| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
Palle Nielsen. Orfeus og Eurydike
og andre værker. Redaktion: Signe Jacobsen. 120 sider, 20,5 x 23
cm. Med 118 illustrationer (20 i farver). Pris kr 200,00 (ib.). Vejle
Kunstmuseum. Udgivet 10/1 2009.
Om Palle Nielsen (1920-2000)
- en af Danmarks væsentligste kunstnere i det 20. århundrede
- og om hans livsværk, der udelukkende falder inden for tegning
og grafik.
Det er en dobbeltsproget
(dansk-engelsk) bog om Vejle Kunstmuseums store samling af Palle Nielsens
værker, med Orfeus og Eurydike. Første del som omdrejningspunkt.
"Anledningen til udgivelsen i netop 2009 er 50-året for kunstnerens
gennembrud med serien 'Orfeus og Eurydike. Første del', 53 linoleumstryk,
der blev udgivet samlet i 1959. Denne serie er kernen i Vejle Kunstmuseums
flere hundrede blade store samling af Palle Nielsens værker. Udgivelsen
akkompagneres af en udstilling på Vejle Kunstmuseum, samt derefter
på Det danske Institut i Athen og Det danske Institut for Videnskab
og Kunst i Rom"(fra Forord af Nina Damsgaard, museumsleder).
I 1959 fik Palle Nielsen
sit gennembrud med serien Orfeus og Eurydike. Første del.
Den klassiske myte er et sindbillede på selve tabet. For Palle Nielsen,
der var rystet af sine oplevelser med at se det udbombede Hamborg efter
2. verdenskrig, drejede det sig om selve tabet af vores gamle verden og
vores tro på den vestlige civilisations storhed: Det var selve tabet
af det menneskelige og af det humanistiske menneskesyn. Det er det, serien
drejer sig om: Det moderne menneskes vej ind i en fremmed, skræmmende,
uforståelig, voldelig verden præget af magt og grådighed,
af narreværk og forblændelse.
Temaet blev universelt
i Palle Nielsens livsværk, men udstillingen fejrer 50-året
for denne første del med dens episke og monumentale linoleumssnit,
der trods deres lille format kvalitetsmæssigt hæver sig op
på niveau med de største værker.
Vejle Kunstmuseum huser
en flere hundrede blade stor Palle Nielsen samling, som i dag er den største
næst efter den, der tilhører Den Kongelige Kobberstiksamling
på Statens Museum for Kunst.
Samlingens kerne er
kunstnerens gennembrudsserie Orfeus og Eurydike. Første del.
Vejle Kunstmuseum ejer
alle bladene som løse enkeltblade, de fleste både signerede
og daterede, og heriblandt nogle, der er kunstnerens egne prøvetryk
eller findes i flere versioner. Gennem årene er en bred samling
af tegninger og grafiske værker indkøbt til samlingen - adskillige
grafiske og tegnede serier indgår i museets samling, spændende
over hele kunstnerens virke, fra den tidligste Passion fra 1949/50
frem til kunstnerens sidste, meget vægtige serie, Mennesker
i den forladte By, 30 tegninger med pen og sort blæk fra 1998-99.
Med økonomisk støtte fra Ny Carlsbergfondet blev Vejle Kunstmuseum
i 2006 forøget med en lang række blade, udvalgt fra kunstnerens
efterladte værker, sådan at museets samling i sin bredde,
både hvad angår tid, teknikker, motiver og typer, i dag fremstår
som særdeles repræsentativ for Palle Nielsens livsværk.
Palle Nielsen har i
høj grad ladet sig inspirere af den klassiske arkitektur og dens
myter og også haft ophold på Instituttet i Rom og foretaget
rejse til Athen. Vejle Kunstmuseums samling indeholder da også flere
tegninger fra Rom og en række tegninger med titlen Græsk
erindring.
Det er netop denne relation
til den klassiske arkitektur, som stud.mag. Gerda Svensson har valgt som
sit specialeemne, og i sin artikel til denne bog har hun koncentreret
sig om kuplen som motiv i Palle Nielsens værk.
Ph.d.-studerende ved
universitetet i Greifswald, Ulrike Brinkmann, har i sin artikel behandlet
menneskefremstillingen hos Palle Nielsen, hvilket er en del af hendes
specialeemne, som omhandler dansk grafik i efterkrigstiden.
Bogen indledes med en
større artikel af museumsinspektør Signe Jacobsen der giver
en samlet indføring i Palle Nielsens værk. "Hvad er motivet
i 'Orfeus 1959', hvad er det indhold, som Palle Nielsen har på hjerte?
Hvad vil han os, og hvordan får han det gjort? Det er de spørgsmål,
der søges besvaret i det følgende, hvor vi vil se nærmere
på Palle Nielsens form, dvs. hans teknik og udtryksmidler, og hans
indhold, dvs. det budskab, han ønsker at formidle. Tilblivelsen
og udformningen af 'Orfeus 1959' vil blive beskrevet [...] Derudover vil
der være udblik til væsentlige arbejder før og efter
'Orfeus 1959'. Alt er illustreret med værker fra Vejle Kunstmuseums
samling." Centralt i bogen bringes gengivelser af samtlige 53 blade af
Orfeus og Eurydike. Første del.
Bogen udgives i forbindelse
med udstillingen Palle Nielsen. Orfeus og Eurydike. 50 år
på Vejle Kunstmuseum.
UDDRAG AF INDHOLD: Mesterens
værk (af Signe Jacobsen). Orfeus og Eurydike - første del.
Kuplen - en elsket form (af Gerda Svensson). Mennesket i Palle Nielsens
værk (af Ulrike Brinkmann).
Noter. Litteraturliste.
Illustrerede værker af Palle Nielsen.
UDGIVER:
Vejle Kunstmuseum
Flegborg 16, 7100 Vejle
Tlf: 75 72 31 99, fax:
75 72 31 35
E-post: vkm@vejle.dk
Internet: www.vejlekunstmuseum.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|