[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Psykologiens veje. Af Ole Schultz Larsen. 466 sider, 17,5 x 24,5 cm. Ill: 151 fotos (117 i farver), 23 tegninger (9 i farver), 40 figurer. Pris kr 400,00 (ib.). Forlaget Systime. Udgivet 2008.

En lærebog der i 25 kapitler giver et overblik over og en introduktion til psykologi. Psykologiens veje er et nyt, stort projekt til psykologiundervisningen - bestående af en grundbog og et tilhørende website.
Psykologiens veje tager udgangspunkt i bogen Psykologiske perspektiver, som Ole Schultz Larsen tidligere har skrevet (Systime, 1996). Hensigten har været at lave en bog, der kommer rundt om alle de emner og områder, der normalt tages op i undervisningen, og som forsøger at tænke mere i formidling, i spørgsmål til stoffet og anskueliggørende casemateriale.
Bogen præsenterer psykologiens forskellige retninger, flere af de vigtigste psykologiske discipliner samt en række temaer, der går på tværs og tager specifikke psykologiske problemstillinger op, såsom stress, intelligens, kriser, kønsroller, læring mv.
Bogen er bygget op, så de enkelte kapitler kan stå som selvstændige moduler, således at man ikke er afhængig af at have læst de foregående kapitler. "Det samme gælder for de enkelte afsnit i kapitlerne. De er lavet, så de kan stå for sig selv, således at man som lærer eller studerende kan plukke og kombinere de afsnit, man har lyst til fra de enkelte kapitler. På den anden side er der selvfølgelig en rød tråd i opbygningen, man med fordel kan følge. Bogen bevæger sig fra ældre psykologiske retninger til nyere og fra barnets verden til voksenverdenen, og desuden indeholder bogen en række introducerende kapitler. I det første præsenteres de psykologiske retninger kort, og i de efterfølgende to kapitler om henholdsvis 'Køn og kønsforskelle' og 'Personlighedsforskelle' er det muligt at se flere af de psykologiske retninger i anvendelse"(fra Forord).
Bogen er skrevet til undervisningsbrug på gymnasier og hf, men kan også anvendes på andre uddannelser.
Bogens website vil blive udbygget med supplerende tekster, video, interaktive opgaver mv.
Ole Schultz Larsen (f. 1955) er lektor på Viby Amtsgymnasium og HF med fagene dansk og psykologi.

UDDRAG AF INDHOLD: Den mangfoldige psykologi. Køn og kønsforskelle. Personlighedspsykologi. Psykoanalyse. Medfødte forskelle. Udviklingspsykologi. Småbarnet. Tilknytningsforstyrrelser og omsorgssvigt. Behaviorisme. Opdragelse, familie og daginstitution. Kognitiv psykologi. Tænkningens udvikling. Viden, læring og undervisning. Neuropsykologi. Intelligens. Eksistentiel og humanistisk psykologi. Ungdom og senmodernitet. Kommunikation og konflikt. Det senmoderne familieliv. Voksenlivet. Socialpsykologi. Kulturmøder og kulturforskelle. Stress, livsforandringer og arbejdsliv. Kriser og kollektive katastrofer. Psykiske lidelser.
Litteraturliste. Stikordsregister.

UDGIVER:
Forlaget Systime
Skt. Pauls Gade 25, 8000 Århus C
Tlf: 70 12 11 00, fax: 70 12 11 05
E-post: systime@systime.dk
Internet: www.systime.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk