| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
Kommunernes muligheder - energi
og klima. Af Søren Dyck-Madsen og Jette Hagensen. 55 sider, 21
x 29,5 cm. Ill: 42 farvefotos, 2 farvetegninger, 1 figur. Gratis (+ evt.
porto og gebyr kr 10,00). Det Økologiske Råd. Udgivet 2009.
Om kommunernes muligheder
for at skabe rammer og sætte gang i konkrete aktiviteter der reducerer
energiforbruget. Kommunerne er helt centrale aktører i arbejdet
for at spare på energien, og hæftet indeholder en række
forslag til hvad man kan gøre i kommunerne for at reducere energiforbrug
og udslip af drivhusgasser. Der sættes særligt fokus på
samarbejdsprocesser og hvordan man får tingene til at ske - den
tekniske viden findes nemlig i høj grad i dag.
"Kommunerne har både
mulighed og ansvar for at sætte forandringer i gang, der kan vende
udviklingen på energi- og klimaområet. Et godt sted at starte
er de kommunale samarbejdsrelationer. [...] Dernæst er der en række
beslutninger, hvor klimahensyn må indarbejdes konsekvent"(fra Resumé).
Hæftet sætter
fokus på at kommunerne kan styrke deres indsats ved at se på
deres egen organisation i nyt lys pga. den nye klimapolitiske situation.
Det er vigtigt at inddrage alle relevante medarbejdere i energi- og klimaindsatsen
bl.a. ved at påskønne medarbejdernes kreativitet, fx ved
at komme med opfordringer til at overveje hvordan deres opgaveudførelse
kan tjene mindst to formål. Et eksempel er en klimavenlig kostpolitik
- der både reducerer CO2 udledning og er en sundhedsmæssig
fordel.
Endvidere fremhæves
at kommunerne skal samtænke energibesparelser i bygningerne med
udvikling af energisystemet, fx ved at udbygge fjernvarmen og samtidig
ændre prisstrukturen på fjernvarmen og ved at gøre
det billigere at bruge strøm uden for spidslastperioden.
Kommunerne kan også
med fordel markedsføre energibesparelser som tillige medfører
fordele som forbedret indeklima og bedre indlæringsevne hos børn.
Der findes undersøgelser som viser at den samlede værdi af
disse ikke-energi og ikke-klimamæssige fordele i mange tilfælde
er større end de direkte energimæssige fordele. I hæftet
fremhæves oplagte muligheder for at reducere energiforbruget og
samtidig opgradere skolernes indeklima ved at energirenovere og etablere
ventilation og varmegenvinding.
Hæftet beskriver
i overskuelig form kommunernes muligheder og indeholder en lang række
forslag inden for alle mulige områder - bl.a. igangsættelse
af systematisk energirenovering af bygninger, udnyttelse af nye muligheder
for finansiering, forbedring af samarbejdet mellem politikere og forvaltning,
formulering af ambitiøse energi- og miljøkrav ved udbud
i forbindelse med byggeri, udarbejdelse af en strategisk energiplan der
kan skabe en samlet energiplanlægning, gennemgang af konkrete krav
til indkøb for at se om de er tidssvarende, iværksættelse
af borgerrettede kampagner for korrekt opvarmning og begrænsning
af energiforbrug, revurdering af varmeplaner og omlægning af naturgasområder
til fjernvarme eller varmepumper, undersøgelse af muligheder for
og økonomien i udbygning af vedvarende energi, gennemførelse
af forbedringer for cykelparkering ved stationer og busstoppesteder, planlægning
af udskiftning af kommunale biler til elbiler eller hybrid biler, indførelse
af principper om klimahensyn i den offentlige bespisning.
Og mange steder i hæftet
omtales konkrete eksempler på kommunale initiativer - i bl.a. Solrød,
Esbjerg, Skanderborg, København, Frederikshavn, Sønderborg,
Middelfart - og på Samsø.
Hæftet er tænkt
som inspiration til såvel embedsfolk som politikere i kommunerne
og andre med interesse for det lokale energi- og klimarbejdes bidrag til
at vende udviklingen på energi- og klimaområdet.
Hæftet kan frit
downloades fra Det Økologiske Råds hjemmeside: http://www.ecocouncil.dk/download/091110_kommune.pdf
UDDRAG AF INDHOLD: Resumé.
Samme livskvalitet med det halve energiforbrug. Kommunernes økonomi.
Den kommunale forvaltning og samarbejdet med politikere, virksomheder
og borgere. Den politiske kamp mellem energi og klima og det sociale område.
Energi- og klimaindsatsen i kommunerne. Kommunen som planlægningsmyndighed.
Grøn indkøbspolitik på alle niveauer. Forsyningsvirksomhed
og kommunal indflydelse. Fjernvarmen - store potentialer for optimering.
Kommunal planlægning af og investering i ny vedvarende el-produktion.
Finansiering og partnerskaber. Transport - den store udfordring. Kommunernes
muligheder på landbrugsområdet. Bedre klima-madvaner i kommunerne.
Vand, kloak og affald. Synliggørelse af energiforbrug og klimapåvirkning.
Eksempler på tiltag i kommuner. Noter.
UDGIVER:
Det Økologiske
Råd
Blegdamsvej 4 B, 2200
København N
Tlf: 33 15 09 77, fax:
33 15 09 71
E-post: info@ecocouncil.dk
Internet: www.ecocouncil.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|