[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens
bøger]
Danmarks Rige i forfatningsretlig
belysning. Af Ole Spiermann.
178 sider, 15,5 x 23 cm. Pris kr 300,00. [Udgivet 2007]
Denne bog er et bidrag til
en samlet forfatningsretlig teori om Danmarks Rige. Bogen lægger
vægten på overladelse af beføjelser inden for riget
til i første række Færøerne og Grønland.
Bogen er forankret i et historisk perspektiv med inddragelse af Slesvig,
Dansk Vestindien og Island og med samtidige paralleller til overladelse
af beføjelser ud af riget til i første række Den Europæiske
Union.
De sidste 60 år
har været vidne til en i momenter dramatisk forfatningsretlig proces,
der har haft til formål at etablere og udvikle hjemmestyre på
Færøerne og i Grønland uden at forcere selvstændighed,
men tværtimod bevare rige og rigsfællesskab. Etablering af
hjemmestyreordningerne var i strid med grundlovens magtfordeling. I de
senere år har mulighed for overtagelse af stadigt flere sagsområder
(f.eks. råstoffer i undergrunden og retspleje) ydermere brudt med
hidtidig opfattelse af en forudsætning om rigets enhed. I stedet
for grundlovens tekst og forudsætninger afleder ordningerne deres
gyldighed af en uskreven forfatningsretlig norm. "Den forfatningsretlige
behandling af hjemmestyreordningerne har været præget af dynamik
og er i fortsat bevægelse. Rigsenhed er øjensynligt undervejs
blevet til rigsfællesskab"(fra Afsluttende betragtninger).
I bogen behandles ordningernes
forfatningsretlige karakter og uigenkaldelighed sammen med de aktuelle
grænser for ordningerne. Endvidere drøftes, i hvilket omfang
fortsatte brud på grænserne kan ventes at blive sanktioneret
forfatningsretligt. "Yderligere tilbagetrækning af forudsætningen
om rigets enhed er alt andet end usandsynlig og en egentlig opgivelse
en mulighed. Det beror i første række på politisk praksis.
Modsætningsforholdet mellem tilnærmelsesvis ubegrænset
overladelse af interne beføjelser til hjemmestyrerne og fastholdelse
af udenrigspolitik som fællesanliggende er udtalt. På den
anden side vil overladelse af udenrigspolitiske beføjelser i et
større omfang bevirke, at rigets enhed mister sit sidste element
af realitet, også eksternt. Den videre konsekvens måtte da
blive et endeligt sammenbrud af den juridiske figur med mulig antagelse
i stedet af tre sideordnede stater inden for en fælles ramme med
de resterende elementer af Danmarks Riges Grundlov"(fra Afsluttende betragtninger).
Ole Spiermann er professor
i folkeret ved Københavns Universitet og medlem af arbejdsgruppen
vedrørende stats- og folkeretlige spørgsmål under
grønlandsk-dansk selvstyrekommission. Ud over folkeret beskæftiger
Ole Spiermann sig med international handelsvoldgift, og er medlem af internationale
ekspertkomitéer om voldgiftsret og beskyttelse af udenlandske investeringer.
Ved siden af sit universitetsvirke er Ole Spiermann tilknyttet et københavnsk
advokatfirma.
UDDRAG AF INDHOLD: Rigsfællesskab.
Danmarks Rige som juridisk figur. Fem sammenhænge for rigets enhed.
Hjemmestyrernes retlige kvalitet. Rigets enhed aktuelt. Afsluttende betragtninger.
Bilag. Litteratur. Stikordsregister.
UDGIVER:
Jurist- og Økonomforbundets
Forlag
Lyngbyvej 17, Postboks
2702, 2100 København Ø
Tlf: 39 13 55 00, fax:
39 13 55 55
E-post: forlag@djoef.dk
Internet: www.djoef-forlag.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|