| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens
bøger]
En anden dans. Moderne scenedans
i Danmark 1900-1975. Af Karen
Vedel. 394 sider, 17 x 23 cm. Med 67 illustrationer. Pris kr 328,00.
Forlaget Multivers. Udgivet 30/4 2008.
En omfattende og alsidig fremstilling
af scenedansens historie. Moderne scenedans i Danmark bliver i bogen karakteriseret
ved en mangfoldighed af udtryk og genrer, som eksisterer side om side
og overlapper, som skiller sig ud og flyder sammen, som konkurrerer og
supplerer hinanden. "På tværs af den traditionelle hierarkiske
skelnen mellem finkultur og populærkultur inddrager jeg dansebegivenheder,
der udspillede sig ikke alene på teater-, revy- og gæstespilsscener,
men også på danseskolerne, i dagspressen og i de øvrige
medier."
Scenedansens historie
i Danmark er hidtil i langt overvejende grad blevet skrevet som ballettens
(i betydningen Den Kongelige Ballets) historie. Men også scenedansen
uden for Det Kongelige Teater udgør et sprudlende felt i dansk
kulturliv. "Min efterlysning af 'en anden dans' bygger på et ønske
om at gøre denne enstrengede fremstilling af scenedansens historie
mere sammensat. Det overordnede projekt har været båret af
en nysgerrighed, der rækker videre end det rent balletæstetiske
til en interesse for scenedansens samspil med det øvrige samfunds-
og kulturliv"(fra Indledning).
I En anden dans
fokuserer Karen Vedel på årene 1900-1975. Hun fortæller
i bogens seks hovedkapitler blandt andet om revyernes dancing girls, om
barfodsdans og plastik, om russisk ballet, om fri dans med indflydelse
fra Centraleuropa, om turnéoptrædener med såkaldt 'negerdans'
og om det amerikanske fænomen kendt som modern dance. Fremstillingen
beskæftiger sig således med meget forskellige genrer inden
for moderne scenedans; men snarere end at tjene som grundlag for at bestemme
det dominerende udtryk i scenedansen i et givet tidsrum, anvendes genrebegrebet
"som et redskab, der gør det muligt at iagttage mangfoldighed og
forandringer i det små." Og i fremstillingen hæfter forfatteren
sig ved en række begivenheder, hvor der finder en overskridelse
af de genremæssige bestemmelser sted.
"Mit ønske om
at identificere og analysere en flerhed af samtidigt forekommende fænomener
i scenedansen har nødvendiggjort en tilgang til empirien, der overskrider
såvel den enkelte institution og begivenhed, som den enkelte kunstner
og dennes værk. Et væsentligt greb, som afspejles i bogens
opbygning, er de fire dansekort, der kortlægger nærmere definerede
parametre i et større dansefelt. Begyndende med år 1900 og
herefter med intervaller af 25 år er der lagt fire snit ind over
århundredet, der midlertidigt tilsidesætter de tematisk ordnede
fortællinger i bogens hovedkapitler til fordel for punktnedslag.
[...] Til forskel fra dansekortenes øjebliksbillede af den større
sammenhæng, som scenedansen indgår i, er fokus i bogens seks
hovedkapitler rettet mod langt snævrere definerede emner. Her suppleres
det empiriske grundlag baseret på omtalen i dagspressen med forestillingsprogrammer,
debatartikler, interviews m.v."(fra Indledning).
Samtlige dansebegivenheder,
der omtales i bogen, har i et eller andet omfang været synlige i
de trykte medier. "Nogle har givet anledning til ophedet debat, mens andre
har afstedkommet interesserede foromtaler og mere eller mindre anmeldelser,
kronikker og artikler, illustrationer og overskrifter. Men scenedansen
har også optrådt som emne i skøn- og faglitteraturen,
i radio og tv lige såvel som i spille- og dokumentarfilm. På
den baggrund er det nødvendigt, at genoverveje den antagelse om
kunstformens marginalisering, som indledningsvis blev lagt til grund for
bogens diskussioner: For selv om dagspressens anmeldere insisterede på
at sammenligne den fremmede dans med dansk ballet, er omfanget af den
opmærksomhed, som begivenhederne blev viet, ganske betydelig. Snarere
end at fremstå som marginal, synes scenedansen at have indtaget
en ikke uvæsentlig rolle i den danske kulturdebat"(fra Efterskrift).
Karen Vedel (f. 1955),
ph.d. i teatervidenskab, har en baggrund som udøvende danser, koreograf
og dramaturg. Som ansat ved Afdeling for Dans og Teatervidenskab, Institut
for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet fra 2001 til
2006 varetog hun bl.a. opbygningen af en nordisk kandidatgrad i dansevidenskab.
Karen Vedel er 2006-2008 ansat som danseforsker ved Helsinki Collegium
for Advanced Studies og 2008-2011 tilknyttet forskningsprojektet 'Dance
in Nordic Spaces'.
UDDRAG AF INDHOLD: Indledning:
Ballet og anden scenisk dans i Danmark. 1900 Dansekort. Iscenesat modernitet
- 'dancing girls'. 1925 Dansekort. Antikke længsler - barfodsdans
og plastik. Moderne gennembrud - ballet à la Fokin. 1950 Dansekort.
Illusionsløs ekspressivitet - fri dans. Ekstatisk eksotisme - 'negerdans'.
1975 Dansekort. Modern dance - 'den moderne dans.
Efterskrift. Litteratur-
og kildefortegnelse. Indeks.
UDGIVER:
Forlaget Multivers
Værnedamsvej 3
B, 1819 Frederiksberg C
Tlf: 70 26 80 66, fax:
70 26 80 65
E-post: mail@multivers.dk
Internet: www.multivers.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|