[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

LP-modellen. Læringsmiljø og pædagogisk analyse. Red.: Ole Hansen og Thomas Nordahl. 107 sider, 17 x 24 cm. Ill: 8 fotos, 7 tegninger, 2 figurer. Pris kr 220,00. Dafolo Forlag. Udgivet 2009.

Denne antologi handler om LP-modellen - Læringsmiljø og Pædagogisk analyse - der er en pædagogisk analysemodel baseret på systemteori og forståelse af læringsmiljøets betydning for elevernes personlige, sociale og faglige udvikling. Den pædagogiske forskning er anvendt direkte i modeludviklingen. "LP-modellen er således et svar på de pædagogiske konsekvenser, som kan uddrages af den senere tids forskning i læringsmiljøets betydning for elevernes udvikling. LP-modellen giver ikke konkrete redskaber til at tackle de enkelte udfordringer for lærere i skolehverdagen, men som analysemetode giver den en større forståelse af de faktorer, som udløser, påvirker og opretholder adfærds- og læringsproblemer i skolen. Erfaringerne viser, at den større forståelse for de opretholdende faktorer gør det nemmere at finde pædagogiske strategier, der virker. LP-modellen skal anvendes systematisk. Der lægges vægt på, at lærerne skal have fokus på interaktionen mellem eleven og omgivelserne og sammen med dette også se kritisk på egen undervisning og klasseledelse"(fra indledende artikel).
Gennem systematisk anvendelse af en arbejdsmodel for læringsmiljø og pædagogisk analyse opnår skolerne større fagligt udbytte for alle elever i skolen, relativt øget selvværd i forhold til skolearbejde for alle elever i skolen, samt mindsket udskilning af elever fra den almindelige undervisning. "LP-modellen repræsenterer et princip om, at god undervisning forudsætter, at læreren er opmærksom på og i stand til at analysere en række faktorer i læringsmiljøet og ikke mindst er i stand til at omsætte disse analyser til god undervisningspraksis. LP-modellen henviser således til en systemteoretisk baggrund: Klasserummet og skolen opfattes som et komplekst socialt system med sammenhæng mellem alle de faktorer, der tilsammen udgør det såkaldte læringsmiljø. Undervisningen har derfor først og fremmest effekt i forhold til at påvirke, stimulere og forandre det samlede læringsmiljø. Det opmuntrende er, at LP-modellens grundlæggende princip - nemlig at læreren skal forholde sig analytisk til læringsmiljøet, og derfor skal se dette læringsmiljø i sin komplekse sammenhæng, at god undervisning karakteriseres ved en helhedstilgang til læringsmiljøet, og at det hele tiden gælder om at have en ambition om at finde ud af, hvad der virker hvor og hvorfor - at hele dette princip med stor hastighed breder sig i den norske og danske skoleverden"(fra indledende artikel).
LP-modellen er udviklet i Norge på basis af evidens af den ene af denne bogs redaktører og bidragydere, professor Thomas Nordahl. LP-modellen er ved at blive implementeret i Danmark under ledelse af projektchef Ole Hansen, University College Nordjylland, som er denne bogs anden redaktør. LP-modellen er det største samlede skoleudviklingsprojekt i dansk skolehistorie; i 2009 deltager 272 skoler.
Antologien er blevet til på baggrund af den første nordiske konference om LP-modellen i oktober 2008. Konferencens navn var LP-modellen. Læringsmiljø og Pædagogisk Analyse. Forskningsbaseret viden - vi gør det, der virker.
Bogen indeholder bidrag fra Lars Qvortrup, Thomas Nordahl, Ole Hansen, Marianne Jelved, Niels Egelund, Ine Eriksen Søreide, Bengt Persson og John Visser.
Ole Hansen er projektchef på University College Nordjylland, hvor han er ansvarlig for implementeringen af LP-modellen i Danmark.
Thomas Nordahl er professor i pædagogik ved Høgskolen i Hedmark og arkitekten bag LP-modellen.

UDDRAG AF INDHOLD: Læringsmiljø og pædagogisk analyse - et værktøj baseret på forskning (af Ole Hansen og Thomas Nordahl). De skolepolitiske udfordringer. LP-modellen og udfordringer for den danske skole (af Marianne Jelved). Utfordringer i den norske grunnopplæringen (af Ine Eriksen Søreide). Udfordringer knyttet til analysemodellen. Resultater og utfordringer i skolen og i arbeidet med LP-modellen (af Thomas Nordahl). Pædagogisk ledelse - LP-modellen og skoleledelse (af Lars Qvortrup). LP-modellen - i en international sammenhæng (af Niels Egelund). Den specialpædagogiske udfordring. Specialpædagogiske udfordringer i Sverige - i lyset af den norske LP-model (af Bengt Persson). Almindelige skoler og udfordrende adfærd (af John Visser).

UDGIVER:
Dafolo Forlag
Suderbovej 22-24, 9900 Frederikshavn
Tlf: 96 20 66 66, fax: 98 43 13 88
E-post: dafolo@dafolo.dk
Internet: www.dafolo-online.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk