[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Mediation. Seks måder i syv dage - mediationsprocessens specielle del. Af Hans Boserup. 244 sider, 15,5 x 23 cm. Ill: 7 figurer. Pris kr 488,00. [Udgivet 2007]

En lærebog i forskellige mediationsformer med eksempler på og øvelser i metoder og fremgangsmåder.
Bogen handler om, hvordan for eksempel advokater, konsulenter, neutrale tredjemænd, tillidsmænd og ledere kan fastholde, hvad de er gode til i konflikt og om, hvordan de kan vælge at gøre noget, der virker bedre. Den forsøger at imødekomme mediatorers behov for at vide, hvad der i den vigtige detalje fremmer eller hæmmer mediationsprocessen.
Hvorfor er det så vanskeligt at mediere/mægle ordentligt, når det ser så let ud? Fordi det kræver en nuanceret indlæring.
"I 2001 udgav jeg sammen med Susse Humle lærebogen Mediationsprocessen, der kan opfattes som den almindelige del af indføringen i mediation. Bogen her tager det næste skridt. Den er skrevet for dem, der efter at have læst Mediationsprocessen ønsker at kigge indenfor i mediationsrummet for at se, hvad der faktisk sker der. Ved besøget overraskes man over, at mediation udføres på forskellig måde, og ofte anderledes end man har lært. Bogen her forsøger at bringe orden i forvirringen"(fra Forord).
Mediation/mægling udføres på mange måder. Ønsker du at styre eller at blive styret? Handler det om hjerte eller hjerne? Skal begge bruges, eller skal konflikten helt overlades til hjernen? Har følelser plads i konflikt? Er det i orden for mig, at kun det målelige inddrages? Kan jeg løse konflikter med parter, der lever i en anden verden end min?
Bogen illustrerer, at mediation langtfra er en entydig størrelse, at forskellige mediationsformer bygger på forskellige opfattelser om indsamling og behandling af data, at mediatorer forholder sig forskelligt til processens dilemmaer, at mediatorer opfatter betydningen af dialogens elementer forskelligt, og at mediators stilart har en væsentlig betydning for processens form, indhold og resultat. De forskellige stilarter fører til forskelligt resultat. For at fastholde, hvad der virker, må man indkredse det. Ønsker man at forandre sin stilart, må man indkredse, hvad der er brug for at ændre. Anlægger man et mikrofokus og en systemisk vinkel, bliver det gennemskueligt, hvad der virker og hvad der ikke virker. Af pædagogiske grunde har Hans Boserup valgt at inddele de observerede mediationsprocesser i seks overskuelige hovedstrømninger.
"De seks former tager udgangspunkt i forskellige måder at anskue verden på (paradigmer eller epistemologier), indtager en forskelig holdning til dilemmaer i mediationsprocessen, tager udgangspunkt i forskellig forståelse af sprogets og kommunikationens betydning og har forskellige opfattelser af frihed og menneskelige valg. De adskiller sig fra hinanden og har ligheder med hinanden på forskellige planer eller i forskellige dimensioner. [...] Systematisering af mediation i forskellige hovedstrømninger tjener til at hjælpe mediatorer til at få et sprog og et system, så man bedre kan berette om og gentage sine gode erfaringer og undgå at gentage sine mindre gode erfaringer. Den tjener også til at skabe forbindelse til de etablerede akademiske discipliner og erfaringer"(fra indledende kapitel).
Bogens fremstilling indeholder en udførlig gennemgang af de forskellige mediationsformer, og er suppleret med en hjemmeside - www.djoef-forlag.dk/sites/mediation/ - med videodemonstrationer af, hvad bogen underviser i. "Demonstrationerne på hjemmesiden svarer helt til, hvad jeg ville vise i et undervisningslokale. På hver enkelt af de syv dage ville der i et undervisningslokale være indlagt mange øvelser og rollespil. Begge dele anser jeg for helt afgørende for læreprocessen"(fra Forord).
Bogen henvender sig til dommere, advokater, konsulenter, tillidsmænd, ledere, lærere, læger, psykologer, revisorer - og andre der har virkninger af menneskers konflikt tæt på hver dag.
Hans Boserup (f. 1947) er advokat og retsmægler ved Vestre Landsret. Han har uddannet mere end 2.000 mediatorer/mæglere, og har i femten år arbejdet med de forskellige stilarter, som anvendes i lande verden over.

UDDRAG AF INDHOLD: Dag 1. Mediation. Oprindelig mediation. Oprindelig mediation - en gennemgang i fem faser. Dag 2. Empowerment og recognition. Transformativ mediation. Dag 3. Humanistisk mediation. Mediation og positivisme. Spørgsmål er aldrig uskyldige. Reframing og moderering. Standpunkter, interesser og behov. Dag 4. Systemisk tænkning. Kognitiv systemisk mediation. Dag 5. Narrativ mediation. Dag 6. Aftalefokuseret mediation. Retsmægling af ankesager. Dag 7. Mikrodynamikker. Analyse af empowerment, recognition og indflydelse. Diskursanalyse. Kognitiv systemisk mediation. Konfliktforståelse. Effektivitet i mediation? Online Dispute Resolution - ODR.
Eksempel på mediationsklausul. Indeks.

UDGIVER:
Nyt Juridisk Forlag
Lyngbyvej 17, Postboks 2702, 2100 København Ø
Tlf: 39 13 55 00, fax: 39 13 55 55
E-post: forlag@djoef.dk
Internet: www.djoef-forlag.dk

Bogen findes også i en engelsk oversættelse:

Mediation. Six Ways in Seven Days - Special Part of the Mediation Proces. By Hans Boserup. 263 sider. Pris kr 500,00. [Udgivet 2007]

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk