| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens
bøger]
I grådighedens tid -
kapitalfonde og kasinoøkonomi. Af Poul Nyrup Rasmussen. 257 sider,
15,5 x 23 cm. Ill: 4 figurer. Pris kr 298,00. [Udgivet 21/11 2007]
Denne bog sætter fokus
på kapitalfondenes skadelige virksomhed. Den er en generel indføring
i kapitalfondenes forretningsmetoder og i den kortsigtede profitlogik,
de opererer efter.
I bogen sætter
Poul Nyrup Rasmussen og en række internationale eksperter fokus
på de problemer der knytter sig til fondenes aktiviteter. De belyser
fundamentale spørgsmål som: Hvordan opererer de? Hvad er
konsekvenserne for virksomhederne og deres medarbejdere, for stabiliteten
på finansmarkederne og for den langsigtede udvikling af den europæiske
økonomi og vores velfærdssamfund?
Finansmarkederne og
kapitalfondene har taget magten over flere og flere virksomheder i et
omfang, vi aldrig har set før. Det rejser helt afgørende
spørgsmål om vores demokrati og vores velfærdssamfunds
fremtid i Danmark og Europa. Sammenhængskraft og sikring af skatteindtægter
står på spil.
Bogen giver et indblik
i kapitalfondenes aktiviteter i den globale finansielle verden. "Kapitalfondene
er en central del af den store forandring, der er sket på Europas
og verdens finansielle markeder. Uden nogen form for åben, offentlig
debat eller demokratisk-politisk beslutningstagning har den store forandring
i den globale finanskapitalisme vendt op og ned på vore reelle,
økonomiske, social og politiske vilkår. Kapitalfonde, hedgefonde
og investeringsbanker er nu så dominerende aktører på
finansmarkederne, at de sætter nye betingelser for vore virksomheder
og nationernes fordelingspolitik. Det kom ikke pludseligt - fra en dag
til den næste - det er snarere accelereret voldsomt gennem de seneste
fem år. I Europa tog det for alvor fart efter 2002"(fra indledende
kapitel).
Der går nærmest
ikke en dag, uden at medierne kan rapportere om, at endnu en pengestærk
udenlandsk kapitalfond har opkøbt en velfungerende dansk virksomhed.
Faktisk står danske virksomhedsejere og detailkæder lige nu
nærmest i kø for at faldbyde deres virksomheder til højestbydende.
Det er især den høje engangsgevinst, man kan opnå som
hovedaktionær eller daglig leder med en stor aktieoption, der frister.
Men hvordan ser regnestykket for disse mange opkøb egentlig ud
for hele det danske samfund? På længere sigt truer virksomhederne
med at implodere med enorme tab af skatteindtægter og arbejdspladser
til følge.
Det er ikke blot de
små fisk, der opkøbes. På listen over opkøbte
virksomheder finder vi store flagskibe i dansk erhvervsliv så som
TDC og ISS. I slipstrømmen af disse opkøb hører vi
igen og igen om barske fyringsrunder kombineret med gigantiske bonusser
udbetalt til direktørerne i de solgte virksomheder. For hovedaktionærer
og administrerende direktører har salget nemlig kun ét formål:
penge! Samtidig er de udenlandske kapitalfonde ofte etableret i skattely
på f.eks. de britiske kanaløer, hvor de kan undslå
sig den danske skat.
Der er således
alvorlige skyggesider ved de 'glade dage' i dansk og europæisk erhvervsliv.
Det er denne særdeles vigtige problemstilling, som Poul Nyrup tager
under behandling i sin bog I grådighedens tid. Bogen samler
bidrag fra en række danske og internationale eksperter inden for
feltet. Hver især leverer de spændende analyser, som på
forskellig vis belyser de problemer, der knytter sig til især de
lånefinansierede kapitalfondes aktiviteter. Det vises bl.a. hvordan
disse fonde køber virksomheder for deres egne penge og gældsætter
dem i uhørt omfang, idet gæld flyttes til den købte
virksomhed.
Bogen afslører
en hidtil uset grådighed hos nogle af fondenes bagmænd - en
grådighed som i sidste instans kan svække finansieringen af
det danske velfærdssamfund med alvorlige konsekvenser for den sociale
sammenhængskraft.
Men bogen gør
mere end blot at pege på kasinoøkonomiens problemer. Løsningerne
findes faktisk -de består i indførelse af regler for kapitalfondes
virksomhed. Det kræver dog politisk vilje til at løse problemerne
på både nationalt, europæisk og globalt plan.
Poul Nyrup Rasmussen
opridser i bogen en række realistiske tiltag, som, hvis de implementeres
i tide, kan dæmme op for kasinoøkonomiens negative konsekvenser.
Tiltagene vil bl.a. sikre større åbenhed, informationspligt,
beskyttelse af virksomheder, medarbejderrettigheder, lønmodtagernes
pension, et opgør med skattely.
UDDRAG AF INDHOLD: I grådighedens
tid (af Poul Nyrup Rasmussen). Den nye kapitalisme (af John Monks). Kapitalfonde
i praksis (af Lothar Kamp). Kapitalfonde og offentlig forsyning - en interessekonflikt
(af William H. Melody). Kapitalfondenes vej uden om skattekasserne (af
Christen Amby). TDC-opkøbet - de første virkninger (af William
H. Melody). Vores egne penge (af Mick McAteer). Kan vi ikke gøre
det lidt bedre? (af Poul Nyrup Rasmussen).
UDGIVER:
Informations Forlag
Store Kongensgade 40
C, 1264 København K
Tlf: 33 69 60 07, fax:
33 69 60 18
E-post: forlag@information.dk
Internet: www.informationsforlag.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|