[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Skakkens historie - spillet, kulturen, mestrene. Af Peter Dürrfeld. 182 sider, 15,5 x 23 cm. Med 154 illustrationer. Pris kr 248,00. [Udgivet 16/11 2006]

En skakhistorie om især verdensmestrene og deres bedste partier, men bogen indeholder også en levende og farverig beretning om skakspillets oprindelse og udvikling gennem tiderne.
Peter Dürrfeld tager læseren med på en rejse til de væsentlige begivenheder i spillets historie. Vi er med helt fra begyndelsen i Indien - og Persien, hvor spillet får sit navn. Vi hører om brikker, brætter og læsning af diagrammer, og skakspillets udvikling sættes ind i en større historisk, kulturel og samfundsmæssig sammenhæng. Fremstillingen trækker paralleller fra den gamle arabiske kultur til romantikken og andre væsentlige europæiske kulturstrømninger. Endvidere bliver verdenskrigenes betydning for verdensmestrene og de øvrige store spillere belyst.
Bogen tager læseren med til de største turneringer og mesterskaber gennem tiderne og kommer helt tæt på spillerne, overværer neglebidende partier og guddommelige træk og de lange pauser, hvor der tænkes, så det knager. Man møder alle de gale, excentriske, men også geniale verdensmestre: Emanuel Lasker, José Raoul Capablanca, Mikhail Botvinnik, Mikhail Tal, Bobby Fischer, Garry Kasparov og mange flere. Verdensmestrene i skak er igennem tiderne kommet fra mange nationer: Tjekkiet, Østrig, Tyskland, Cuba, Holland, USA og Sovjet m.fl. - og ofte har det været med politiske over- og undertoner, når mestrene fra store magtfulde nationer har dystet.
Skakkens historie gennemgår naturligvis også spillets vigtigste matcher, hvike træk, der blev foretaget og hvorfor - og hvor det er relevant bringes en dansk vinkel på skakhistorien.
Bogens to indledende kapitler handler om spillets oprindelse og tidlige historie. Derefter handler fremstillingen om skakkens verdensmestre - fra Wilhelm Steinitz, der vandt titlen i 1886 til de senere års kaotiske magt- og pengespil om retten til denne værdighed. Bogens gennemgang af en lang række partier indeholder præcise analyser og betragtninger, samt portrætter af de deltagende skakspillere. Det er skakhistorie som alle interesserede "kan have glæde af at læse - uden at det er nødvendigt at give sig i kast med indviklede forklaringer eller terpe komplicerede varianter. Derfor har jeg forsøgt at begrænse de snævert skaklige analyser og kommentarer - uden at skakkyndige læsere af den grund bliver snydt for nogle af de højdepunkter, der som vældige bjergtinder rager op i skakhistoriens forunderlige landskab"(fra Forord).
Peter Dürrfeld er skakredaktør på dagbladet Information, skønlitterær forfatter, oversætter og mozartkender. Han har skrevet en lang række kriminalromaner, skakbøger og senest Den lille Mozart.

UDDRAG AF INDHOLD: Det fredelige krigsspil. Romantikken. Wilhelm Steinitz, den første verdensmester. Emanuel Lasker og den 17. brik. Capablanca, det cubanske naturtalent. Skakkannibalen Aljechin. Hvad siger Euwe? Patriarken. Den russiske virtuos. Misha fra Riga. Den omhyggelige armenier. Levemanden fra Leningrad. Fænomenet Fischer. Sovjetstatens duksedreng. Den karismatiske Kasparov. Kaos efter Kasparov. Og fremtiden? Litteratur. Verdensmestre siden 1886.

UDGIVER:
Informations Forlag
Store Kongensgade 40 C, 1264 København K
Tlf: 33 69 60 07, fax: 33 69 60 18
E-post: forlag@information.dk
Internet: www.informationsforlag.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk