[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Ib Geertsen - Mobiler. Redaktion: Pernille Taagaard Dinesen, Jens Erik Sørensen. 63 sider, 23 x 28 cm. Ill: 53 fotos (46 i farver). Pris kr 129,00. ARoS Aarhus Kunstmuseum. Udgivet 2009.

Denne bog handler om den danske modernist Ib Geertsen (1919-2009) og hans kunstneriske praksis.
Ib Geertsens stærkt personlige stil og livsbekræftende farver har givet ham en markant plads i dansk kunst. "I de tidlige år var det maleriet, der optog Ib Geertsen, men ønsket om at gøre formen tredimensionel affødte i 1949 kunstnerens første mobile. Linjen var for alvor sprunget ud af billedet i 3D for at blive Ib Geertsens personlige særkende"(fra forord af Jens Erik Sørensen, museumsdirektør, ARoS).
Arbejdet med mobiler videreudviklede og perfektionerede Ib Geertsen til det sidste. Han har i sit årelange arbejde med balance, farvesammensætninger, linjer og fladestrukturer skabt et nyt skulptur- og formsprog. De første mobiler kom til verden i efterkrigstidens mørke, og med deres glade farver og fascinerende former tændte de et lille håb i den danske kunstinstitution. De asymmetriske skulpturer er i fuldstændig ligevægt, når de drejer om sig selv i fine bevægelsesmønstre og skaber en næsten hypnotisk effekt i mødet med publikum.
Bogen indeholder tekster om Ib Geertsens kunst og fotografier af en række af hans værker. Den er desuden forsynet med citater af Ib Geertsen - "i mine billeder arbejder jeg først og fremmest med linjen, farven og formen. Rumligheden opnår jeg ved hjælp af farven. En dag trak jeg linjen ud af billedet, gjorde den plastisk og brugte den til bevægelige skulpturer - mobilerne. En mobile er jo i begyndelsen en tegning af stål og tråd. [...] Hovedelementerne er den lige linje, cirklen eller kvadraten; de kan, udover at symbolisere livet og døden, symbolisere alt muligt andet, men jeg laver ikke symboler, snarere geometriske ting der fortæller noget poetisk om bevægelse og linjer." Mobilernes glade farver, kraftfulde former og energiske udtryk afslører Ib Geertsens sociale sigte som en væsentlig del af sin kunstneriske praksis. Kunsten skal berige folket og påvirke mennesket i en positiv retning. Samspillet mellem værkernes form, farve og balance skal i fuldstændig overensstemmelse skabe en beroligende effekt på betragteren. Ib Geertsen står bag en række udsmykningsopgaver i det offentlige rum - på skoler, hospitaler, husgavle, universiteter mv. har kunstneren bragt det konstruktive formsprog til kendskab for danskerne.
Ib Geertsen tilhørte gruppen af de såkaldte konkrete kunstnere, der i midten af det 20. århundrede rensede sine kunstværker til et minimum, så kun den abstrakte form stod tilbage. Ligesom kunstnerkollegaerne, der blandt andre talte Robert Jacobsen og Richard Mortensen, kredsede Ib Geertsen om det sagnomspundne Galerie Denise René i Paris, som var højsædet for den modernistiske kunst. I 1947 grundlagde Ib Geertsen sammen med blandt andre Albert Mertz og Richard Winter kunstnersammenslutningen LINIEN II, som siden blev synonym med den danske konkrete kunstscene - et ungt alternativ for eksperimenter med den abstrakte kunst.
Bogen er udgivet i forbindelse med en udstilling på ARoS Aarhus Kunstmuseum.

UDDRAG AF INDHOLD: Ib Geertsen - mobiler, sculpture in the air (af Jens Erik Sørensen). Om Ib Geertsen og hans mobiler (af Mette Højsgaard). Uddrag fra åbningstale ved fernisering på Ib Geertsen - mobiler (af John Kørner). Poetisk geometrip med Konkret-Ib (af Kaspar Bonnén). Ib Geertsen, verden i rummet, rummet i verden (af Lars Bent Petersen). Verdner af idag (af Olafur Eliasson).
Værkfortegnelse. Biografi.

UDGIVER:
ARoS Aarhus Kunstmuseum
Aros Allé 2, 8000 Århus C
Tlf: 87 30 66 00, fax: 87 30 66 01
E-post: info@aros.dk
Internet: www.aros.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk