| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
Valg og demokrati i den tredje
verden. 126 sider, 15,5 x 21,5 cm. Med 5 illustrationer. Pris kr 100,00.
Tidsskriftet Politica. Udgivet 2009. (Temanummer af Politica 2009 nr 3)
Dette temanummer af Politica
indeholder bidrag om demokratiseringsudviklingen i en række lande
i den tredje verden. Temanummeret lægger sig i forlængelse
af et tidligere nummer om Demokratisering - hvorfor, hvordan, hvornår?
(Politica 1994 nr 3), idet der er "mere fokus på demokratiudviklingen
efter overgangen til en form for elektoralt ('minimalistisk') demokrati
snarere end selv transitionsperioden. For det andet er der tale om nye
casestudier"(fra indledning).
I det første
bidrag viser Lise Rakner og Lars Svåsand hvordan de politiske magthavere
i Malawi og Uganda har forsøgt at udnytte administrative og legale
virkemidler til at (gen)vinde valg. I lang tid før et valg kan
konkurrenceforholdene gøres ulige, og efter et valg kan elementer
i valgprocesserne bruges til at forhindre oppositionen i at styrke sin
position. Disse teknikker blev udnyttet af præsident Museveni i
Uganda før valget i 2006 og af præsident Mutharika
i Malawi efter valget i 2004 for at sikre deres politiske initiativers
gennemslagskraft.
Derefter viser Ragnhild
L. Muriaas at det store sydafrikanske regeringsparti, ANC, også
spiller en altdominerende rolle på lokalt plan hvor partiet godt
nok tolererer opposition, men også påvirker den institutionelle
ramme til egen fordel. "Det lokale demokrati i Sydafrika giver oppositionen
en reel mulighed for at konkurrere om politiske poster, men meget tyder
på, at ANC kæmper med alle klør for at holde på
sin magt. Men dog for det meste med midler, som er demokratisk acceptable."
I den tredje artikel
diskuterer Johanna Söderström på baggrund af en række
fokusgruppeinterview hvorvidt ekskombattanter fra borgerkrigen i Liberia
deltager i landets nylige demokratiseringsproces og opfatter den som legitim.
Konklusionerne peger på problemer med valgenes legitimitet som vil
kunne få langtidseffekter på den demokratiske konsolidering
i Liberia, mens der på andre områder - ikke mindst med hensyn
til stemmekøb - ses en mere positiv udvikling.
I det sidste casestudie
analyserer Michael Seeberg hvorfor Mongoliet har klaret sig markant bedre
end de andre postkommunistiske lande i Centralasien. Han når frem
til at udpege en særegen kombination af nomadekultur og klanpolitik
som den væsentligste forklaring. Mongoliet er kommet ind på
et demokratisk lovende spor siden uafhængigheden i 1991, mens de
fem centralasiatiske tidligere sovjetrepublikker - Kasakhstan, Kirgisistan
Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan - alle er blevet eller forblevet
autokratiske.
Temanummerets afsluttende
artikel er skrevet af Agness Cornell. På baggrund af en omfattende
statistisk analyse konkluderer hun at demokratibistand primært har
en positiv virkning på demokratiniveauet i autokratiske regimetyper
der har stabile politiske institutioner og en lang tidshorisont. I militærregimer
- som ofte er både ustabile og mangler politiske institutioner der
fungerer - har demokratibistand ingen virkning på den demokratiske
udvikling.
"De fire casestudier
af valg og demokrati demonstrerer, at et fokus på de særlige
forhold i konkrete situationer i individuelle lande kan føre til
interessant og velunderbygget indsigt. I sidste ende er sigtet fortsat
at nå frem til generelle udsagn om, hvad der kan forklare for eksempel
demokratiudviklingen i et bestemt land. De konkrete begivenheder og processer
- som de fremstår efter detaljerede og grundige studier af få
cases - er vigtige som grundelementer i en argumentationskæde. Det
samme gælder statistiske studier som den sidste artikel om demokratibistandens
virkninger. De bidrager dog med en anden form for viden, som bygger på
analysen af et større antal cases og derfor har et mere umiddelbart
generaliseringspotentiale. Begge tilgange er nyttige og kan - og bør
- spille sammen med henblik på at frembringe en større forståelse
af valg og demokratisering i den tredje verden"(fra indledning).
UDDRAG AF INDHOLD: Valg og
demokrati i den tredje verden (af Jørgen Elklit og Svend-Erik Skaaning).
Valgets politikk: betydningen av administrative og legale virkemidler
for å beholde makten i Malawi og Uganda (af Lise Rakner og Lars
Svåsand). ANC og makkkonsentrasjon i Sør-Afrika: åpner
lokaldemokratiet for maktdeling? (af Ragnhild L. Muriaas). Valerfarenheter
bland f.d. kombattanter: en ny syn på demokrati i Liberia? (af Johanna
Söderström). Mongolske mirakler og centralasiatiske skuffelser:
nomadekultur, klanpolitik og den 16. republik (af Michael Seeberg). Demokratibistånd,
politiska regiemr och demokratisk utveckling (af Agness Cornell). Når
administrativ inddeling påvirker politisk adfærd: strukturreformen
og lokal stemmeadfærd ved kommunalvalget i 2005 (af Morten Jakobsen).
Anmeldelser. Abstracts.
UDGIVER:
Tidsskriftet Politica
Institut for Statskundskab
Bartholins Alle 331,
8000 Århus C
Tlf: 89 42 12 53, fax:
86 13 98 39
E-post: politica@ps.au.dk
Internet: www.politica.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|