[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
Anna Anchers pasteller. Af
Elisabeth Fabritius. 97 sider, 24 x 30 cm. Ill: 63 farvefotos. Pris kr
249,00. Forlaget Vandkunsten. Udgivet 2008.
Anna Ancher (1859-1935) regnes
blandt de ypperste af de skandinaviske kunstnere, der i 1880'erne udmærkede
sig som pastelmalere. "Anna Ancher var en af de kunstnere i Danmark, der
tidligst arbejdede med pastelmaleriet, da denne teknik med inspiration
fra Frankrig vandt ny popularitet sidst i 1800-tallet. [...] For Anna
Ancher var det afgørende at kunne give sine visuelle oplevelser
kunstnerisk form og udtryk. I 1880erne opdagede hun, at pastellen tillod
hende at gengive virkeligheden og lyset med større intensitet og
større farverigdom end nogen anden teknik. Måske var det
ligefrem pastelteknikken, der forløste hende kunstnerisk"(fra indledende
kapitel Pioner i dansk pastelmaleri).
Anna Anchers pasteller
repræsenterer en afgrænset, men særdeles markant del
af hendes kunst og har ikke tidligere været studeret eller publiceret
specifikt.
I kraft af primær
forskning og et tæt samarbejde med flere malerikonservatorer kan
Elisabeth Fabritius i bogen dokumentere Anna Anchers teknik, metode og
foretrukne farver. Det bringer os tættere end nogensinde før
på Anna Anchers kunstneriske intentioner - "arbejdet med denne bog
har overraskende vist, at Anna Anchers særpræg og kunstneriske
intentioner kommer tydeligere til udtryk i pastellerne end i hendes oliemalerier"(fra
Forord).
Bogen indledes med en
generel introduktion til Anna Anchers arbejde med pastelmaleriet.
Dernæst præsenteres
25 pasteller af Anna Ancher, som alle kan regnes for selvstændige
kunstværker. Bogen bringer helsides illustrationer af de enkelte
pasteller med beskrivende og forklarende tekst om bl.a. værkernes
baggrund og tilblivelse. Desuden data - herunder 'tekniske bemærkninger'
- vedrørende det enkelte værk.
Efter præsentationen
af Anna Anchers pasteller følger to kapitler om pastelkunsten og
om Anna Anchers farver og teknik. Først redegøres for pastellens
karakter og omtales nogle kunstneres brug af pastelteknik i 1800-tallet.
Derefter følger en grundig gennemgang af Anna Anchers farver og
opbygning af billeder. Hendes æske med franske pastelfarver er bevaret
i museet Michael og Anna Anchers Hus i Skagen. "Pastellen skylder
sit særpræg, at overfladen er tør og mat med en nærmest
fløjlsagtig karakter. I modsætning til oliemaling indeholder
pastel kun et minimum af bindemidel, så det er selve farven, lyset
reflekteres i, og derfor opleves den anderledes intenst"(fra Pastelkunsten).
Bogen afsluttes med
en biografisk oversigt ledsaget af gengivelser af et udvalg af Anna Anchers
oliemalerier. "Skagensmaleren Anna Ancher er en af Danmarks mest kendte
og elskede kunstnere. Hun er blandt de meget få, der overvandt de
vanskeligheder, som kvinder i hendes generation mødte, når
de ønskede uddannelse og en selvstændig karriere. Hendes
skæbne var en lykkelig undtagelse fra normen."
Bogen er udgivet i samarbejde
med Det kongelige Bibliotek.
UDDRAG AF INDHOLD: Pioner
i dansk pastelmaleri. Femogtyve pasteller (En gammel blind kone; Per Bollerhus;
Lektien gennemgås; Gammel hvilende kvinde; Kræn Wollesen bøder
garn; Sommersol foran skrædder Uggerholts hus; En pige plukker en
svane; Oplæsning for den lille patient; To kvinder; Sommeraften;
Lille pige i døren). Pastelkunsten. Anna Anchers farver og teknik.
Biografi. Litteratur. Personregister.
UDGIVERE:
Det Kongelige Bibliotek
Forlaget Vandkunsten
Lindgreens Allé
20 C, 2300 København S
Tlf: 32 97 14 74, fax:
32 96 12 74
E-post: info@forlagetvandkunsten.dk
Internet: www.forlagetvandkunsten.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|