[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Cartha. Årsskrift for Kertemindeegnens Museer 2006/2007. Redigeret af Kurt Risskov Sørensen. 108 sider, 17 x 24 cm. Ill: 48 fotos (31 i farver), 23 tegninger (5 i farver), 2 kort. Pris kr 100,00. [Udgivet 2007]

Indeholder en række arkæologiske, historiske og kunsthistoriske artikler om Kertemindeegnen. Artiklerne viser spændvidden i Kertemindeegnens Museers arbejdsfelt og omfatter artikler om Sven Havsteen-Mikkelsen, om Kerteminde som administrativ enhed, om restaureringen af en herregård, om et lokalt skibsværfts historie, om en familiesaga fra Hindsholm, om udgravningen ved Mariesminde i Langeskov.
Første artikel af Kurt Risskov Sørensen gennemgår administrative inddelinger og kommunalreformer på Nordøstfyn gennem tiden og viser, hvordan man med den seneste reform er tæt på at være tilbage ved den administrative situation, der var gældende hele vejen gennem historisk tid og frem mod den store rets- og administrationsreform i 1919.
Derefter følger to artikler om kunstneren Sven Havsteen-Mikkelsen (1912-1999). I 2005 fik Johannes Larsen Museet overdraget en betydningsfuld del af arkivet efter Sven Havsteen-Mikkelsen. Mette Havsteen-Mikkelsen giver en introduktion til Sven Havsteen-Mikkelsens kunst med vægt på hans brug af folkekultur og præsenterer Havsteen-arkivet der bl.a. omfatter skitser og dagbøger, mens Malene Linell Ipsen fortæller om den purunge Havsteen-Mikkelsens betagelse af Marie og Fritz Sybergs yngste datter, Rabbe.
En artikel af Bent Østergaard indeholder historien om en navneklud og en familie, der gennem generationer har sat markante spor i lokalsamfundet på Hindsholm. Der berettes blandt andet om skattegravning i Låddenhøj på Dalby Mark hvor deltagerne medbragte kirkegårdsmuld i vestelommen som magisk middel, om Christen Kold og friskolen i Dalby, om Skrallehavegård og Ottesen-slægten, om politiske modsætninger og andre spændinger i lokalsamfundet på Hindsholm.
Erik Ingemann Sørensen redegør i en artikel for skibsbygning i Kerteminde havn, bl.a. på grundlag af malerier af Niels Larsen fra første halvdel af 1800-tallet. I artiklen fortælles blandt andet om handelshusene i Kerteminde og rederivirksomhed, om initiativer til etablering af et skibsværft i 1870erne, om skibsbygningsfirmaet N.F. Hansen og Co. i Kjerteminde og dets aktiviteter (bl.a. bygning af krydsjagter til Krydstoldvæsnet).
Følgende artikel af Ejvind Knudsen handler om restaureringen af hovedgården Rørbæk syd for Kerteminde - om forvandlingen fra begyndende ruin til genskabt storhed.
Eigil Nikolajsen beskriver resultater af arkæologiske udgravninger ved Mariesminde. Her blev undersøgt 55 anlæg fra yngre bronzealder og vikingetid. Fundene omfatter bl.a. grubehuse, kogegruber, lerkar, flintsegl, potteskår, beslag, redskaber, husgeråd, smykker, spænder. "Resultaterne fra udgravningerne ved Mariesminde viser meget godt, hvordan ny arkæologisk viden fra et område kan være med til at give et mere komplet og facetteret billede af fortidssamfund, når det ses i sammenhæng med ældre arkæologiske fund og iagttagelser."
Bogen afsluttes med oversigter over udstillinger og øvrige aktiviteter ved områdets museer.

UDDRAG AF INDHOLD: Ny Kerteminde Kommune - en oldgammel administrativ enhed (af Kurt Risskov Sørensen). Sven Havsteen-Mikkelsens nordiske kunst på Johannes Larsen Museet - en karakteristik og et perspektiv (af Mette Havsteen-Mikkelsen). Den unge Havsteens lidelser - Sven Havsteen-Mikkelsen og Rabbe Syberg (af Malene Linell Ipsen). Ane Dortheas navneklud - en familieberetning fra Hindsholm (af Bent Østergaard). At etablere et skibsbyggeri (af Erik Ingemann Sørensen). Fra grim ælling til smuk svane (af Ejvind Knudsen). Gode fund fra sommerens arkæologiske udgravning ved Mariesminde (af Eigil Nikolajsen).
Udstillinger på Johannes Larsen Museet 2006. Museumsforeningen for Kerteminde og Omegn 2006. Årsberetning for Kertemindeegnens Museer.

UDGIVER:
Kertemindeegnens Museer
Strandgade 7, Postboks 97, 5300 Kerteminde
Tlf: 65 32 37 27, fax: 65 32 47 07
E-post: kert-mus@kert-mus.dk
Internet: www.kert-mus.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk