[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Bedre beslutninger i skolen. 2. udgave. Af Per Byrge Sørensen og Steen Dam. 247 sider, 17 x 24 cm. Ill: 3 figurer. Pris kr 298,00. Dafolo Forlag. Udgivet 2009.

2. udgave er ajourført med de ændringer i lovgivning og praksis, der er sket til og med sommeren 2009.

Bogen anviser hensigtsmæssige handlemåder i de mange situationer i skolens hverdag, hvor det er vigtigt at træffe den rette beslutning straks, så risikoen for konflikter minimeres. Bogen indeholder en 'værktøjskasse', der belyser, hvordan der træffes bedre beslutninger, som tilgodeser både menneskelige hensyn og lovgivningsmæssige og pædagogiske principper.
Bogen tager udgangspunkt i hverdagens konkrete problemstillinger af juridisk karakter. Som eksempler kan nævnes: En elevs velfærd er truet - hvilke pligter har skolen og dens ansatte med hensyn til underretning? Hvornår stiller tavshedspligten sig i vejen for at give oplysninger fra sig? Er LærerIntra et frirum for lærerne, eller har forældre og elever ret til at se i f.eks. teamets logbøger? Kan skolens ansatte skrive læserbreve, hvor de kritiserer skolen eller kommunalbestyrelsen? Kommunen hyrer et konsulentfirma til at undersøge samarbejdsforholdene på skolen - hvordan kan og skal skolens ansatte forholde sig til det? Hvilke rettigheder og pligter har de?
Bogen giver svar på disse spørgsmål og mange andre. Den peger på løsninger og handlemuligheder, som er holdbare - ikke blot juridisk, men også i den praktiske hverdag.
Bogens første del består af en række temaartikler. De belyser udvalgte problemstillinger, som har en vis aktualitet. Dernæst følger en opslagsdel. I denne del beskrives forholdsvis kortfattet en række begreber og udsagn, som bruges om ikke dagligt så jævnligt, når en problemstilling skal løses, eller når en beslutning skal træffes.
Bogen er et værktøj, som hjælper skoleledere, tillidsrepræsentanter, andre af skolens ansatte samt rådgivere i organisationer til at navigere sikkert gennem hverdagens beslutninger. "Bogen skal bruges som en hjælp til at kvalificere beslutningerne. Bogen skal anvise hensigtsmæssige måder at handle på, og den skal sætte nogle advarselslamper op, hvor der er risiko for at falde i. Skolen skal leve op til de mangfoldige krav, som lovene stiller. Det gælder såvel de fagligt-pædagogiske krav som de forvaltningsretlige. Men paragraffer er ikke altid det optimale værktøj. Derfor anviser vi også andre handlemuligheder, som er velegnede til at løse en situation. Det kan være vedrørende den pædagogiske indsats over for elever, som kører skævt. Eller det kan være kollektive og individuelle refleksioner over egen praksis. Herved giver vi bogens brugere en værktøjskasse, hvor de alt efter situationen kan få flere tilgange til et problem, fx en juridisk tilgang, en pædagogisk tilgang, en konflikthåndterende tilgang eller en dialogbaseret tilgang"(fra Forord).
Per Byrge Sørensen, cand.jur., underviser ved Center for Offentlig Kompetenceudvikling. Er desuden konsulent i offentlig administration og ledelse. Har tidligere bl.a. været kommunaldirektør, først i Maribo og senere i Hvidovre.
Steen Dam er konsulent i Danmarks Lærerforening. Har som primært arbejdsområde medlemmernes retssikkerhed. Underviser i forvaltningsret på Center for Offentlig Kompetenceudviklings grunduddannelse for skoleledere. Er læreruddannet og har tidligere arbejdet som lærer og øvelsesskolelærer i Holbæk Kommune og som afdelingsleder for undervisning og folkeoplysning i Dragør Kommune.

UDDRAG AF INDHOLD: Aktuelle temaer. Skolens hjemmeside. Nationale test. Persondata. Aktindsigt. Partens aktindsigt. Skolens tilsyn. God orden i skolen. Elevadfærd på internettet. Specialpædagogisk bistand. Forældremyndighed. At håndtere kritik. Personalesagen. Ytringsfrihed. Meddeleret. Tavshedspligt. Lydighedspligt. Loyalitetspligt. Værdighedskravet. Når chefen er utilfreds. Eksterne konsulenter i skolen. Inhabilitet. Opslagsord.
Retskilder m.m. Litteratur. Stikord.

UDGIVER:
Dafolo Forlag
Suderbovej 22-24, 9900 Frederikshavn
Tlf: 96 20 66 66, fax: 98 43 13 88
E-post: dafolo@dafolo.dk
Internet: www.dafolo-online.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk