| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
En verden til forskel. Tre
familier, tre civilisationer. Af Sven
Burmester. 119 sider, 14,5 x 22 cm. Pris kr 199,00. Informations Forlag.
Udgivet 29/1 2009.
Kosmopolitten Sven Burmester
har som global nomade et indgående kendskab til de tre lande: Egypten,
Kina og USA. I bogen beskriver han dagliglivet for tre familier fra disse
lande og belyser globaliseringens udfordringer set fra familiernes synsvinkel
- bl.a. aktuelle problemer med befolkningstilvækst, økonomisk
vækst, forurening og klimaændringer, kvindernes stilling.
Han tegner et billede af den aktuelle tilstand i de tre lande - og af
de tre civilisationer de repræsenterer.
De tre civilisationer
- Mellemøsten, Kina og USA - vil mere end nogle andre komme til
at præge verden i fremtiden. Vi kender alle til disse civilisationer
i overskrifter: Mellemøsten er præget islam, despoter og
en økonomi baseret på olieindtægter; det kommunistiske
Kina stormer frem og oplever massiv økonomisk fremgang, men har
problemer med menneskerettighederne; USA er stadig verdens eneste tilbageværende
supermagt, men har de senere år mistet troværdighed pga. af
håndteringen af 'krigen mod terror'. Men hvad med den almindelige
araber, kineser, amerikaner - hvordan ser de på tilværelsen?
En verden til forskel
beskriver dagliglivet for en egyptisk, en kinesisk og en amerikansk familie.
Den fortæller, hvordan livet former sig for de tre familier, om
deres glæder og bekymringer, og om hvad de mener, fremtiden vil
bringe dem. Bogen lægger vægt på forskellene mellem
'dem' og 'os' og søger derved at fremme forståelsen af 'de
andre'.
"I 2007 udkom min bog
Fred og Fare, der beskrev verdens tre vigtigste civilisationer,
Islam, Østasien og Vesten. Mange læsere fandt dens generaliseringer
for vidtgående og ville gerne høre mere om, hvordan livet
former sig for almindelige mennesker, altså folk i middelklassen
i de tre civilisationer. Og det er dette ønske, denne bog forsøger
at imødekomme. Man kan selvfølgelig hævde, at beskrivelsen
af en hel civilisation gennem en enkelt families dagligdag er en endnu
større generalisering, end det er at give almindelig oplysning
om historie, sprog og værdier i civilisationerne selv. Men det er
nu engang individer og familier, vi møder, når vi enten i
Danmark er sammen med muslimer, østasiater og amerikanere, eller
når vi træffer dem på rejser og ophold verden over.
De tre familier i denne bog er fiktive, men et koncentrat af mennesker,
der stadig er en del af min hverdag i Egypten, Kina og USA. Globaliseringen
er i dag uundgåelig. Hvad enten vi betragter den som hændelser
og begivenheder i tre adskilte civilisationer eller mener, at udviklingen
snarere udspiller sig mellem rig og fattig, mellem nord og syd, mellem
religion og politik, så vil det altid være nyttigt at kende
livsform, kultur og forskelligheder i, hvad jeg betragter som civilisationer.
Det er vigtigt at vide, at muslimen ikke spiser svinekød eller
drikker øl. Det er vigtigt at vide, at kineseren har en skæbnebestemt,
materialistisk og pragmatisk holdning til alt i tilværelsen, at
han faktisk kan være både kapitalist og kommunist på
samme tid. Det er værd at vide, at amerikaneren er mere konservativ
og individualistisk indstillet end vi danskere, selv når hun stemmer
på Obama, og at religion er vigtigere for hende end for den almindelige
dansker. I stedet for de grundlæggende værdier, der er en
del af enhver kultur, er det her livsstil og væremåde blandt
personer, der beskrives. De illustrerer selvfølgelig det almene"(fra
Forord).
Sven Burmester er tidligere
vicedirektør i Verdensbanken og chef for FNs befolkningsfond i
Kina og Nordkorea. I dag har han fast adresse i Washington, men tilbringer
året på skift i Egypten, Kina, USA og Danmark. Han er ekstern
forsker ved biblioteket i Alexandria i Egypten, og gæsteprofessor
ved Sichuanprovinsens befolkningsinstitut i Kina.
UDDRAG AF INDHOLD: En
egyptisk familie. Ahmed og Muhammed. Fatimah og Nahed. Syg og
fejlslagen. En kinesisk familie. Familien Li. Familien
Yang. Verdenshistoriens største bedrift. En amerikansk
familie. Familien Jones. Bedre end sit rygte.
Afslutning. Litteratur.
UDGIVER:
Informations Forlag
Store Kongensgade 40
C, 1264 København K
Tlf: 33 69 60 07, fax:
33 69 60 18
E-post: forlag@information.dk
Internet: www.informationsforlag.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|