[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Biskop i grænselandet. Theodor Kaftan 1847-1932. Af C.C. Jessen. 453 sider, 16,5 x 24,5 cm. Ill: 33 fotos. Pris kr 248,00 (ib.). Historisk Samfund for Sønderjylland. Udgivet 2009.

En biografi om biskop Theodor Kaftan og hans indsats for det kirkelige liv i Slesvig.
Fra 1864 til 1920 var folkekirken i Sønderjylland en del af den slesvig-holstenske landskirke. Gennem 31 år var Slesvig stift, som hele det nuværende Sønderjylland hørte til, ledet af biskop Theodor Kaftan. Fra 1886 til 1917 var præstesønnen fra Løjt med titlen generalsuperintendent den tilsynsførende med menighederne i Nord- og Sydslesvig. Dermed er han den centrale skikkelse, når man vil beskrive det kirkelige liv i perioden.
Kaftan tumlede med grænselandsproblematikken straks fra sin tiltrædelse. Den prøjsiske regering skærpede sin politik på det kulturelle og kirkelige område, især vd sprogforordningen fra 1888, der dekreterede en germanisering af skolen med konsekvenser også for kirken. Bogen beskriver, hvordan det lykkedes Kaftan at holde sammen på kirken på trods af truslerne fra staten og de aggressive politiske kræfter. Han opdagede hurtigt, at den største udfordring var at bevare kirken i uafhængighed af det politiske pres og at sikre den svære balance mellem de danske menigheder og de tyske præster. Kaftans besindige administration er en væsentlig forudsætning for, at folkekirken overlevede, med dansk gudstjeneste og dansk salmebog og et levende, mange steder yderst velbesøgt kirkeliv.
I de senere år fik han ry som kirkeleder langt ud over det lokale. Gennem sit forfatterskab og sin deltagelse i det mellemkirkelige arbejde blev han pioner som økumenisk teolog, ligesom han fik en central rolle som rådgiver i genopbygningen af de tyske kirker efter statskirkens sammenbrud efter verdenskrigen. Theodor Kaftan fik således også betydning uden for Slesvig i kraft af et vidtstrakt netværk, der også omfattede nære forbindelser til blandt andet den svenske kirke.
Bogen om Kaftan er en kirkehistorisk biografi , der kan læses af alle historisk og kirkeligt interesserede.
C.C. Jessen (f. 1941) er cand.theol. og har været præst i folkekirken i fyrre år.

UDDRAG AF INDHOLD: Baggrund og barndom. Læreår. Kapellanen i Kappel - andenpræsten i Aabenraa. Mellemspil i Slesvig og i Tønder 1880-86. Generalsuperintendenten. Biskoppens bøger. Kaftans kirkesyn - de fire kapitler om landskirken. Rejserne. Krigen - de sidste år i Slesvig. I sammenbruddets tegn. Kaftan og den lutherske økumenik. Sidste runde - Sønderjylland efter krigen.
Epilog. Noter. Litteraturliste. Personregister.

UDGIVER:
Historisk Samfund for Sønderjylland
Haderslevvej 45, 6200 Aabenraa
Tlf: 74 62 46 83
E-post: hssdj@hssdj.dk
Internet: www.hssdj.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk