[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Som at tilstå et mord. Darwin & idéen der forandrede verden. Af Hanne Strager. 208 sider, 15,5 x 23 cm. Ill: 77 fotos (56 i farver), 12 tegninger og figurer, 3 kort. Pris kr 249,00. Gyldendal. Udgivet 6/2 2009.

I denne bog fortæller Hanne Strager om alle de brikker, Darwin samlede sammen til det store puslespil om livets udvikling. Samtidig fører hun læseren up to date med de opdagelser, som er gjort efter Darwins tid, og som gør evolutionsteorien til en af nutidens bedst underbyggede, videnskabelige teorier.
"Få mennesker har haft så stor indflydelse på vores tankegang og på vores opfattelse af menneskets rolle i verden som han. Evolutionsteorien ændrede med et slag vores orientering og ståsted fra et religiøst forankret verdensbillede med mennesket i centrum til et rationelt, videnskabeligt verdensbillede, hvor mennesket var en del af naturen"(fra Forord).
Bogen fortæller om Darwins liv, om hans observationer af små og store dyr, af planter og fossiler på den lange rejse med Beagle og årene i Downe i England. Den fortæller om den tvivl, der tidligt voksede i ham, og hvordan en anderledes skabelsesberetning efterhånden overtog Biblens i hans tanker. Den fortæller om, hvordan han langsomt samlede flere og flere brikker til det puslespil, han lagde om arternes oprindelse.
Darwin vidste godt, at hans evolutionsteori ville forandre verden fuldstændig. "Det føles som at tilstå et mord" skrev han i 1844 til en ven, da han for første gang bekendte at han ikke længere mente, at arterne kunne være skabt uforanderlige, én gang for alle.
Fremstillingen følger Darwins opdagelser og erkendelser der førte til Arternes oprindelse ved naturlig selektion. Således hans erkendelse af at bittesmå, gradvise ændringer kunne forårsage enorme forandringer, hvis der var tilstrækkelig med tid til rådighed. Og erkendelsen af at Jorden måtte være mange, mange millioner år gammel. "To andre centrale erkendelser var kommet til ham efter rejsens afslutning. Den ene var, at der inden for hver eneste art findes en næsten uendelig variation. Den anden var, at selv om alle arter producerer et stort overskud af afkom, vil kun de færreste overleve." Darwin var ikke længere i tvivl om, at arter forandrede sig, og at der undertiden skabtes nye arter; det springende punkt var, hvordan det foregik. "Det sker helt af sig selv, indså han, ved en mekanisme, som han kaldte naturlig selektion. At det sker af sig selv, at det ikke kræver nogen forudbestemt plan, og at det er umuligt at sige, hvilken retning udviklingen eller evolutionen tager, er måske det mest kontroversielle i hele Darwins teori. Naturlig selektion virker på den måde, at selv om typen og mængden af varianter er tilfældig, vil det ikke være tilfældigt, hvad der klarer sig bedst blandt de uendeligt mange varianter, der findes inden for enhver art i naturen."
I bogen fortælles om Darwins videre arbejde med dokumentationen bag evolutionsteorien. Der berettes om udgivelsen af Arternes oprindelse og om modtagelsen af den - og om hvordan bogen skabte opsigt i datiden.
Sidste del af bogen omtaler bl.a. den nyere tids fund af tidlige menneskefossiler, og belyser betydningen af opdagelser inden for genetik og DNA. "Da 'On the Origin of Species' udkom i 1859, præsenterede den en allerede gennemtænkt og sammenhængende teori, men som Darwin også selv gjorde opmærksom på, manglede en stor del af bevismaterialet. I dag 150 år efter udgivelsen kan vi konstatere, at evolutionsteorien er særdeles solidt funderet på både geologiske og biologiske vidnesbyrd. Der er først og fremmest fundet et væld af fossiler, der bekræfter, at mange af de mellemformer, missing links, som Darwin vidste måtte have eksisteret, også var der. Og det fællesskab mellem alle arter, som er en følge af Darwins idéer om fælles stamformer, er veldokumenteret i sammenligninger mellem forskellige arters bygning og DNA"(fra Forord).
Der afsluttes med lidt om kreationisme og intelligent design.
"Darwins evolutionsteori har ændret vores verdensbillede. På samme måde som Kopernikus og Galilei påviste, at Jorden ikke var verdens centrum, som alt andet drejede rundt om, påviste Darwin, at mennesket blot var én art blandt Jordens mange andre arter - at vi var en del af naturen. Det gjorde ikke pillen nemmere at sluge for hans modstandere, at han samtidig argumenterede for en helt simpel mekanisme, naturlig selektion, der overflødiggjorde en gud som den skabende kraft. Begge dele har medført kraftig modstand fra især stærkt religiøse kredse, og gør det stadig. Paradoksalt nok er reaktionerne imod evolutionsteorien ikke aftaget i takt med, at dokumentationen for den er øget kolossalt gennem de sidste 150 år. Især i USA har modstanden mod evolutionsteorien og især det, at den indgår som en del af undervisningen i skolerne, affødt mange reaktioner, der flere gange er kulmineret i retssager"(fra sidste kapitel).
I sidste kapitel fortælles om nogle af disse retssager - med korte uddrag af nogle af deres temmelig underholdende dialoger. Den seneste, store retssag fandt sted i Harrisburg, Pennsylvania i 2005. "Dommen var et knusende nederlag for intelligent design. Af dommen fremgik det, at intelligent design ikke er videnskabeligt baseret, men er en rent religiøs konstruktion."
Bogen udgives i anledning af at det i 2009 er 150 år siden at Charles Darwin offentliggjorde sin evolutionsteori i bogen Arternes oprindelse ved naturlig selektion. Samtidig er det 200-året for Darwins fødsel. Udgivelsen af bogen fulgtes med åbningen af den store, permanente udstilling Evolution som kan ses på Zoologisk Museum.
Hanne Strager er biolog og formidlingschef ved Statens Naturhistoriske Museum.

UDDRAG AF INDHOLD: Forgængerne. Nøglen til fortiden. Gådefulde knogler. "Der er noget med øer..." Så ens og dog så forskellige. Bedre end en hund. Livets love. Det store værk. Missing links. Den sidste brik. Evolution for viderekomne. Evolution, kreationisme og intelligent design.
Noter. Litteratur. Stikordsregister.

UDGIVER:
Gyldendal
Klareboderne 3, 1001 København K
Tlf: 33 75 55 55, fax: 33 75 56 22
E-post: information@gyldendal.dk
Internet: www.gyldendal.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk