[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens
bøger]
Den nødvendige smerte.
Om tab, sorg og adskillelsesangst. 2. udgave. 7. oplag. Af Marianne Davidsen-Nielsen
og Nini Leick. 359 sider, 13 x 20 cm. Pris kr 325,00. [Udgivet 2007]
(Serie: Socialpædagogisk
Bibliotek)
Optryk af revideret udgave
(fra 2001), der inddrager erfaringer fra forfatternes praktiske arbejde
med mennesker i sorg samt nyere teoretisk viden og overvejelser om emnet.
Fokus er nu i højere grad på menneskets tilknytningsevne,
som netop rammes, når vi oplever et tab.
Bogen handler om sorg- og
krisereaktioner, og om hvordan det at blive eksistentielt ramt påvirker
livets tilknytnings- og adskillelsesprocesser.
Hvorfor kommer nogle
mennesker styrkede gennem sorg? Og hvorfor bliver nogle forkrampede og
angstfyldte? Hvorfor forandrer den som rammes af svære tab sig for
altid? Bogen handler om disse og mange andre spørgsmål. Med
mange konkrete eksempler beskrives hvordan man kan hjælpe sig selv
og andre med at komme i kontakt med de lægende kræfter i den
sunde sorgproces. Det er en bog om praksis hvor teoretiske overvejelser
supplerer det beskrevne. Fremstillingen indeholder mange personlige beretninger
i form af breve og udviklingshistorier.
Bogen indledes med et
teoretisk overblik. Dernæst følger et kapitel, der handler
om hvordan svære tab berører personlighedens dybeste lag.
Det giver et grundlag for at forstå hvad der sker med os når
tab og traumer forandrer vores tilværelse. I følgende kapitel
belyses sorgforløbets forskellige faser og ses på sorgarbejde
som opgaver. "Det er en hjælp til at forstå sorgforløbet,
en hjælp som opvejer ulempen ved at systematisere komplicerede følelsesmæssige
processer." Også forskellen mellem normale og unormale sorgreaktioner
berøres, og der gives eksempler på mennesker hvis fremtid
er truet efter at de er blevet traumatisk ramt af et kompliceret tab.
Næste kapitel forsøger at konkretisere nogle retningslinier
for hvordan man kan finde frem til dem man må antage er i risiko
for ikke selv at kunne finde vejen i det forandrede liv. Kapitlet er en
grundig analyse af hvem det menneske er der er blevet ramt af hvad, hvordan
og hvornår i livet. Det efterfølges af et kapitel om uklare
tab, der kan være vanskelige at erkende. I kapitel 5 gennemgås
forskellige behandlingsforløb. "Tanken er at behandlere her kan
hente inspiration til at arbejde med akut krise, forsinket og undgået
sorg. Vi gennemgår også en kronisk sorg som vi ikke kunne
nå gennem sorgterapi." I det efterfølgende kapitel beskrives
et sorgterapiforløb gennem syv måneder i forbindelse med
et selvmord. Følgende kapitel beskæftiger sig med gruppebehandling
og beskriver rammer, rum, metode og behandlernes rolle både i det
enkelte terapeutiske kontraktforhold og i gruppeprocessen. Bogen afsluttes
med et kapitel om undervisning og supervision.
Bogen henvender sig
til enhver som ønsker en dybere forståelse for sorg, men
er især skrevet til behandlere, læger, psykologer, socialrådgivere,
præster m.fl. der har brug for inspiration til hvordan man kan hjælpe
mennesker igennem den nødvendige smerte.
UDDRAG AF INDHOLD: Om tilknytning,
adskillelse og sorg. Sorgarbejdets opgaver. Risikogrupper og visitationsovervejelser.
De uklare tab. Krisehjælp, sorghjælp og sorgterapi i praksis.
En personlig beskrivelse af en sorgterapi. Gruppebehandling med fokus
på tab og traumer. Om undervisning, læring og supervision.
Litteratur. Navneregister. Stikordsregister.
UDGIVER:
Hans Reitzels Forlag
Sjæleboderne 2,
1122 København K
Tlf: 33 38 28 00, fax:
33 38 28 08
E-post: hrf@hansreitzel.dk
Internet: www.hansreitzel.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|