| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
Når regnen falder forkert
- Etiopiens kamp mod klimaforandringerne. Af Malene
Haakansson. 143 sider, 14,5 x 22 cm. Ill: 22 fotos, 3 figurer, 4 kort.
Pris kr 199,00. Informations Forlag. Udgivet 11/11 2009.
Bogen giver et indblik i konsekvenserne
af klimaforandringerne for befolkningen i et af verdens
fattigste lande. I Etiopien handler klimaforandringerne om overlevelse
for millioner af fattige mennesker. Temperaturen stiger, og regnen falder
ikke længere som den plejer. Den er blevet mere ustabil eller falder
slet ikke. Den kommer ikke til tiden, og når den endelig kommer
er regnperioden kortere og mere intens. Afgrøder bliver ødelagt
eller kan ikke nå at modne. Nogle steder udebliver regnen helt eller
kommer i meget små mængder.
Forandringerne i klimaet
forværrer den situation som den fattige befolkning i forvejen står
i. Bønder og hyrdefolk som lever på et eksistensminimum får
sværere og sværere ved at klare sig, fordi høsten slår
fejl, deres dyr dør af tørst og sult eller deres jorde oversvømmes.
"I denne bog vil jeg
give et indblik i, hvilke konsekvenser klimaforandringerne har for et
land som Etiopien, og hvorfor vi i Vesten bliver nødt til at ændre
vores måde at leve på. Det er vores livsstil og høje
udviklingsniveau, som er skyld i det forandrede klima. Den industrialiserede
verden har bidraget mest til den globale opvarmning ved at afbrænde
fossile brændstoffer som kul, olie og naturgas, men det er udviklingslandene,
der bestaler prisen i form af et hastigt forandret klima, som rammer de
fattigste hårdest. I knap et år vil jeg følge en ganske
almindelig etiopisk families kamp mod det forandrede klima. Ved at zoome
helt ind på de menneskelige konsekvenser af klimaforandringerne
håber jeg på at kunne give nyt liv til klimadebatten og en
forståelse for, at klimaforandringerne handler om overlevelse for
millioner af fattige mennesker, og at det er os i den rige del af verden,
som indirekte har indflydelse på deres liv"(fra indledende kapitel).
Malene Haakansson tager
læseren med ud i landsbyen Kone i det nordlige Etiopien og skildrer
tilværelsen her. I bogen giver Malene Haakansson en fattig etiopisk
familie en stemme i klimadebatten. Hvad ved, føler og tænker
de om klimaforandringerne? Hvordan overlever de? Malene Haakansson har
fulgt familien Kassa i det etiopiske højland i et år - fulgt
deres årshjul for dyrkning af afgrøder og markarbejde og
deres daglige kamp for mad på bordet. Vi får et særligt
indblik i de hårde vilkår, men også i deres store børns
drømme og håb for fremtiden.
Andre kapitler i bogen
beskæftiger sig med klimaforandringernes konsekvenser for afrikanske
lande. "I FN's klimapanes 4. Statusrapport vurderer eksperterne, at høstudbyttet
kan blive reduceret med op til 50 procent i 2020 i nogle afrikanske lande.
Klimaforandringerne vil sandsynligvis reducere vækstperioden for
afgrøder og tvinge store regioner med marginalt landbrug til at
opgive produktion. Tørre og semi-tørre områder i Afrika
vil vokse med fem til otte procent." Klimaforandringerne vil også
bidrage til at forværre forskellige sygdomme i Afrika, og vil påvirke
værdifulde økosystemer som befolkningen er dybt afhængige
af. Nogle af bogens kapitler redegør for situationen i hele Etiopien
- der er et eksempel på hvordan klimaforandringerne rammer Afrika.
Temperaturstigning og udsving i regnmængden skaber mange problemer
i Etiopien. "Det går hårdest ud over småbønderne,
som er totalt afhængige af, at regnen falder på det rigtige
tidspunkt og i de rigtige mængder, og hyrdefolkene, som lever i
de i forvejen tørkeramte områder, som får mindre og
mindre regn. Flere steder har hyrderne allerede skiftet kvæget ud
med geder og dromedarer, som bedre kan udholde de lange tørkeperioder.
Men når der ikke engang er nok vand til, at dromedarerne kan overleve,
hvilke dyr kan hyrdefolket så holde under de ekstreme vejrforhold?"(fra
Etiopiens klimaudfordringer). Siden 80'erne er tørke og
sult i Etiopien blevet en kronisk tilstand som rammer millioner af mennesker
hvert eneste år - og endnu flere når høsten slår
fejl. "Den kroniske sult er altoverskyggende i Etiopien, som er verdens
tredjemest underernærede land efter Indien og Bangladesh. I Afrika
indtager Etiopien en førsteplads af lande, som har den højeste
underernæring generelt"(fra Klimaforandringer giver tomme maver).
Bogen rummer også
interview med relevante myndigheder og jordbrugs- og klimaforskere i Etiopien.
Og den fortæller om de internationale klimaforhandlinger som foruden
reduktion af CO2-udledninger også handler om kompensation fra de
rige lande, og om projekter der kan hjælpe befolkningen i de fattige
lande med at tilpasse sig klimaforandringerne. "Imens en klimaaftale,
der tager hensyn til de fattige i udviklingslandene, lader vente på
sig, bliver fødevaresituationen i Etiopien værre og værre."
Bogen er illustreret
med fotografier af Mikkel Østergaard.
Malene Haakansson (f.
1975) er journalist. Har været ansat hos Folkekirkens Nødhjælp
siden 2003, først som advocacymedarbejder, siden september 2008
som klimamedarbejder i Etiopien. Forfatter til bogen Det værste
er at dø i stilhed. Stemmer fra Darfur (2007).
UDDRAG AF INDHOLD: Et spørgsmål
om overlevelse. Hvor bliver regnen af? Den globale opvarmning. Etiopiens
klimaudfordringer. Mad til syv måneder. Klimaforandringer giver
tomme maver. Kassas familie hænger i. De er ligeglade med os. Etiopien
skal erklære undtagelsestilstand. Vi har ingen magt. Vores ansvar.
Landefakta - Danmark/Etiopien.
Links til dokumenter og web-sider. Noter.
UDGIVER:
Informations Forlag
Store Kongensgade 40
C, 1264 København K
Tlf: 33 69 60 07, fax:
33 69 60 18
E-post: forlag@information.dk
Internet: www.informationsforlag.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|