| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens
bøger]
Paradis-sekten. Frelseshistorie
og kristen identitet. Af Carsten
Breengaard. 203 sider, 16 x 25 cm. Pris kr 198,00. [Udgivet 17/8 2007]
I denne bog kastes lys over
kristendommens oprindelse og karakter.
Carsten Breengaard afdækker
de helt grundlæggende elementer i kristendommen og dens tilblivelse.
Bogen er et bud på en kristendomshistorie og analyserer, hvordan
henholdsvis den katolske og den lutheranske verden forholder sig til forestillingen
om kristendommen som en paradis-sekt, som den bl.a. optræder hos
Paulus.
Bogens hovedområde
er den tidligste kristendom fra Jesus af Nazaret over apostlen Paulus
i midten af 1. århundrede til og med den galliske biskop Irenæus
i slutningen af 2. århundrede.
Breengaard undersøger
sammenhængen mellem en frelseshistorisk opfattelse og kristen identitet.
Afslutningsvis diskuteres spørgsmålet om den historiske
Jesus.
I Paradis-sekten
argumenterer Breengaard imod tidligere tolkninger af Paulus. Forestillingen
om menneskets syndfrihed belyses i en række tekstanalyser fra Paulus
og over de nytestamentlige evangelier til Irenæus. "De tekster,
jeg behandler, har naturligvis Gud og Jesus Kristus som centrum, men har
på den anden side hverken Gud eller Jesus som forfattere; de er
ubetvivleligt forfattet af mennesker, der betragtede sig selv som kristne.
Og derfor er der i teksterne forventeligt, og det lige meget hvad de i
øvrigt udsiger, indlejret en forståelse af, hvad det vil
sige at være kristen. Det er et grundsynspunkt for fremstillingen,
at kristen tænkning ikke er ren og abstrakt teologi, men i høj
grad en tænkning over kristne menneskers eksistens, over deres væren
og liv som kristne. Naturligvis ikke mindst udtrykt i grænsedragning
over for andre, over for dem, de kristne mente stod udenfor som ikke-kristne.
[...] Jeg vil i denne bogs fremstilling operere med en distinktion, som
er stærkt underbetonet eller direkte fraværende i stort set
alle kristendomsfremstillinger. - Nemlig distinktionen mellem at blive
kristen og at være kristen. Denne skelnen tydeliggør
netop det, der er de tidligste kristnes påstand: at blive kristen
er en unik historisk begivenhed, som ikke kan gentages. I det enkelte
menneskes delagtighed i det frelseshistoriske forløb er det at
blive kristen nemlig, at det pågældende menneske tror, at
Gud har forsonet sig med eller tilgivet det dets synder. Og denne tro
er ensbetydende med en tro på, at det dermed - én gang for
alle - har forladt syndens sfære. Med andre ord: At blive kristen
anskues netop som en historisk begivenhed, der sætter et markant
skel mellem før og efter"(fra Indledning).
Breengaards tese er,
at man i urkristendommen opfatter det kristne liv som syndfrit: Enten
er man kristen, eller også er man synder. Har man syndet, kan man
ikke længere være kristen. Denne radikale kristenidentitet
udfordres først omkring omkring år 200 og krakelerer i takt
med bodsinstitutionernes gradvise indførelse i den senere kirkelige
kristendom.
Paradis-sekten
er en videreførelse af Carsten Breengaards to tidligere bøger
Er du kristen? (1986) og Kristenforfølgelser og kristendom
(1992).
Henvender sig til præster,
teologer, religionshistorikere og alle andre, der interesserer sig for
kristendommens oprindelse.
Carsten Breengaard (f.
1943) er dr.theol. og tidligere lektor i Kristendomshistorie ved Institut
for Religionshistorie, Københavns Universitet. Forfatter til en
lang række artikler og bøger.
UDDRAG AF INDHOLD: Hvem siger
folk, at jeg er? Paulus. Markusevangeliet. Et andet evangelium? Kristenforfølgelser.
De forfulgte. Det kristne liv. Apostolske fædre. Gnosticisme og
kristendom. Paradiset atter tabt. Afslutning.
UDGIVER:
Museum Tusculanums Forlag
Njalsgade 94, 2300 København
S
Tlf: 35 32 91 09, fax:
35 32 91 13
E-post: order@mtp.dk
Internet: www.mtp.dk
TIDLIGERE UDGIVELSE:
Breengaard, Carsten: Kristenforfølgelser
og kristendom : Fra sekt til statskirke. 168 sider, 15 x 22 cm. Pris kr
165,00. [Udgivet 1992]
Ny og omarbejdet udgave af
Er du kristen? Romermagt og kristne fra Paulus til Ignatios af Antiokia
(1986). Foruden en total gennemarbejdning er der tilføjet et kapitel
med et signalement af den allertidligste kristne sekts tro, og et kapitel
hvor romermagt og kristendom følges op i den senantikke kristne
absolutistiske romerstat.
Med udgangspunkt i de tidligste
kristne skrifter belyses to problemer: hvorfor forfulgte de romerske myndigheder
den lille sekt af kristne, og hvilken betydning fik forfølgelserne
for udformningen af det kristne religiøse univers. Bogen følger
en religions udvikling fra sekt bestående af stærkt selvbevidste
mennesker til statskirkelighedens institutionalisering.
UDDRAG AF INDHOLD: Paradis-sekten.
Romernes anklage (forfølgelsernes hvorfor; de kristne, som forfølgerne
så dem). Er du kristen? (kristne skrifter som kilder; paulinsk præludium;
udfrielse og med-liden, Markusevangeliets dobbelte Menneskesøn;
det johannæiske lam; den lukanske religio; kristendommen, biskop
Ignatios af Antiokia). Fra sekt til statskirke.
UDGIVER:
Forlaget ANIS
Religionspædagogisk
Center
Frederiksberg Allé
10 A, 1820 Frederiksberg C
Tlf: 33 24 92 50, fax:
33 25 06 07
E-post: anis@anis.dk
Internet: www.anis.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|