[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Kreativitet skal læres! Når talent bliver til innovation. Af Lene Tanggaard. 112 sider, 16,5 x 23,5 cm. Pris kr 179,00. Aalborg Universitetsforlag. Udgivet 2008. (ExCITe-serien 5)

Denne bog handler om kreativitet og læring i praksis. Den fokuserer især på kreativitet i arbejdslivet, og undersøger problemstillingen: om kreativitet kan læres? I bogen fremlægges en række eksempler på, hvad der kan fremme kreativitet baseret på især psykologiske forskningsundersøgelser.
Kreativitet er i bogens optik "ikke en mystisk mental eller spirituel proces, men noget almindelige mennesker kan tilvirke med hinanden, hvis de rette betingelser er til stede for, at ideer eller produkter kan opstå og finde en eller anden form for anerkendelse inden for praksisfællesskabet."
Bogens ærinde er således at gå konstruktivt ind i kreativitetsdebatten, men også at udfordre vanlige antagelser om, at kreativitet alene er en individuel egenskab, eller at det udelukkende er bestemte samfundsklasser, som er kreative. Der fremsættes i stedet den tese, at kreativitet kan forudsætte, at man får adgang til at lære i nogle bestemte sammenhænge, og muligvis også på nogle bestemte måder. Herunder diskuteres værdien af mesterlærelignende organiseringer af undervisning, og spørgsmål om ledelse af kreativitet på arbejdspladser.
I bogens første kapitel indkredses forskellige psykologiske definitioner på kreativitet. I kapitel 2 skitseres den mulige relation mellem læring og kreativitet og herunder især udvalgte dele af den nyere psykologiske læringsforskning med særligt henblik på dens relevans i kreativitetsforskningen. Kapitel 3 dykker ned i to eksempler på kreative læreprocesser i forbindelse med mesterlære og læring i praksis. Eksemplerne er baseret på Edgar Tafels beretning om at være arkitektlærling hos den amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wright, og en beretning om en dansk elektronikmekanikerlærling, der realiserer det, forfatteren kalder en innovativ læringsbane. "Her er hovedpointen, at læring aldrig er en ren mental proces, men altid handler om noget i en bestemt sammenhæng. I kapitlet argumenterer jeg for, at læring og kreativitet således også er forankrede i bestemte praksis og grundlæggende handler om at lade sig involvere så dybt i praksisser og lære af dette, at man også har mulighed for at transformere dem indefra eller at bryde med dem"(fra Forord). Kapitel 4 belyser bl.a. barrierer for kreativitet og betingelser for at kunne realisere kreativitet, samt forholdet mellem rutine og kreativitet. I kapitel 5 ses nærmere på, om og i så fald hvordan man kan organisere en kreativ arbejdsplads. Det afsluttende kapitel 6 opsamler bogens hovedpointer. "Bestemte former for læring og ikke mindst det at lære af bestemte personer vil være en vigtig forudsætning for kreativitet, men det er selvfølgelig ikke alle, der måtte få adgang til at blive undervist på en bestemt måde eller til at lære af en bestemt mester. Kreativitet fordrer i høj grad, at man befinder sig på det rette sted på det rette tidspunkt med den rette ide. De objektive betingelser for egentlig kreativitet er, at nogle finder det værd at anerkende et produkt eller en ide som kreativ - i hvert fald hvis vi følger denne bogs præmisser. I bogen har vi desuden forfulgt nogle ideer til, hvad betingelserne er for, at en arbejdsplads er kreativ, og om man kan designe for innovation, og hvad der skal til for at understøtte innovationsbestræbelser. En af de pointer, der er understreget i den forbindelse, er, at der vil være forskel på den praksis, vi kan beskrive, og den praksis, der faktisk bedrives. [...] Mere alment vil jeg fremhæve, at man med basis i denne bog analytisk set kan skelne mellem henholdsvis de individuelle, de sociale og de organisatoriske eller institutionelle aspekter af kreativitet"(fra Konklusion og perspektivering).
Bogen henvender sig til alle, der arbejder med at fremme kreativitet, til studerende ved lange og mellemlange videregående uddannelser, og til praktikere inden for forskellige professionsområder.
Lene Tanggaard er cand.psych., ph.d. og professor i pædagogisk psykologi ved Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet samt leder af Center for Kvalitativ Metodeudvikling i samarbejde med Svend Brinkmann, Århus Universitet. Hun forsker i læring i praksis, og har bl.a. udgivet bøgerne Læring & Identitet og Psykologi - forskning og profession.

UDDRAG AF INDHOLD: Hvad er kreativitet? Kan man lære at være kreativ? To eksempler på kreative former for mesterlære. Tættere på betingelser for kreativitet - hvordan får man adgang til at være kreativ? Kan man organisere en kreativ og innovativ arbejdsplads? Konklusion og perspektivering. Litteratur.

UDGIVER:
Aalborg Universitetsforlag
Niels Jernes Vej 6 B, 9220 Aalborg Ø
Tlf: 99 40 71 40, fax: 96 35 00 76
E-post: aauf@forlag.aau.dk
Internet: www.forlag.aau.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk