| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens
bøger]
Ophavsret for begyndere. En
bog til ikke-jurister. Af Morten
Rosenmeier. 264 sider, 15,5 x 23 cm. Pris kr 325,00. [Udgivet 2007]
En populær indføring
i ophavsret, skrevet til ikke-jurister.
Bogen handler om, hvad
ophavsret er, og hvad de ophavsretlige regler går ud på.
"Ophavsretten betyder
kort sagt, at en ophavsmand, der laver et værk, er den eneste, der
må gøre nogle bestemte ting med det. Det drejer sig bl.a.
om at fremstille og sælge eksemplarer af værket, fremføre
det fra en scene, lægge det ud på internettet m.m. Andre end
ophavsmanden må ikke gøre det uden at få tilladelse
fra ophavsmanden, og hvis de gør det alligevel, krænker de
ophavsretten. Ophavsmanden kan bruge sin ophavsret til flere forskellige
ting. F.eks. kan han forhindre, at andre offentliggør noget, han
ikke vil have offentliggjort, f.eks. et manuskript, han ikke er færdig
med, eller et maleri, han ikke er tilfreds med. Ophavsretten betyder også,
at de, der bruger et værk og f.eks. viser det i tv, skal huske at
nævne ophavsmandens navn, og at det er forbudt at ændre værker
på en måde, der krænker ophavsmandens kunstneriske ære
o.l. Ophavsretten gør det desuden muligt for en ophavsmand at tjene
penge på sit værk. Det foregår normalt ved, at
ophavsmanden giver nogen, der gerne vil bruge hans værk i en kommerciel
sammenhæng, tilladelse til det, men kræver penge for tilladelsen"(fra
indledende kapitel).
Bogen belyser blandt
andet spørgsmål som: Hvad kan beskyttes ophavsretligt? Hvad
indebærer det at have ophavsret? Hvad må man gøre ved
et værk uden tilladelse fra ophavsmanden? Hvem har ophavsret til
en ansats værk, den ansatte eller arbejdsgiveren? Hvornår
er ophavsretten krænket? Hvilke sanktioner er der, hvis nogen krænker
ens ophavsret?
Kapitel 2 handler om
ophavsrettens historie og formål. Spørgsmålet om, hvad
der kan beskyttes som værker, behandles i kapitel 3. Hvem der kan
være ophavsmand behandles i kapitel 4. De rettigheder, ophavsmanden
har, behandles i kapitel 5. Reglerne om undtagelserne til ophavsretten
- dvs. at man fx har lov til at kopiere fra et værk og citere fra
det m.m. - behandles i kapitel 6. Reglerne om overdragelse af ophavsrettigheder
og ophavsret i ansættelsesforhold behandles i kapitel 7. De regler,
der afgør, hvornår et værk er krænket af et andet
værk, der ikke nødvendigvis er magen til det, behandles i
kapitel 8. Hvor længe ophavsretten varer behandles i kapitel 9.
Ud over at beskytte værker ophavsretligt indeholder ophavsretsloven
nogle regler, der giver en beskyttelse til visse produkter, der ikke er
værker. De regler i loven, der gør det, behandles i kapitel
10. Kapitel 11 handler om ophavsretlige spørgsmål, der har
relation til udlandet, herunder om man kan beskytte udenlandske værker,
og om danske værker beskyttes uden for Danmark. Spørgsmålet
om, hvad man kan gøre, hvis nogen krænker ens rettigheder
efter ophavsretsloven, behandles i kapitel 12.
Bogen henvender sig
til personer, der ikke er jurister, men som gerne vil vide mere om ophavsret,
fx forfattere, forskere, arkitekter m.fl. "Jeg har derfor gennemgående
forsøgt at formulere mig på en måde, som gerne skulle
være til at forstå for andre end jurister, bl.a. ved at lægge
bånd på mig selv i relation til juridiske fagudtryk. Bogen
er samtidig i nogen grad forenklet i forhold til normale juridiske bøger,
bl.a. ved, at den ikke indeholder lige så detaljerede henvisninger
til retspraksis o.l., som en bog til jurister plejer at indeholde"(fra
indledende kapitel).
Bogen er udgivet med
støtte fra Udvalget til beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UVBA)
under Akademikernes Centralorganisation.
Den kan læses
og downloades på UVBAs hjemmeside www.ubva.dk
Morten Rosenmeier er
formand for UVBA og lektor i ophavsret mv. ved Det Juridiske Fakultet,
Københavns Universitet.
UDDRAG AF INDHOLD: Hvad er
ophavsret? Ophavsrettens historie - hvorfor har man en ophavsret? Hvad
kan være ophavsretligt beskyttet? Hvem kan være ophavsmænd?
Hvilke rettigheder har ophavsmanden? Hvad må man uden tilladelse
fra ophavsmanden - undtagelser til ophavsretten. Overdragelser af ophavsret.
Hvornår er et værk krænket? Hvor længe varer ophavsretten?
Ophavsretslovens beskyttelse af produkter, der ikke er 'værker'.
Ophavsretlige spørgsmål, der har relation til udlandet. Hvad
sker der, hvis man krænker ophavsretsloven?
Bilag: Ophavsretsloven.
Litteratur- og forkortelsesliste. Stikord.
UDGIVER:
Jurist- og Økonomforbundets
Forlag
Lyngbyvej 17, Postboks
2702, 2100 København Ø
Tlf: 39 13 55 00, fax:
39 13 55 55
E-post: forlag@djoef.dk
Internet: www.djoef-forlag.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|