[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Menneskesyn - historisk arv og fortsat aktualitet. Af Jan-Olav Henriksen. 219 sider, 15,5 x 22,5 cm. Pris kr 249,00. Forlaget Klim. Udgivet 30/6 2009. (Pædagogik Til Tiden)

Oversat af Ib Høy Hansen efter den norske original: Menneskesyn - historisk arv og varig aktualitet (2005).

Denne bog er en rejse i europæisk idehistorie og forskellige menneskesyn. Den åbner for en refleksion over, hvem mennesket er, og hvad der er det vigtigste i menneskelivet. Vi bliver udfordret til at tage stilling både til egne opfattelser og til værdier i samfundet. Tænkere og traditioner gennem historien udgør baggrunden. "Ethvert menneskesyn kan lære os noget om hvad andre mennesker anser eller har anset for at være vigtige sider ved det at leve. Indsigt i andre menneskers syn på, hvad det er at være menneske, kan derfor lære os noget om dem, men det kan også lære os noget om os selv. Når vi møder andres menneskesyn, bliver vores eget syn derfor udfordret og sat på prøve. Dette er i sig selv en god ting, fordi det dermed kan skabe en form for tydeliggørende forståelse"(fra Introduktion).
Første del af bogen præsenterer to vigtige traditioner for menneskesyn i den vestlige kultur i dag. Først drejer det sig om den antikke græske filosofis tanker om mennesket - fra Sokrates og frem til stoikerne. Det jødisk-kristne menneskesyn i noget af dets mangfoldighed udgør det andet materiale, som bliver præsenteret i bogens første del. Forfatteren lægger vægt på at vise mangfoldigheden i dissse traditioner - men forsøger tillige at vise, hvordan den arv, de repræsenterer, fortsat har aktualitet.
"Med fremkomsten af det moderne samfund, som det udvikler sig efter renæssancen i 14-1500-tallet, sker der store forandringer. Vi får begyndelsen til en naturretslig tankegang, og samfundet begynder at blive sekulariseret. Det danner grundlag for at tale om fremkomsten af nye og mere moderne menneskesyn, som i mindre grad er præget af en rent filosofisk eller religiøs tilnærmelse og mere er optaget af menneskets forhold til naturen og til samfundet"(fra Introduktion).
Bogens anden del beskæftiger sig med moderne menneskesyn. Denne del præsenterer først nogle hovedtræk i de menneskesyn, som man finder på tærsklen til moderne tid. Det giver et grundlag for at forstå den baggrund og betydning, som nutidens forskellige menneskesyn kan have. "Indsigt i disse menneskesyn kan give mulighed for at forstå væsentlige træk ved de brydninger, der foregår i vores kultur i dag, for eksempel mellem en naturalistisk og en mere humanistisk præget forståelse af mennesket eller mellem en marxistisk og en mere liberalistisk tilnærmelse til forståelsen af menneskets plads i samfundet"(fra Introduktion). Anden del af bogen omtaler hovedsageligt menneskesyn, som i forskellig grad kan kaldes humanistiske - "de har lagt vægt på menneskets mulighed for frihed og selvudfoldelse og på, at mennesket ved at vinde indsigt i sit eget væsen kan opnå frihed, virkeliggøre sig selv og få et godt liv." Desuden omtales naturalistiske menneskesyn og menneskesyn hos tænkere, der problematiserer den måde, hvorpå samfundet indvirker på individet (Nietzsche, Foucault og Rorty). I slutningen af bogen præsenteres enkelte træk i andre religiøse menneskesyn end det kristne, og der peges på nogle indsigter og udfordringer, som de tilbyder den vestlige tradition.
Denne bog bidrager til et skærpet fokus på vort menneskesyn, især i vestlig sammenhæng. Den giver viden til selvudvikling og til refleksion i arbejdet overalt, hvor man arbejder med mennesker. Til undervisningsbrug på de fleste mellemlange videregående uddannelser.
Jan-Olav Henriksen er professor i religionshistorie ved Det teologiske Menighedsfakultet i Oslo.

UDDRAG AF INDHOLD: Introduktion: Menneskesyn, hvad hjælper det os med? Menneskesyn i antikken. Sokrates; en irriterende idiot af en sandhedssøger - og den første humanist. Platon - om det erotiske menneske. Aristoteles - mennesket udfolder sig med klogskab til eget og andres bedste. Skæbne, nydelse og menneskeværd - menneskesyn i hellenistisk filosofi. Religiøse menneskesynstraditioner i Vesten. Kristent menneskesyn i møde med anden antik tænkning. Moderne menneskesyn. Mennesket er foranderligt - vejen fra antik til moderne tænkning. Et moderne, liberalt menneskesyn. Mennesket er sin egen frigører - Marx og marxistisk menneskesyn. Du skal vælge dig selv - eksistentialismens menneskesyn. Feministisk menneskesyn. Naturen i mennesket - forandringer på nye betingelser. Opdagelsen af det 'ubevidste' - træk fra moderne psykologi. Knus alle normative billeder af mennesket - antihumanistiske menneskesyn. Religion og menneskesyn i en ny tid - om menneskesyn med rødder uden for den vestlige kulturkreds. Vejen til mennesket - gennem den anden.
Litteratur.

UDGIVER:
Forlaget Klim
Ny Tjørnegade 19, 8200 Århus N
Tlf: 86 10 37 00, fax: 86 10 30 45
E-post: forlaget@klim.dk
Internet: www.klim.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk