[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Social Årsrapport 2008. 116 sider, 19 x 27 cm. Ill: 3 figurer. Pris kr 125,00. Socialpolitisk Forlag. Udgivet december 2008.

Dette er 10. årgang af Social Årsrapport.
Social Årsrapport sætter fokus på sociale forhold og socialpolitikken. Formålet er at give et overblik over udviklingen på det sociale område ved hjælp af statistiske data og analyser, og bidrage til den socialpolitiske diskussion med kritiske vinkler og belysning af aktuelle problemstillinger.
Hovedtemaet for Social Årsrapport 2008 er en slags status og perspektiver på nogle af de temaer, som Social Årsrapport har taget op i de tidligere år. Omdrejningspunktet er socialpolitikken. Hvilke forandringer er der sket, og hvordan har socialpolitikken påvirket den sociale udvikling i de seneste 10 år? Og hvor bevæger den sig hen?
Temaet omfatter artikler om det sociale medborgerskab, aktiveringspolitikken og socialpolitikken og stiller spørgsmålet, hvilken betydning de sidste ti års ændringer af velfærds-/socialpolitikken har haft for borgerne, de arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagerne og de udsatte børn og unge. Supplerende artikler giver et aktuelt billede af fattigdommen i Danmark, udviklingen i match-grupper, og hvordan det går kontanthjælpsmodtagere og langvarige kontanthjælpsmodtagere, når vi ser på udviklingen over en årrække. Kommer de i beskæftigelse, og hvor mange ender på førtidspension?
"Derudover stilles spørgsmålet: Hvor bevæger socialpolitikken sig hen? Baggrunden er, at socialpolitikken i dag er splittet op. Væsentlige dele er parkeret under beskæftigelsesministeren, hvor sociale problemer er 'sparket til hjørnespark', fordi det alene drejer sig om at få folk i beskæftigelse, uden hensyn eller refleksion i forhold til de sociale problemer, som familierne har og konsekvenserne for børnene. Store dele af socialpolitikken er blevet til arbejdsmarkedspolitik. Det nuværende arbejdsmarkedsrettede fokus overser og undertrykker de sociale problemer, som rammer grupper af befolkningen i form af arbejdsløshed, sygdom, skilsmissser, problemer med børn, - og som typisk rammer hårdere i de dårligst stillede familier. For et mindretal viser konsekvenserne af længerevarende og sammensatte sociale problemer sig i form af fattigdom, dårligere helbred, misbrug og psykisk sårbarhed og for en mindre del i kombination med hjemløseproblemer. Der synes derfor at være behov for en socialpolitik, som spiller sammen med en offensiv beskæftigelses- og uddannelsespolitik, og samarbejder med sundhedspolitikken"(fra forord).
Social Årsrapport har i ti år fulgt, hvordan det er gået i Danmark på det sociale område. "Udviklingen har været præget af både positive og negative træk. På plussiden tæller det især, at den registrerede ledighed har været stærkt faldende og nu har nået et historisk lavt niveau, mens beskæftigelsen har været stigende. Det betyder, at mange flere mennesker kan forsørge sig selv. Men der er en række andre områder, hvor udviklingen de sidste 10 år har været negativ. Det handler især om, at de dårligt stillede behandles stadigt dårligere. Samtidig stiger uligheden, og den offentlige kollektive sikring må i stigende grad vige pladsen for privatiserede alternativer. For det store flertal af den danske befolkning synes dette ikke umiddelbart at afstedkomme problemer, men hvis vi stadigvæk vil lade os bedømme på, hvordan vi behandler de svageste, så ser der ikke godt ud. Dette dokumenterer vi endnu engang i de efterfølgende 13 kapitler, som Social Årsrapport 2008 indeholder"(fra indledning).

UDDRAG AF INDHOLD: Socialpolitik - social politik? Det sociale medborgerskab - strukturforandringer mellem markedsgørelse og værdighedsvurderinger. Arbejdsmarkedspolitikkens forandring: fra social sikring til disciplinering. Udsatte børn 2008 - hvordan er situationen? Arbejde eller varig hjælp? Matchgrupperne - virker de? Billeder af fattigdommen. Hvor bevæger socialpolitikken sig hen? Sociale ydelser. Den økonomiske ulighed. Arbejdsmarkedet. Kontanthjælp - det sociale sikkerhedsnet. Førtidspension. Børn og unge anbragt uden for hjemmet.

FORFATTERE: Morten Frederiksen, Leena Eskelinen, Jens Lind, Per Schultz Jørgensen, Finn Kenneth Hansen, Henning Hansen, Therese Halskov, Helle Johansen, Bettina Post.

UDGIVERE:

Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA)

Socialpolitisk Forlag
Strandgade 6, st. 1401 København K
Tlf: 35 82 83 50, fax: 35 82 83 58
E-post: socpolfo@post.tele.dk
Internet: www.socialpolitisk-forening.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk