[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Danmark besat - krig og hverdag 1940-45. 3. udgave. 2. oplag. Af Claus Bundgård Christensen, Joachim Lund, Niels Wium Olesen, Jakob Sørensen. 959 sider, 18 x 25 cm. Ill: 200 fotos, 3 kort. Pris kr 399,00 (ib.). Informations Forlag. Udgivet 2010.

Optryk af 3. reviderede og udvidede udgave (fra 2009). Denne udgave er udvidet med en række minibiografier over et udvalg af periodens centrale skikkelser. "Revisionen har dog først og fremmest bestået i inddragelsen af den ikke ringe mængde ny forskningslitteratur, der er udgivet siden sidst. [...] Vi har endvidere tilføjet nogle historiografiske betragtninger i indledningen samt, i den sidste del af bogen, et selvstændigt kapitel om besættelsestiden i erindrings- og mindekulturen 1945-2009"(fra Forord).

Denne bog indeholder en samlet og omfattende skildring af besættelsestidens historie.
Fremstillingen beskæftiger sig ikke kun med tidsrummet 1940-45, men behandler også forhistorien i 1930'ernes Danmark og den første tid efter befrielsen.
Det er synspunktet i denne bog, at man for at forstå dansk besættelsestidshistorie - herunder årsagerne til, at det danske samfund fungerede så relativt normalt under krigen - må tage samfundsudviklingen i 1930'erne i betragtning. "Besættelsestiden behandles ofte som en aparte femårs periode i dansk historie, løsrevet fra den lange udvikling af dansk og europæisk historie i almindelighed. Tiden fremstår som fem år, der nok var anderledes og spændende, men som ikke rigtig har betydning for eller sammenhæng med den store historie. Vi går den anden vej med denne bog og behandler både mellem- og efterkrigstiden for at vise, at besættelsen ikke var en parentes, men tværtimod en del af en udvikling"(fra Forord).
Besættelsen rummer en historie, der begynder længe før den 9. april og har forgreninger langt uden for landets grænser. Det er en historie, der handler om demokrati og diktatur, om heltemod og opportunisme, om overlevelse og ære. Men først og fremmest er det en historie om modsætninger og sammenhænge i det 20. århundredes danmarkshistorie.
Bestræbelsen i denne bog har været at komme dybt ned og bredt rundt i det danske samfund under besættelsen. Både for at se, hvordan dette samfund reagerede på den udenrigspolitiske konflikt, og for at undersøge, hvordan samfundet - socialt og geografisk defineret så bredt som mulligt - påvirkede det højere diplomatiske og politiske spil.
Fremstillingen placerer besættelsestidens historie i en international sammenhæng, og omfatter alle sider af udviklingen i det danske samfund under besættelsen. Bogens kapitler belyser således både politiske, økonomiske, sociale og kulturelle forhold.
I bogen forfægtes, hvad man kan kalde en 'kontinuitetstese'. "I stedet for at fokusere snævert på de politiske eliter i det politiske system og i modstandsbevægelsen, og i stedet for at gøre det idealtypiske begrebspar samarbejde og modstand til beskrivelsens omdrejningspunkt, har vi gjort dagliglivet - hverdagen i krigen - til det bagtæppe, foran hvilket det politiske livs konflikter udspilledes. Med kontinuitetstesen er synspunktet også, at besættelsestidens konflikter i højere grad skal forstås som en videreførelse af konflikterne i mellemkrigstiden"(fra afsluttende kapitel).
Besættelsestiden er vigtig. Det er sidste gang, Danmark har været besat, underlagt en fremmed magts vilje og truet på sin eksistens. "Perioden er stadig definerende for dansk national identitet, for danskernes forståelse af sig selv som samfund, som - med et lidt gammeldags ord - folk. De fem år medvirker i høj grad også til at definere danskernes forhold til de internationale omgivelser, herunder de helt nære: Tyskland; de lidt fjernere: England; og det meget fjernere og dog alligevel så nære: USA. Fordi så meget stod på spil: nationens overlevelse, statens overlevelse, grundloven, den politiske magt i landet og liv og død for dem, som faktisk kastede deres eget liv ind i Verdenskrigen"(fra Indledning).
Bogen er skrevet af et forfatterkollektiv, som har arbejdet tæt sammen i alle faser af bogens tilblivelse - lige fra de første spæde tanker om form og indhold til de sidste detaljer i korrekturen. Værket er således et produkt af en fælles indsats. "Vores begrundelse for at skrive endnu en bog om besættelsestiden er for det første, at vi synes, at der mangler en bog om det danske samfund under besættelsen. Den mangler ikke blot i vores generation, den er faktisk aldrig blevet skrevet. Dernæst finder vi [...] perioden vigtig for forståelsen af dansk historie og politisk kultur. Ydermere er den stadig inspiration til - og så sprængfarlig en sag i - den aktuelle politiske debat. Desværre ofte i banaliseret og overfladisk form. [...] Besættelsestidens aktualitet og den hyppige anvendelse af periodens historie i vores aktuelle debat gør det efter vores mening i sig selv til intet mindre end en samfundsnyttig opgave at give, hvad vi selv opfatter som et afbalanceret bud på periodens historie og dens fortolkning"(fra Indledning).
Bogen har en bred målgruppe. Den er skrevet med tanke på den almindeligt interesserede læser, elever på ungdomsuddannelserne og studerende på de videregående uddannelser.
Claus Bundgård Christensen (f. 1968), ph.d., er adjunkt ved Roskilde Universitetscenter. Medforfatter til Under hagekors og Dannebrog (1998). Forfatter til Den sorte børs (2003).
Joachim Lund (f. 1967), ph.d., er lektor ved Handelshøjskolen i København. Redigerede Partier under pres (2003). Forfatter til Hitlers spisekammer (2005).
Niels Wium Olesen (f. 1963), ph.d., er adjunkt ved Aarhus Universitet. Bidrag til antologier og tidsskrifter.
Jakob Sørensen (f. 1973), cand.mag., ph.d. Har redigeret og bidraget til flere antologier og er sammen med Peer H. Hansen forfatter til Påskekrisen 1948 (2000). Forfatter til Operation Overlord (2004).

UDDRAG AF INDHOLD: Danmark og Europa i 1930'erne. Dansk og europæisk politik i opbrud. Småstaten. Krigsudbruddet. Krig i Europa. Vareforsyning. Weserübung. Besat. .Det tyske angreb. Normalitet. Reaktioner på besættelsen. Fjernt fra Danmark. Samlingsregeringen. Mod en fælles forståelse. National sommer. At finde sin plads. Mod en hård vinter. Regeringsstorm. Krigen udvides. I skyggen af Barbarossa. Arbejdsmarked og sociale forhold. Kriminalitet og sortbørs. Samarbejdspolitikken anfægtes. Til kamp mod jødedom og bolsjevisme. Fra telegramkrise til jødeaktion. Telegramkrisen. Værnemagten i invasionsforsvarets skygge. Krigen i baghaven. Rigsdagsvalget marts 1943. Modstanden. Forsyningssituationen. Sommeren 1943. 7000 sparede liv. Departementschefstyret. Departementscheferne. Frihedsrådet. Militarisering. I allieret tjeneste. Tysk politi og terror. Folkestrejken. Politiet opløses. Kulturen, det nationale og den afsporede ungdom. Opløsning og befrielse. Den politiløse tid. De danske myndigheder. Modstandsbevægelsen. Frygt og nederlag. Koncentrationslejrene. Kapløbet om Danmark. Spillet om magten. Så skøn en majdag. Fred. Den blodige befrielse. Befrielsesregeringen. De militære forhold - vagtskifte. Retsopgøret. Levevilkår efter befrielsen. Den politiske kamp. Prisen. Besættelsen i medier og på museum. Erindrings- og mindekultur 1945-2009. Magten og æren. Eftermælet. Som det gik. Storpolitik og hverdag.
Bilag. Anvendt litteratur og publiceret kildemateriale. Noter. Sag- og stedregister. Navneregister.

UDGIVER:
Informations Forlag
Store Kongensgade 40 C, 1264 København K
Tlf: 33 69 60 07, fax: 33 69 60 18
E-post: forlag@information.dk
Internet: www.informationsforlag.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk