| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
Sømanden og døden.
En ikonografisk skitse om de druknede og de reddede i nordisk kirkekunst.
Af Carsten Bach-Nielsen. 144 sider, 23,5 x 23,5 cm. Ill: 71 fotos (56
i farver), 2 tegninger. Pris kr 200,00 (ib.). Forlaget Hikuin. Udgivet
2009.
Denne bog ser nærmere
på en række hovedtyper af mindesmærker i kirker og på
kirkegårde om og over druknede søfolk. Bogen undersøger
hvordan de kristne kærlighedsgerninger og omsorgen for de døde
gennem tiden har udmøntet sig i den nordiske kirkekunsts motivverden
- fra kalkmalerier til mindesmærker i forbindelse med druknede søfolk
under verdenskrigene. Og i sidste kapitel ses på den moderne kirkekunst
der har havet som motiv - her er det vigtigste naturen som det farefyldte
menneskelige livselement. "Ingen opfatter det længer som djævelens
list eller Guds straf, når et skib går ned eller strander.
Der er i denne kunst snarere tale om en meditation over det ubegribelige
i verdens og naturens storhed - og den menneskelige verdens lidenhed."
Fortidens mennesker
søgte på mange måder at holde fred med det vældige,
ødelæggende element som havet er. "Gennem påkaldelse
af guder og magter, ved besværgelser og strategier. Havet var givet.
Det var en nødvendighed og mulighed, for bag det lå altid
fjernere horisonter. På det menneskelige plan i form af risikabel
forandring, opbrud og nye begyndelser. [...] På det religiøse
plan et håb om livet på en bedre og mildere kyst"(fra afsluttende
kapitel).
I Danmark er mange kirker
opkaldt efter Nikolaj der var middelalderens store beskytter af søfolk.
Der findes også kirker som bærer Sankt Clemens' navn. For
også denne biskop var en værnehelgen for de sejlende. Danmark
var en søfartsnation; havet forbandt, det skilte ikke. Havet var
farligt, det var glubsk, det krævede sine ofre. Hvordan man har
indrettet sig med havets farer er temaet i kirke- og kunsthistorikeren
Carsten Bach-Nielsens bog.
"Denne bog skal handle
om de måder, hvorpå søfolk, købmænd, redere,
strandfogeder og almindelige kystboere gennem tiden har søgt at
give deres følelser over for det grådige, umættelige
hav og den ubegribelige Guds forsyn, udtryk. En kyndig, almen fremstilling
af forestillingerne om havet og de døde foreligger allerede, så
hensigten med denne bog er at begrænse undersøgelsen til
udsmykninger i kirker og på kirkegårde nær Skagerrak,
de indre danske farvande og forskellige lokaliteter i Østersøområdet.
[...] Min hensigt er at vise nogle hovedtyper af mindesmærker, at
systematisere såvel kronologisk som typologisk"(fra forord).
Havet er et stærkt
billede i den maritime kirkekunst. Forfatteren giver en lang række
eksempler fra nordiske og tyske kirker - også mere usædvanlige
motiver. I Onsbjerg Kirke på Samsø ophængtes i 1775
en tavle over otte mennesker der druknede ved et forlis - et oliemaleri
viser et oprørt hav hvori tre skonnerter er ved at slås til
vrag, og nederst på tavlen titter selveste kong Neptun op med sin
trefork. "Det er et helt usædvanligt motiv for en tavle, der er
ophængt i en kirke" - idet Neptun er romernes betegnelse for den
græske havgud Poseidon.
Forfatteren påviser
hvor ringe interesse Bibelens skrifter egentlig har for søfart.
Kun to historier fik blivende betydning, nemlig den om Noahs Ark og så
fortællingen om Jonas der med sin forbandelse blev til fare for
hele skibsbesætningen - men dog alligevel blev reddet på tredjedagen.
I Østersøområdet
er Carsten Bach-Nielsen stødt på forliste sælfangere
drivende på isflager (på mindetavle i Fårö Kirke,
Gotland), på folk der har søgt at lokke skibe til forlis
- og en lang række eksempler på at man har taget sig af de
druknede og skibbrudne og omfattet dem med den fornødne kristelige
omsorg. Og han belyser kirkeskibe som votivgaver givet i taknemmelighed
for guddommelig assistance i nødsituationer. I bogen foretager
Carsten Bach-Nielsen også et kort udblik til den moderne tids vovehalse,
nemlig de piloter der satte deres liv til under anden verdenskrig.
Hovedsagen er at de
druknede der ligger derude et sted - og ikke i jorden hos os - er svære
at mindes. "Sejlads er nødvendig, men farlig. Man kan komme til
at betale færden over bølgerne med sit liv; man kan blive
taget af havet, ædt af bølgerne - gå i et med det fjendtlige
element. Man dør i det forskelsløse kaos, hvor intet minde
kan rejses, ingen kan hvile ved den kæres grav. Mindet bliver hjemløst.
Sorgen får ingen ende, når blikket kun kan kastes ud over
det endeløse hav"(fra forord).
UDDRAG AF INDHOLD: Fra Tobias
til Nikolaus. I ny form. Martin Luther og de druknedes dårlige presse.
De der overlevede. I bønnens verden. De der blev derude. På
fremmed strand. Det konkrete - genstandene. I lufthavet. Skibet som kristent
symbol. Noter. Bibliografi.
UDGIVER:
Forlaget Hikuin
Moesgård Allé
20, 8270 Højbjerg
Tlf: 86 66 76 66, fax:
86 66 76 11
E-post: mtj@museumstjenesten.com
Internet: www.hikuin.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|