| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens
bøger]
Forankring i forandring. Christiania
og bevaring som ressource i byomdannelse. Redigeret af Anne Tietjen, Svava
Riesto og Pernille Skov. 277 sider, 17 x 23,5 cm. Ill: 430 fotos (419
i farver), 58 tegninger (7 i farver), 32 kort. Pris kr 250,00. [Udgivet
28/9 2007]
Denne bog fremlægger
en anderledes vinkel på debatten om Christiania, en analyse af den
omdiskuterede fristad, hvor den politiske stillingtagen nedtones til fordel
for en nøgtern vurdering af den betydning, Christiania har og har
haft for det danske samfund. Dette sker gennem en serie analyser af forskellige
aspekter af fristaden, hvor områdets særtræk undersøges
og beskrives.
Bogen undersøger
"hvordan vi kan tænke fortiden som en ressource til udvikling af
fremtidens by med udgangspunkt i et casestudie af Christiania. Hvorfor
netop Christiania? Handler kulturarv ikke primært om fortidens udlevede
bygningsværker? Og er Christiania ikke først og fremmest
et (over)levende eksperiment i direkte demokrati fra 1968'ernes oprørergeneration?
Vores fokus ligger på kulturarvens ændrede rolle og ikke på
en diskussion af samfundseksperiment som sådan, selv om dette naturligvis
er uløseligt vævet sammen med områdets æstetik.
Tilfældet Christiania viser særlig klart, at tilgangen til
kulturarv er i forandring"(fra indledende artikel).
Formålet er at
betragte fristaden som et aspekt af den mere almene debat om, hvordan
vi omgås det, man med en rummelig betegnelse kalder kulturarven.
Uanset stillingtagen til områdets fremtid, så er det indiskutabelt,
at eksperimentet i dette byområde har spillet en markant rolle som
modbillede, som korrektiv til udviklingen andre steder i det danske samfund,
og som en inspirationskilde for indretningen og organiseringen af byområder.
Christiania er nu en
del af den danske kulturarv. Hvordan vi omgås denne arv er et gennemgående
tema i de mange debatter om nyindretninger, konvertering af bygninger
og byområder, hvor det karakteristiske er, at kulturarven - den
historiske dimension - opfattes som en dynamisk ressource.
Fra at have været
anskuet som en statisk og sårbar genstand for beskyttelse er kulturarvens
fysiske udtryk blevet et produktivt og formbart udgangspunkt. Forankring
og forandring er tilsyneladende ikke længere modsatte størrelser,
men danner snarere et dynamisk potentiale.
At skabe udvikling med
udgangspunkt i fortiden er imidlertid ikke noget selvfølgeligt
foretagende. Det kræver mere end en sammenstilling af historisk
og nutidig byggeskik, mere end en genfortolkning af en eksisterende topografi
eller et historisk formsprog. Selve fortidens rolle og betydning har nemlig
ændret sig radikalt.
Forankring i forandring.
Christiania og bevaring som ressource i byomdannelse viser Christiania
og de seneste års debat om områdets bevaring som et laboratorium
for en fornyelse af bevaringens praksis. Hvordan mødes fortidsfortolkninger,
nutidsforståelser og fremtidsforventninger på Christiania?
Og ikke mindst: hvordan kan de aktiveres lige netop her? Gennem tekst
og billeder skaber forfatterne et kalejdoskopisk billede af Christiania.
Et billede som peger på mangfoldige udviklingsmuligheder, og som
samtidig peger ud over Christiania. Med det mål at bidrage til en
engageret debat af bevaringens potentiale i byomdannelsesprocesser.
Bogen indeholder en
samling af æstetiske og historiske analyser af Christiania og guider
til områdets mangfoldighed. "Christiania rummer alt, hvad man kan
drømme om, når træningen i at sanse stedets egenart
skal omsættes til brugbare synteser. Det er en stærkt savnet
udfordring for faget og en kærkommen anledning til at øve
sig i noget, vi næsten har glemt: Hvordan give et poetisk manifest
tilbage til den jord, vi så brutalt beslaglægger, når
vi bygger?"(fra Efterskrift af Jens Arnfred).
Bogen er den foreløbige
afslutning på et forskningsprojekt, der har fulgt Christianias udvikling
siden 2003. Forskningsprojektet Christiania. Veje til bevaringsstrategier
for et anderledes byrum er blevet initieret og ledet af Anne Tietjen
og Svava Riesto, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns
Universitet. Bogen præsenterer det samlede projekt, sådan
som det har udviklet sig over tid.
UDDRAG AF INDHOLD: Christiania
- veje til bevaringsstrategier for et anderledes byrum. Forankring i forandring.
Hvad nu hvis Christiania var uden Christiania? Christiania i øjenhøjde.
Bunkerologi. Byens nar - bygningsbevaring på Psyak set i lyset af
Bernard Tschumis arkitekturbegreber. At snuble ... tilfældige møder
på Christiania. Christianias skurvognsmorfologier. Skurvognsarkiv.
SAVE som æstetisk og politisk praksis - med udgangspunkt i Christiania.
Efficient Laziness. Christianias romantiske landskab. Grænseregistrering.
En grænseberetning fra et kulturmiljø. Efterskrift. Tidslinje.
FORFATTERE: Thomas Martinsen,
Anne Tietjen, Svava Riesto, Pernille Skov, Line Kjær, Anne Nielsen,
Linda Ziade, June Maestri Ditlevsen, Suzette Duus, Marie-Louise Griffin,
Søren Holm Hvilsby, Kasper Lægring Nielsen, Lucy Caudery,
Kristine Holten-Andersen, Martin Søberg, Kathrine Thygesen, Jens
Arnfred.
UDGIVER:
Arkitektskolens Forlag
Nørreport 20,
8000 Århus C
Tlf: 89 36 00 00, fax:
86 13 06 45
E-post: a@aarch.dk
Internet: www.aarch.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|