[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Photoshop Elements 4 for begyndere. Af Thomas Nykrog. 78 sider, 17 x 25 cm. Med 170 illustrationer (153 i farver). Pris kr 99,00. [Udgivet 2006]

Indeholder en elementær indføring i billedbehandlingsprogrammet Photoshop Elements 4.
Hæftet giver en god introduktion til programmets opbygning og dets mange glimrende faciliteter. Det giver en trin-for-trin-indføring i de grundlæggende funktioner i Elements 4. "I dette hæfte tager vi ingen omveje omkring avanceret billedmanipulation, og 'sådan maler du himlen grøn'. Vi går målrettet efter de basale funktioner som flottere farver, perfekt lys og væk med de røde øjne. Undervejs kommer jeg ind på, hvordan du garderer dig mod uheld og tab af dine uerstattelige billeder og på, hvordan du kan få mest mulig glæde af dem"(fra forord). Man lærer at overføre digitale fotos fra kameraet til computeren, og får gode ideer til at organisere billederne, så man hurtigt kan finde dem igen. Desuden lærer man at rette mindre fejl og mangler i digitale fotos, forskønne dem med fx tekst og rammer og lave dem til papirbilleder i god kvalitet.
Hæftet starter med gennemgang af installation og et overblik over programmets opbygning. Derefter fortælles, hvordan man overfører billeder fra digitalkameraet og gemmer dem på harddisken. Så følger et kapitel med tips til, hvordan man arbejder godt og sikkert med billedbehandling.
Gennemgangen af Photoshop Elements starter med programdelen Quick Fix - en billedbehandlingsdel specielt til dem, der lige er begyndt med billedbehandling. Denne del af programmet giver mulighed for nemt at justere lys, farver, rette røde øjne og andre helt grundlæggende ting. Derudover fortælles om andre muligheder - bl.a. hurtig kopiering af billeder, indscanning gennem scannerens egen software, import af videoklip, fremstilling af sort-hvid billeder, et værktøj til at gøre skarpe billeder endnu skarpere.
Derefter omtales Standard Edit - det traditionelle billedbehandlingsprogram med meget omfattende muligheder. Nogle af de vigtigste omtales. "I dette hæfte for begyndere gøres der ikke meget ud af Standard Edit, men der gemmer sig ikke desto mindre nogle funktioner her, som nærmest er uundværlige."
Så følger en afdeling med gennemgang af mulighederne for at arbejde med tekst og rammer. "I dette hæfte får du ikke en komplet oversigt over alle de tekstmuligheder, Elements byder på, men en gennemgang af det, du skal vide for at kunne lave flotte teksteffekter på dine billeder."
Næste del handler om arkiveringsdelen af Elements: Organizer. De forskellige muligheder - og fordele - ved at benytte Organizer gennemgås udførligt.
Sidste del af hæftet handler om brug af billeder. I denne del er der inspiration til at bruge billederne aktivt: til diasshow, album, postkort, kalender eller websider.
Hæftet afsluttes med en engelsk-dansk ordbog og et stikordsregister.
Elements 4 er opbygget, så de simple begynder-funktioner ligger samlet ét sted, mens de avancerede og halvprofessionelle muligheder ligger andre steder. Disse avancerede funktioner omtales ikke i dette begynder-hæfte, "men det er hensigten siden at udgive et tilsvarende hæfte med gennemgang af avancerede funktioner."

UDDRAG AF INDHOLD: Kom godt fra start. Sådan er Elements 4 struktureret. Sådan får du billederne ind i computeren. Billedoverførsel uden om Elements 4. Hvad kan billedbehandling egentlig? Sådan slipper du for uheld (pas godt på dine billedfiler; computeren som fejlkilde; printeren som fejlkilde; kameraet som fejlkilde). Quick Fix - det rigtige sted at starte. Godt i gang med Standard Edit. Sådan laver du tekst, effekter og rammer. Sådan arkiverer du billeder i Elements 4. Sådan bruger du dine billeder (print; flere billeder på et A4-ark; lav et simpelt diasshow; lav et avanceret diasshow; lav et personligt fotoalbum; lav hilsner og postkort; lav websider; send billeder som e-mail). Engelsk-dansk Elements 4-ordbog. Stikordsregister.

UDGIVER:
Forlaget Libris
Fanøgade 15, 2100 København Ø
Tlf: 39 47 00 99, fax: 39 47 00 88
E-post: libris@libris.dk
Internet: www.libris.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk