[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Hvordan fungerer Den Europæiske Union? En grundbog om EU efter Lissabon-traktaten. Af Peter Nedergaard. 149 sider, 17,5 x 24,5 cm. Ill: 35 fotos (32 i farver), 8 figurer. Pris kr 174,00. Forlaget Columbus. Udgivet 2010.

Bogen er en kraftigt revideret udgave af Hvordan fungerer EU? (2005). Bogen er således opdateret med EU's udvikling efter Lissabon-traktatens vedtagelse.

Bogen giver en samlet oversigt over EU's politiske system og dets måde at fungere på.
Viden om EU og forståelse for hvordan EU fungerer bliver mere og mere nødvendig for at forstå danske forhold. "Baggrunden for, at viden herom er nødvendig, er, at EU spiller en stor og stigende rolle for dansk politik og for dansk økonomi"(fra Forord).
Peter Nedergaard behandler i denne bog især beslutningsprocessen i EU. Han giver ikke alene en gennemgang af de formelle institutioner, men også af selve beslutningsprocesen som illustreres med cases (REACH, servicedirektivet, importkvoter mod kinesiske tekstiler) således at disse indviklede forhold bliver klarlagt.
Den institutionelle gennemgang af arbejdsgangene i både Bruxelles og København får desuden et teoretisk løft. De klassiske integrationsteorier gennemgås sammen med nyere teori og kobles til den politiske praksis. Teorien kommer dermed i anvendelse. Endelig er der også en gennemgang af juraen bag EU.
Første kapitel giver en karakteristik af EU som politisk størrelse. "Det interessante spørgsmål i den forbindelse er for det første, hvor EU befinder sig mellem de to politiske nøglebegreber, som er velkendte, nemlig en stat og en international organisation. Det andet interessante spørgsmål er, hvor meget eller hvor lidt EU er demokratisk. [...] Der vil i denne bog blive argumenteret for, at EU bedst kan forstås som en mellemting mellem en stat og en international organisation."
Andet kapitel ser på teorier om organiseringen af det europæiske samarbejde; de politiske integrationsteorier er føderalisme, neofunktionalisme og intergovernmentalisme. Kapitel 3 ser på historiske forhold i forbindelse med EU's oprettelse - omstændigheder som i betydeligt omfang har styret EU's udvikling. Kapitel 4 giver et overblik over EU's juridiske grundlag i form af forordninger, direktiver, beslutninger, mv. Kapitel 5 handler om det institutionelle system i EU, mens kapitel 6 gennemgår beslutningsprocedurer i EU. Kapitel 7 beskæftiger sig med Danmarks EU-beslutningsproces der i vidt omfang drejer sig om koordination af de danske politiske synspunkter. Et afsluttende kapitel sammenfatter udviklingen i EU-samarbejdet, mens et appendiks belyser betydningen af Lissabon-traktaten.
Denne bog er skrevet med henblik på undervisningen i danske gymnasier, handelsgymnasier og tekniske gymnasier. Men den er så bredt anvendelig at den kan bruges i mange andre sammenhænge, bl.a. som opslagsbog til selvstudium.
Peter Nedergaard (f. 1957), ph.d., er professor i statskundskab på Københavns Universitet.

UDDRAG AF INDHOLD: Hvad er EU? Teorier om EU's integration og opbygning. Historien bag EU. Juraen bag EU. EU's institutioner. EU's beslutningsproces. Danmarks EU-beslutningsproces. Hvordan fungerer EU? Appendiks (Lissabon-traktaten).
Begreber. Litteratur. Internetadresser. Stikord.

UDGIVER:
Forlaget Columbus
Østerbrogade 54 C, 2100 København Ø
Tlf: 35 42 00 51, fax: 35 42 05 21
E-post: info@forlagetcolumbus.dk
Internet: www.forlagetcolumbus.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk