[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Integration. Antropologiske perspektiver. Redigeret af Karen Fog Olwig og Karsten Pærregaard. 278 sider, 16 x 24 cm. Pris kr 198,00. [Udgivet 15/10 2007]

Denne bog søger gennem et antropologisk perspektiv at bidrage til en forståelse og afklaring af integration som socialt fænomen og begreb. "Det er et vigtigt budskab i bogen, at det er nødvendigt at skelne mellem integration som et politisk projekt, der antager konkrete former i bestemte historiske og samfundsmæssige sammenhænge, og integration som et analytisk begreb, der omhandler sociale processer i bred forstand"(fra indledende kapitel).
Til trods for at integration er blevet et centralt begreb både i politiske og administrative tiltag vedrørende flygtninge og indvandrere og i indvandrerforskningen, synes der at herske en del forvirring om, hvad integration egentlig betyder. Fremtrædende migrationsforskere har således kritiseret, at integration benyttes til at referere til både integrationsprocessen og et af de mulige mål for den proces, og at der findes mange forskellige opfattelser af hvad der udgør en 'vellykket integration'. "Det er også blevet fremført, at integration kan henvise til varierende former for sameksistens mellem minoritets- og majoritetsgrupper og kan foregå på forskellige samfundsmæssige niveauer og inden for forskellige sociale felter. Endelig er det blevet påpeget, at integration refererer til sociale processer, som udspilles ikke blot lokalt og nationalt, men også transnationalt"(fra indledende kapitel).
I denne bog udforskes integration som både analytisk begreb og politisk projekt gennem antropologiske og etnografiske analyser af forholdet mellem indvandrere og flygtninge og den danske flertalsbefolkning. Antropologien placeres centralt i den dagsaktuelle debat om integration og afspejler et ønske om at gøre antropologisk forskning samfundsrelevant.
Integration. Antropologiske perspektiver har dog ikke form som et aktuelt debatoplæg, men mere som en række antropologers bud på tematiseringer og vinkler, der kan øge vores indsigt i aktuelle brydninger i det danske samfund. Bogen er således først og fremmest et kritisk bidrag til at forstå de sociale og kulturelle forhold, som former integrationsprocesser overalt i verden, og som nødvendigvis må skabe spændinger og debat i et hvilket som helst samfund. "Ud fra et sådant perspektiv giver integration i Danmark og ikke mindst den aktuelle debat om indvandring en enestående muligehd for at forstå, hvorfor og hvordan samfund udvikler og forandrer sig - for det meste i hverdagen stille og umærkeligt, men af og til i krisetider mærkbart og synligt"(fra Forord).
I bogens første del præsenteres antropologiske analyser der undersøger, hvordan integration som politisk projekt er blevet defineret i forhold til toneangivende forståelser af det danske samfund og danskhed, og hvilke rammer det har skabt for modtagelsen af flygtninge og indvandrere i Danmark. Bogens anden del vender blikket mod konkrete sammenhænge, hvor det er muligt at belyse de sociale processer, hvorigennem sociale fælleskaber og kulturelle tilhørsforhold skabes, ændres og bekræftes i det daglige liv. Kapitlerne bevæger sig således fra mere overordnede analyser af, hvordan et historisk og kulturelt funderet dansk fællesskab er blevet forestillet og søgt realiseret, og hvilke implikationer det har for integration som politisk projekt, til etnografiske case-studier af de sociale relationer og fællesskaber af varierende varighed og betydning, der skabes, når mennesker mødes i konkrete situationer.
Bogen bygger på den forskning i migration, der siden 1980'erne har været udført ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet, og som i de senere år særligt har fokuseret på indvandrere og flygtninge i Danmark.
Den er et resultat af et seminar om integration afholdt i 2006 under de første dage af den politiske krise i forbindelse med Muhammed-tegningerne. "Seminaret og den sideløbende krise over karikaturtegningerne overbeviste os alle om, at antropologer kan bidrage til at skabe en bedre forståelse af nogle af de sociale og kulturelle processer, der forbindes med integration, ligesom antropologien som fag kan lære meget af at udforske integration som både politisk projekt og analytisk begreb. [...] Denne bog er et synligt bevis på, at interessen for at udforske integration som ikke blot et forhold mellem danskere og udefrakommende, men også et alment samfundsmæssigt problem, har rodfæstet sig i faget og befinder sig i en spændende udvikling"(fra Forord).
Karen Fog Olwig, professor ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet. Har i mange år forsket i caribiske migrationsprocesser og transnationale familienetværk og har ligeledes i de senere år beskæftiget sig med migration i en dansk sammenhæng.
Karsten Pærregaard, ph.d., er lektor ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet. Han har i en årrække studeret peruansk migration i bl.a. Japan, USA, Spanien og Argentina, og forsker i øjeblikket i transnational migrations betydning for Perus udvikling. Har også lavet feltarbejde blandt danske efterkommere i Argentina.

UDDRAG AF INDHOLD: Integration - antropologiske perspektiver (af Karen Fog Olwig og Karsten Pærregaard). Det danske samfund. Velfærdsstaten som integrationsprojekt (af Steffen Jöhncke). 'Familien Danmark' og 'de fremmede' - slægtskabsbilleder i dansk integrationspolitik (af Mikkel Rytter). Religion og integration - tre danske modeller og forestillingen om det hellige Danmark (af Cecilie Rubow). Integration plus/minus kultur; oprindelige folk, indvandrere - og danskere som oprindeligt folk (af Katja Kvaale). Integrationens paradoks og den kulturelle træghed (af Inger Sjørslev). Etnografiske cases. Kategorisering i psykiatrien - patienter med anden etnisk baggrund end dansk (af Katrine Schepelern Johansen). Hvor går man hen, når man 'går ud' - forestillede og praktiserede fællesskaber blandt omvendte danske muslimer (af Tina Gudrun Jensen). Umm Zainaps rejse - fra irakisk middelklasse til flygtning i Danmark (af Marianne Holm Pedersen). Ydelser for lidelser - om integration og social udveksling mellem irakiske flygtninge og danske velfærdsinstitutioner (af Sofie Danneskiold-Samsøe). Livsforlængende integration - forvaltning af fremmedhed, hiv-status og afrikansk identitet (af Hanne Overgaard Mogensen). Fælleshedens gave og trumfkort - mikrointegration i midlertidige fællesskaber (af Sally Anderson). Register.

UDGIVER:
Museum Tusculanums Forlag
Njalsgade 94, 2300 København S
Tlf: 35 32 91 09, fax: 35 32 91 13
E-post: order@mtp.dk
Internet: www.mtp.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk