[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Japan - kultur og historie. Af Lars Vargö. 280 sider, 16 x 23,5 cm. Med 20 illustrationer. Pris kr 268,00 (ib.). Askholms Forlag. Udgivet 15/1 2009.

Oversættelse og dansk bearbejdning: Ib Askholm. Original: Japan. Makt och tanke (Carlsson Bokförlag, 2006).

Denne bog om Japan fortæller om landets udvikling - fra den japanske nations grundlæggelse til nutidens informationssamfund. Forfatteren skildrer, hvor markant de store verdensreligioner og kulturstrømninger gennem tiderne har påvirket landets befolkning, og hvorledes urgammel kultur stadig påvirker dagligdagen i det moderne Japan. Bogen beskriver uden omsvøb det spændingsfyldte og til tider smertefulde historiske forhold mellem Japan, nabolandene og de vestlige stater. Og forfatteren giver en række konstruktive bud på landets politiske og kulturelle fremtid.
Bogen beskriver et land som med sin lange og rige historie aldrig ophører med at vække omverdenens interesse. I årenes løb har indtrykkene af landet varieret, men det synes at have været en vedvarende opfattelse, hvor specielt det japanske samfund er. "Skønt landet har en relativt begrænset udstrækning, og geografisk set egentlig blot er en lidt isoleret øverden, så har Japan en meget kompliceret historie. Japan er på mange måder en af Jordens mest udviklede civilisationer, og bl.a. af den grund eksisterer der en mængde regler for social adfærd, indviklede sproglige konstruktioner samt en rigt facetteret religiøs verden. Japan kan ved første øjekast forekomme den fremmede at være en helstøbt og ensartet nation, men i virkeligheden er det en dybt varieret og på sæt og vis uudgrundelig stat. Eksempelvis er Japan formentlig det eneste land i verden, hvor borgerne benytter tre skriftsystemer. Det er også en af de få nationer, hvis indbyggere ganske ligefrem kan svare 'flere', når man spørger, hvilken religion de bekender sig til. Japan er endvidere et udpræget asiatisk land, samtidig med at Japan er et af de vigtigste og økonomisk mest betydningsfulde kapitalistiske lande. Forhåbentlig vil en del af denne kompleksitet og rigdom blive mere tilgængelig via denne bogs tekst"(fra Forord).
I denne indholdsrige og vidtfavnende bog knyttes den politiske magts historie sammen med Japans kulturelle og idéhistoriske arv. Bogen søger at bringe klarhed og overblik over den komplicerede japanske historie, med dens forskellige retninger inden for filosofi, religion og politisk tænkning.
Det er en fængslende rejse i tid og rum; fra shogunatets, bøndernes og samuraiernes tid til perioder med religiøse forandringer, krig og industriel udvikling. Idétraditioner og magtstrukturer blandt krigere, filosoffer og borgere analyseres. Hvordan har fx religion påvirket japaneren? Hvordan har magthierarkierne set ud, og hvordan virker de i dag? Hvorfra kommer selvmordstraditionen? Japan er også et land med problemer. Der foregik en gennemgribende økonomisk udvikling i 1990'erne, og Japan har haft et meget stort antal nyvalg. Forfatteren belyser også de historiske og kulturelle relationer mellem Japan og dets nabolande. Hvilken indflydelse har Japan, USA, Kina og de koreanske stater haft på hinanden?
"Nærværende bogs forfatter tør langtfra påstå, at han på alle måder og helt uddybende er i stand til at beskrive japansk tænkemåde. Den japanske kultur og historie er alt for rig og omfattende til at noget sådant lader sig gøre på et begrænset antal sider. Det centrale for mig har været at foretage nogle nedslag i japansk filosofi samt i den religiøse og politiske tænknings historie. Hensigten er at afdække mønstre og påpege fænomener, som er af central betydning, når man vil forsøge at tolke samt prøve at forstå såvel det historiske som det moderne Japan"(fra Indledning).
Lars Vargö er diplomat og forfatter. Han er den første som blev doktor i japanologi i Sverige (1982). Han taler, læser og skriver flydende japansk, og har også udgivet bøger på japansk. På svensk har han tidligere bl.a. udgivet Den falska stillheten (1992) - om japansk kultur- og idéhistorie, Japansk organisationskultur (1997), Icke brännbara sopor - japanska noveller (2000) og Japansk haiku, världens kortaste diktform (2003).

UDDRAG AF INDHOLD: Grundlæggelsen af den japanske nation. En japansk heltetid? Nara-perioden - den japanske stat tager form. Heian-perioden - adelens opkomst. Kamakura-perioden, krigeradelen tager magten. Ashikaga-Muromachi - de stridende stater. Lensherrer, samuraier og national afsondring. Edo-periodens tankeverden. Shogunatets opløsning og den nye Meiji-stat. Japansk politik i 1900-tallet og optakten til Anden Verdenskrig. Japansk politik i efterkrigsårene. Japansk forhold til omverdenen. Den svære forandring. Japan - et normalt land?
Japansk-dansk mini-leksikon. Epoker og dynastier. Supplerende liltteratur. Register.

UDGIVER:
Askholms Forlag
Tinderhøj Vænge 9, 2610 Rødovre
Tlf: 36 70 69 44, fax: 36 70 69 84
E-post: askholmbog@gmail.com

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk