| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
Interesseorganisationer i
nyt terrræn. 136 sider, 15 x 21,5 cm. Ill: 3 figurer. Pris kr 100,00.
(Temanummer af Politica
2010 nr 1)
Dette temanummer af tidsskriftet
Politica indeholder bidrag om fagbevægelsens tab af magtressourcer,
om medieomtalen af danske interesseorganisationer, om europæiseringens
effekt på organisationernes partipolitiske kontakter, om de økologiske
interesseorganisationers udvikling af kapaciteter i Danmark, Sverige og
Tyskland, om patientorganisationer og deres strategier for at varetage
medlemmernes interesser og øve politisk indflydelse i Danmark og
Norge.
I den første
artikel tager Michael Baggesen Klitgaard og Asbjørn Sonne Nørgaard
udgangspunkt i at fagbevægelsens magtressourcer er svækket
betydeligt i løbet af de seneste ca. 30 år. Det er artiklens
tese at politiske beslutninger har bidraget til fagbevægelsens tab
af magtressourcer. Med særligt fokus på Danmark er påstanden
at vigtige arbejdsmarkedspolitiske beslutninger har medvirket til at svække
fagbevægelsen siden 1970'erne. "Vi argumenterer for, at når
skiftende regeringer har ekskluderet fagbevægelsen fra forberedelsen
af disse beslutninger, så har fagbevægelsen svært ved
at varetage sine magtpolitiske interesser, dvs. beskytte de institutioner
og goder, som er afgørende for fagbevægelsens kollektive
mobiliseringsevne." I artiklen analyseres ti arbejdsmarkedspolitiske beslutningsprocesser
fra perioden 1967-2008 som alle har været væsentlige for fagbevægelsens
kollektive handlingsressourcer.
Den følgende
artikel af Anne Skorkjær Binderkrantz og Peter Munk Christiansen
beskæftiger sig med den ulige fordeling af medieomtalen af danske
interesseorganisationer. Artiklen fokuserer på organisationsoptræden
i aviser. "Det har givet mulighed for at undersøge udviklingen
i forskellige typer organisationers medieopmærksomhed over en trediveårig
periode." Medieomtalen af danske interesseorgnaisationer er ulige fordelt:
organisationer knyttet til arbejdsmarkedet tegner sig for to tredjedele
af alle optrædener i medierne, mens en stor og broget skare af andre
organisationer må deles om den resterende opmærksomhed.
I den tredje artikel
ser Anne Rasmussen på forholdet mellem organisationer og partier
i EU-politikken. Mens partierne i mange nationale politiske systemer har
haft monopol på adgangen til beslutningstagen, er organisationerne
mindre afhængige af partierne når det handler om at påvirke
EU's beslutninger. I første del af artiklen analyseres hvorvidt
det giver anledning til forskelle i organisationernes prioritering af
de nationale partier i henholdsvis nationale og europæiske spørgsmål.
I anden del rettes blikket mod at forklare variationen i hvor centralt
organisationerne opfatter samarbejdet med de nationale politiske partier
i EU-politikken.
En artikel af Carsten
Daugbjerg og Dan Kristian Møller handler om de økologiske
interesseorganisationers udvikling af kapaciteter i Danmark, Sverige og
Tyskland. Mere specifikt fokuserer artiklen på hvordan problemforståelser
i økologipolitikkerne påvirker de økologiske organisationers
udvikling af kapaciteter. Artiklen undersøger om der er en sammenhæng
mellem forståelsen af økologipolitikken og de økologiske
interesseorganisationers kapaciteter.
Temanummerets afsluttende
artikel er skrevet af Karsten Vrangbæk, Hilmar Rommetvedt og Ståle
Opeda og omhandler patientorganisationer i Danmark og Norge. Artiklen
bidrager til en første kortlægning af patientorganisationer
og deres strategier for at varetage medlemmernes interesser og øve
politisk indflydelse i de to nordiske lande. "Ud over at være relativt
nye på den interessepolitiske scene er patientorganisationer interessante
fordi de repræsenterer en blanding af medlemsservice og interessevaretagelse
i et velfærdspolitisk felt med stor bevågenhed, og hvor centrale
forhold om liv, død og invaliditet giver særlige muligheder
for profilering og indflydelsesstrategier. Vi forventer med andre ord,
at patientorganisationer repræsenterer en blanding af forskellige
idealtypiske interesseorganisationselementer."
UDDRAG AF INDHOLD: Afmagtens
mekanismer: den danske fagbevægelse og arbejdsmarkedspolitikken
siden 1960'erne (af Michael Baggesen Klitgaard og Asbjørn Sonne
Nørgaard). Tordenskjolds soldater: interesseorganisationerne i
medierne (af Anne Skorkjær Binderkrantz og Peter Munk Christiansen).
Organisationerne i EU politikken: svækket relevans af nationale
partipolitiske kontakter? (af Anne Rasmussen). Økologipolitikken
og de økologiske interesseorganisationers kapaciteter i Danmark,
Sverige og Tyskland (af Carsten Daugbjerg og Dan Kristian Møller).
Patientorganisationer i Danmark og Norge: karakteristika og strategier
for interessevaretagelse (af Karsten Vrangbæk, Hilmar Rommetvedt
og Ståle Opedal).
Anmeldelser. Abstracts.
UDGIVER:
Tidsskriftet Politica
Institut for Statskundskab
Bartholins Alle 331,
8000 Århus C
Tlf: 89 42 12 53
E-post: politica@ps.au.dk
Internet: www.politica.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|