[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Graviditetens muligheder. En tid hvor relationer skabes og udvikles. 2. udgave. Af Margareta Brodén. 320 sider, 14 x 22 cm. Pris kr 349,00. [Udgivet 2007]
(Terapiserien)

Ny udgave. Tidligere udgave 2004.
Oversat af Jette Frantzen. Original: Graviditetens möjligheter (Natur och Kultur, 2004).

Denne bog belyser hvordan forældres tilknytning til et barn vokser frem og udvikler sig i de forskellige stadier af graviditeten, og den ser på muligheder for at forebygge problemer i tilknytningen til barnet allerede under graviditeten.
Graviditeten er en vigtig overgangsperiode i livet - en periode med mulighed for forandring og udvikling af relationer. Et barn skal blive til, et forældrepar skal dannes, og en familie skal etableres. Gennem følelser og tanker om det kommende barn påbegyndes den vigtige tilknytningsproces mellem forældre og barn allerede i fosterperioden. Denne tidlige proces danner grundlaget for udviklingen af en gensidig relation, efter at barnet er født.
Men sommetider skabes der ikke nogen bånd under graviditeten. Det kan der være mange grunde til, og forhindringerne kan ligge på forskellige planer. Bekymring, angst, depression eller andre vanskeligheder kan føre til, at den gravide kvinde afskærmer sig over for såvel barnet som moderskabet, og så kommer der ikke nogen tilknytning i stand. Hvordan kan man hjælpe, når det at vente et barn bliver problematisk?
I 'Graviditetens muligheder' beskriver forfatteren ved hjælp af eksempelmateriale vanskeligheder og problemer. Hun henviser til behandlingsstrategier og metoder, der kan understøtte både kvindens tilknytning til det ventede barn og hendes egen udvikling af moderskabet. "Hvis man giver denne form for hjælp under graviditeten, bliver mulighederne for at udvikle en tryg tilknytning til barnet større. Mange års psykoterapeutisk arbejde med gravide kvinder og par har vist, at også relativt kortvarige interventioner i denne udviklingsmæssigt dynamiske tid kan have stor betydning for at påvirke relationsmønstre. Så kan graviditeten blive den periode med muligheder for udvikling, der ligger i dens natur"(fra Indledning).
Bogen er inddelt i tre hoveddele. Første del beskriver den psykologiske udvikling hos kvinden i løbet af graviditeten i et normalt perspektiv. Undersøgelser af, hvordan manden oplever graviditeten, er et nyt forskningsområde, og resultater fra de nyeste undersøgelser af dette emne er integreret i fremstillingen. I bogens anden del beskrives hindringer og problemer, som kan forstyrre bindingen til barnet i maven og udviklingen af moderskabet. Forfatteren beskriver forskellige typer af hindringer og de bagvedliggende årsager. Et af de almindelige problemer under graviditeten er fødselsangst, og det bliver indgående diskuteret. I dette afsnit beskrives også en undersøgelse af 118 gravide kvinder, og kvindernes oplevelse af deres graviditet belyses med eksempler. Bogens tredje del beskriver tanker om og erfaringer med behandling under graviditeten. Der redegøres for behandlingsideer på forskellige niveauer, og behandlingsarbejdet illustreres med cases.
Bogen henvender sig først og fremmest til alle dem, der arbejder med såvel gravide som mødre og spædbørn - på svangre- og fødeafdelinger, i sundhedsplejen, på psykiatriske modtagelser - eller som i andre sammenhænge møder kommende forældre.
Margareta Brodén er børnepsykolog og autoriseret psykoterapeut. Hun har i 25 år arbejdet på Viktoriagården, en behandlingsenhed i Malmö, hvor hun har udviklet en behandlingsmodel for arbejdet med spæd- og småbørnsfamilier. I 1989 udkom hendes første bog, 'Mor og barn i ingenmandsland' (dansk udgave 1991) og i 1992 kom hendes doktorafhandling, 'Psykoterapeutiska interventioner under spädbarnsperioden'.

UDDRAG AF INDHOLD: Teori. Graviditeten - en vigtig overgangsperiode. Et forældrepar bliver til. Barnet bliver til i forældrenes indre. Diagnostik. Hindringer i graviditeten. En undersøgelse af gravide kvinder. Behandling. Intervention under graviditeten - barnet i fokus. Reparation og opbygning af nære relationer. Graviditet og fødsel - et gensyn med barndommens skrækverden. Når udviklingsprocessen hæmmes af traumer. Afslutning. Litteraturreferencer.

UDGIVER:
Akademisk Forlag
Pilestræde 52, Postboks 1111, 1009 København K
Tlf: 33 43 40 80, fax: 33 43 40 99
E-post: info@akademisk.dk
Internet: www.akademisk.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk