[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Skarnbasser og andre møgdyr. Af Morten D.D. Hansen. 35 sider, 17 x 24 cm. Ill: 59 farvefotos, 1 farvetegning, 1 figur. Pris kr 60,00. Naturhistorisk Museum. Udgivet 9/6 2008. (Natur og Museum 2008 nr 2)

Dyrelivet i og omkring gødning er temaet for denne udgivelse. En kokasse eller en hestepære er ikke kun et affaldsprodukt, men et helt lille økosystem. Gødning er et særdeles næringsrigt og let omsætteligt substrat, som mange smådyr er intimt knyttet til, enten fordi de lever af gødningen, eller fordi de lokkes dertil af det store opbud af byttedyr.
I og omkring gødningen etableres der et unikt fødenet med en lang række arter, som kun lever her. På vore breddegrader kan man finde over 450 forskellige insektarter i gødning. "Hvis man giver sig til at optælle alle bille- og fluelarver i en dansk kokasse, viser det sig, at den i gennemsnit huser mindst tusind larver i løbet af sin eksistens. Fordelingen på arter og grupper varierer stærkt i løbet af året, men optællingerne viser entydigt, at gødningens skæbne er at blive nedbrudt."
I hæftet gennemgås de vigtigste grupper af møgdyr og deres ofte fantastiske levevis. "Mange af de store skarnbasser har ligesom skarabæen en avanceret redebygning og yngelpleje, som man ellers kun finder hos højere hvirveldyr. I den ægyptiske mytologi ansås skarabæen for at være et helligt dyr, fordi man mente, at det var den, der rullede solen hen over himlen."
Møgdyrene har stor indflydelse på nedbrydningen af gødning. Nogle af billerne graver gange under kokassen, hvor de lægger æg og samler gødning som forråd til larverne. En enkelt markskarnbasse kan nedgrave op imod 2½ kilo gødning i sine gange, der kan nå ned i 50 centimeters dybde. Set over flere år kan skarnbassernes graveaktivitet derfor have ganske stor betydning for transporten af organisk stof ned i jordbunden, ligesom det store gravearbejde i høj grad medvirker til at lufte jorden..
Hæftet indeholder generelle afsnit om den danske gødningsfauna og dens levevis. Desuden afsnit om en række arter, især de møglevende arter i overfamilien Scarabaeoidea - torbister. Ud over skarnbasser, møggravere og møgbiller omtales også andre relevante grupper. Og fremstillingen omtaler eksempler på gødningsdyr fra andre lande og kontinenter.
I hæftet fortælles også, at det er vanskeligt "at være gødningsdyr i vore dage. En lang række af Danmarks mest truede arter findes blandt gødningsbillerne. Her i landet er der formentlig ingen anden dyregruppe, som er gået så meget tilbage i antal. Det skyldes en kombination af mange faktorer. [...] En af årsagerne er selvfølgelig, at husdyr er blevet meget sjældnere i landskabet end for blot 50 eller 100 år siden. En anden og meget væsentlig grund er, at kvaliteten af de naturtyper, som husdyrene færdes i, er blevet dramatisk forringet."
Hæftet henvender sig til alle naturinteresserede. Til undervisningsbrug i folkeskolens ældste klasser, gymnasier, mv.
Morten D.D. Hansen (f. 1972), cand.scient. i biologi, er naturvejleder ved Naturhistorisk Museums feltstation, Molslaboratoriet, hvor elever fra folkeskolens ældste klasser og fra gymnasiet undervises i natur og miljø.

UDDRAG AF INDHOLD: Gødning som økosystem. Ekskrementer som mad. Møgdyrenes betydning. Tilpasninger til livet i gødning. Succession i gødning. Gødningsfaunaen før og nu. Beskrivelse af grupper og arter. Månetorbist. Møggravere. Skarnbasser. Møgbiller. Vandkærer. Rovbiller. Andre møgdyr. At studere møgdyr. Artsliste. Supplerende læsning.

UDGIVER:
Naturhistorisk Museum
Wilhelm Meyers Allé 210
8000 Århus C
Tlf: 86 12 97 77, fax: 86 13 08 82
E-post: nm@nathist.dk
Internet: www.nathist.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk