[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

COP15 - FN's Klimakonference. Af Ole Terney. 32 sider, 21 x 29,7 cm. Ill: 31 farvefotos, 4 farvetegning, 12 figurer, 1 kort. Pris kr 125,00. BioNyt. Udgivet januar 2010. (Temanummer af BioNyt / Videnskabens verden nr 147)

Dette nummer af BioNyt beskæftiger sig med de igangværende globale klimaændringer, og indeholder Copenhagen Accord - aftalen fra FN's klimakonference i København i december 2009. "COP15 var enestående ved sit antal af stats- og regeringschefer og ved sin evne til at rette hele verdens opmærksomhed mod klimaspørgsmålet."
BioNyt indledes med en forklaret oversættelse af Copenhagen Accord som også er blevet kaldt 'København-aftalen' eller 'Københavner-erklæringen'. Derefter følger en meningsudveksling med et folketingsmedlem som er klima- og energiordfører for Dansk Folkeparti - og som ikke har i sinde at sætte sig ind i stof "som ikke passer til hans forudfattede ønsketænkning."
Den centrale del af BioNyt er en meget alsidig gennemgang af klimaændringerne og deres konsekvenser. Drivhuseffekten er uden for enhver tvivl reel. Det er også uden for enhver tvivl at mennesket har øget drivhuseffekten ved at udsende CO2 og andre drivhusgasser i atmosfæren. Dette vil medføre et varmetilskud til Jorden - spørgsmålet er kun hvor meget varmetilskuddet er, og hvilke følgevirkninger dette medfører. Mange klimaindikatorer er allerede nu ved at overskride de variabilitetsmønstre som nutidens samfund har udviklet sig indenfor, fx den globale middeloverfladetemperatur og havtemperatur, vandstandsstigningerne, havisens udstrækning i Arktis, forsuringen af havet, omfanget af ekstreme klimabegivenheder mv. I BioNyt redegøres for at havets opvarmning i forbindelse med klimaændringerne er 50% højere end tidligere antaget af IPCC, at udbredelsen af sommerisen i Arktis er reduceret dramatisk i de seneste år, at de kraftigste tropiske orkaner er blevet relativt hyppigere, at forsuringen af havet som følge af CO2-udledninger er en alvorlig trussel mod mange organismer. "Nyere studier antyder, at forsuring af havet kan medføre områder med iltsvind med katastrofale følger for livet i havet. Det er et eksempel på fænomenet tippepunkter. Pludselige skift af et tippeelement, f.eks. hvis monsunen i Asien bliver væsentlig tørrere, eller ved tab af vandlagerkapaciteten i gletsjerne i Himalaya, vil medføre miljømæssigt stress af betydelige proportioner."
BioNyt ser også på samfundskonsekvenser af klimaændringerne. "Nyere observationer viser, at samfund og økosystemer er særdeles sårbare over for selv beskedne klimaændringer. Det gælder især for fattige samfund. [...] Ved en stigning på over 2°C vil samfundenes og økosystemernes tilpasningsmuligheder falde hurtigt - med stigende risiko for social uro på grund af virkninger på sundhed, vandmangel og fødevareusikkerhed. Selv moderne samfund vil have svært ved at klare temperaturstigninger på mere end 2°C." Den hidtil observerede globale gennemsnitlige temperaturstigning på ca. 0,7°C påvirker allerede sundheden i mange samfund. Det voksende antal ekstreme vejrbegivenheder (hedebølger, oversvømmelser, storme mv.) medfører et voksende dødstal og personskader. Desuden påvirker klimaændringerne sundhedsfaktorer som mængden og kvaliteten af mad, naturlig økologisk kontrol af sygdomsvektorer, og især vandressourcerne i mange dele af verden. "En af menneskets mest almindelige reaktioner på alvorlig miljømæssigt stress, f.eks. forringelse af vandresourcer eller fødevareforsyning, er at flytte til steder med bedre betingelser. Muligheden for talrige klimaflygtninge har vakt bekymring for, at klimaændringerne hurtigt kan blive et stort problem." Klimaændringspolitik eller manglen på samme kan fremkalde regionale eller internationale konflikter. "I de dele af verden, hvor sundhed og trivsel påvirkes mest af klimaændringerne, vil sandsynligheden for konflikter stige mest. Sådanne konflikter vil blot forringe levestandarden yderligere."
BioNyt belyser endvidere hovedårsagerne til det stigende varmeindhold på klodens overflade - de stigende koncentrationer af drivhusgasser i atmosfæren - og deres udvikling over tid. Konklusionen fra både IPCC og senere analyser er enkel: der er brug for omgående og dramatiske reduktioner af udledningerne af alle drivhusgasser. BioNyt nævner nogle indsatsområder, bl.a. i forbindelse med landbrugs- og skovdrift, og anvendelse af kombinationer af vedvarende energi. "Et voksende antal analyser tyder på, at omkostninger ved både at tilpasse sig og forebygge klimaændringerne vil stige, hvis man venter med at handle."
Den sidste del af denne del af BioNyt ser på økonomiske aspekter ved klimaændringerne, på etiske holdninger til klimaspørgsmålet, på samfundsinstitutionernes rolle i forbindelse med tiltag der kan begrænse problemerne.
"Omstilling til et samfund, der lever inden for grænsen for acceptable klimaændringer, tager tid og kræver forpligtelser fra alle samfundsniveauer og af alle samfundsmedlemmer. Som udgangspunkt er langsigtede mål for udledningsreduktioner afgørende, hvis samfundet ønsker at reducere risikoen for farlige klimaændringer. De centrale manglende ingredienser til at opnå det samfundsskifte, som klimaændringerne kræver, er den politiske vilje og den samfundsmæssige accept af behovet for ændringer."
Ud over temaartiklerne indeholder BioNyt artikler om forskelle mellem hundes og kattes relation til mennesker, om bekæmpelse af antibiotika-resistente bakterier, om folkeforskningsprojekter, om kunstigt kød, om skizofreni og autisme mv.
Tidligere temanumre af BioNyt har set på den internationale viden om de globale klimaændringer: BioNyt nr 146 gennemgik den aktuelle vurdering af de igangværende globale klimaændringer - med inddragelse af den nyeste forskning, mens BioNyt nr 129 beskrev emnet klima i 2005 ud fra den tredje rapport fra FN's klimapanel (IPCC).

UDDRAG AF INDHOLD: Resultatet af COP15. Copenhagen Accord (oversat). Ønsketænkning om klimaet - klimaordfører vil kun informeres om det, som passer til hans forudfattede ønsketænkning. Havtemperaturen - indlandsisen. Havstigning - ekstremer - økosystemer. Tippepunkter - aerosoler. Samfundenes sårbarhed. Megabyer - klimaflygtninge. Vi har før håndteret problemer. Drivhusgasserne. CO2-dræn. Målsætninger og handlinger. Teknologier. Vedvarende energi - biomasse. Politiske beslutninger. Lighedstanken - synsvinkler.
Konkurrence mellem hund og kat. Udtjente antibiotika kan få en renæssance. Globale folkeforskningsprojekter. Autisme - skizofreni.

UDGIVER:
BioNyt - Videnskabens verden
Falkonergårdsvej 4, 1959 Frederiksberg C
Tlf: 35 37 64 08
E-post: bionyt@gmail.com
Internet: www.bionyt.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk