| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
Danmarks middelalderlige altertavler
- og anden billedbærende kirkeudsmykning af betydning for liturgien
og den private andagt. Et katalog ved Sissel F. Plathe og Jens Bruun.
1-2. 1388 sider, 25,5 x 34 cm. Ill: 1930 fotos (1882 i farver), 19 tegninger
(3 i farver). Pris kr 799,00 (ib.). Syddansk Universitetsforlag. Udgivet
20/3 2010.
En samlet fortegnelse over
de altertavler mv. fra før reformationen der er bevaret i kirker,
museer og privatsamlinger. Værket indeholder desuden beskrivelser
af andagtsbilleder, relieffer, figurer og anden udsmykning som har været
gjort til genstand for andagt.
"Antallet af kirker
i det nuværende Danmark i middelalderen er ikke kendt med sikkerhed,
men der har været over 2.200, heraf er lidt færre end 1.800
bevaret i dag. Derudover har vi skriftlige kilder på o. 450 forsvundne
kirker, de såkaldte ødekirker. Hvis vi antager, at hver kirke
havde minimum tre alterborde, der alle havde en udsmykning, enten malet
direkte på væggen, som en figur eller en altertavle, giver
det tilsammen o. 6.750 alterudsmykninger. Inddrager man derudover et stort
antal kloster-, købstads- og domkirker, vil antallet hurtigt komme
over 7.000 udsmykninger. Af disse er i dag bevaret omkring en femtedel,
enten som alterbordsforsider, kalkmalerier, hele tavler, figurer eller
fragmenter eller fra kilderne"(fra Indledning).
Dette værks fortegnelse
over altertavler indeholder næsten 1.500 emner hvoraf flere end
400 kun kendes fra skriftlige kilder.
"Registreringen omfatter
først og fremmest de egentlige altertavler, hvis motiver er gengivet
i skulptur eller maleri, og som tjener eller har tjent som udsmykning
af højalteret i koret eller sidealtre andre steder i kirkerummet.
Hertil lægger sig de mange løse figurer af hellige personer
og relieffer, som enten kan have stået frit i rummet eller i skabe.
Ethvert fragment af en altertavle er medtaget. Af tabte altertavler medtages
dem, hvis motiv kan identificeres ud fra de skriftlige kilder. Som det
fremgår af bogens undertitel, har vi inddraget også andre
emner end de egentlige altertavler i registreringen. Det drejer sig om
emner, som vi skønner kan have haft betydning som andagtsbilleder.
Det drejer sig først og fremmest om alterbordsforsider, der skal
ses i sammenhæng med altertavlen, relieffer på stolegavle,
korstolenes figurative baldakinudsmykninger og hængefigurer, der
fungerede som lysekroner, desuden monstransskabe, både med og uden
billedudsmykning, ud fra den betragtning, at de har fremvist den indviede
hostie, der som Kristi legeme har været genstand for andagt. Som
noget nyt er tillige registreret de kalkmalerier, som kan have tjent som
udsmykning af såvel høj- som sidealtre. Kriterierne for,
om et kalkmaleri skulle medtages her, har været motivet, om det
er indrammet som en altertavle, og hvor det er placeret i kirkerummet.
Med hensyn til krucifikser besluttede vi meget tidligt kun at medtage
dem, der har tjent som alterudsmykning, hvorimod vi ikke har registreret
korbuekrucifikser og korbuekrucifiksgrupper"(fra Forfatternes forord).
Værkets beskrivelser
af alterudsmykninger fra middelalderens Danmark er opført i alfabetisk
rækkefølge efter kirkens eller sognets navn og med stiftets
navn tilføjet (endvidere er anført oplysning om herred og
amt). Altertavler mv. der er uden eller med kun delvis kendt proveniens,
er anført sidst i værket.
Hvert emne er indgående
beskrevet ud fra iagttagelser på stedet samt omfattende studier
i såvel trykte som utrykte kilder. For hvert emne indledes med en
kort karakteristik efterfulgt af faktaoplysninger vedrørende datering,
placering, materiale, mål. Derefter følger en beskrivelse,
afsluttende med oplysninger om staffering, istandsættelser, sammenhænge
mv. Afslutningsvis anføres kildehenvisninger.
Beskrivelserne er ledsaget
af et omfattende illustrationsmateriale (mange helsides farvefotos). Værkets
illustrationer er hovedsagelig nyoptagelser foretaget af Jens Bruun på
de enkelte lokaliteter.
Sidst i værket
findes en stiftvis opdelt liste over de 630 kirker med bevarede middelalderlige
alterudsmykninger.
Ud over katalogdelen
indeholder værket en fyldig litteraturliste og et leksikon som i
kort form samler forklaringer på især kunsthistoriske og teologiske
begreber, motiver og de forekommende helgener og andre historiske, bibelske
og legendariske personer, værksteder og andre sammenhænge
som grupper af anonyme altertavler og figurer kan samles i.
"Med bindene om Danmarks
middelalderlige altertavler foreligger takket være de to forfatteres
årelange og ihærdige arbejde over hele landet [...] nu - i
det omfang tavler og andre billeder er bevaret - en samlet oversigt over
et emne og en billedverden, der på linje med kirkernes kalkmalerier
fortjener vore dages fulde opmærksomhed"(fra Forord af Per Kristian
Madsen, museumsdirektør, Nationalmuseet).
I 1999 indledtes et
samarbejde mellem sognepræst Jens Bruun og museumsinspektør
Sissel F. Plathe om en internetbaseret registrant over de middelalderlige
altertavler i Haderslev Stift. Dette pilotprojekt afsluttedes i 2003 med
udgivelse i bogform af Middelalderlige altertavler i Haderslev Stift.
Ud over et katalog rummer denne bog en række introducerende artikler
til de middalderlige altertavler. Efter yderligere seks års arbejde
er denne registrering blevet udvidet til en landsdækkende registrant.
I tilknytning til Danmarks
middelalderlige altertavler findes registranten i en database som
ligger frit og offentligt tilgængelig på www.altertavler.dk
UDGIVER:
Syddansk Universitetsforlag
Campusvej 55, 5230 Odense
M
Tlf: 66 15 79 99, fax:
66 15 81 26
E-post: press@forlag.sdu.dk
Internet: www.universitypress.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|