet. Hans
forskning omhandler introduktionen af ny teknologi i sundhedsvæsenet,
offentligt privat forskningssamarbejde og etik som reguleringsform.
Allan Krasnik (f. 1946),
cand.med., speciallæge i samfundsmedicin, Master of Public Health,
ph.d., er professor ved Afdeling for Sundhedstjenesteforskning, Institut
for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, og uddannelsesleder
for Master of Public Health-uddannelsen ved Det Sundhedsvidenskabelige
Fakultet i København. Han har i mange år arbejdet med dansk
og international forskning vedrørende social og etnisk ulighed
i adgang til sundhedsvæsenet, forebyggelse, forsøgsvirksomhed
og strukturreformer i sundhedsvæsenet og med uddannelse af læger
og mange andre faggrupper i folkesundhedsvidenskabelige fag.
Terkel Christiansen
(f. 1942), cand.oecon., er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk
Universitet. Han har i sin forskning interesseret sig for bl.a. måling
af sundhedstilstand, økonomisk evaluering, lighed og ulighed i
sundhed, konsekvenser af aldring for sundhedsudgifter og diffusion af
nye teknologier i sundhedsvæsenet.
UDDRAG AF INDHOLD: Sundhedsvæsener
- centrale begreber og definitioner. Sundhedspolitik. Styring af sundhedsvæsenets
organisationer. Sundhedsøkonomisk evaluering. Reformer og reformprocesser.
Det danske sundhedsvæsen (et sundhedsvæsen vokser frem; sundhedsvæsenets
struktur; sundhedspolitiske aktører; finansiering af sundhedsvæsenet;
sundhedsvæsenets opgaver; professioner; internationale organisationer
og aftaler).
Ordforklaringer. Indeks.
FORFATTERE: Signild Vallgårda,
Klaus Lindgaard Høyer, Allan Krasnik, Terkel Christiansen.
UDGIVER:
Forlaget Munksgaard Danmark
Sjæleboderne 2, 1122 København K
Tlf: 33 75 59 00, fax: 33 75 59 01
E-post: forlaget@munksgaarddanmark.dk
Internet: www.munksgaarddanmark.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|