[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Breathing Flesh. Conceptions of the Body in the Ancient Egyptian Coffin Texts. Af Rune Nyord. 645 sider, 21 x 29,7 cm. Ill: 15 figurer. Pris kr 800,00. Museum Tusculanums Forlag. Udgivet 10/11 2009. (Carsten Niebuhr Institute Publications 37)

En undersøgelse af forestillinger om kroppen i de oldægyptiske sarkofagtekster.
De oldægyptiske sarkofagtekster udgør en samling af rituelle besværgelser skrevet på indersiden af kister som stammer fra Mellemste Rige (ca. 2000-1650 f.Kr.). Besværgelserne er en del af en lang ægyptisk tradition hvor de døde blev udstyret med rituelle tekster der skulle sikre overgangen fra levende menneske til afdød forfader.
"The human body exists in a unique field of overlaps, transcending such familiar and deeprooted dichotomies as culture and nature, individual and society. The ancient Egyptian body in its tangible, ritualized form as a mummy stresses this ambiguous status by blurring the dichotomy between human and object. Embalmed and wrapped in linen, the mummy offers a silent contradiction of these categories. Ritualized and wrapped in texts, the mummy is the key to understanding the categories with which it was described by the ancient Egyptians"(fra Introduction).
Med et teoretisk afsæt i kognitiv lingvistik og fænomenologisk antropologi præsenterer Rune Nyord en analyse af konceptualiseringen af menneskekroppen og dens enkelte dele i de oldægyptiske sarkofagtekster. På denne baggrund diskuteres mere overordnede modeller - herunder den rituelle konceptualisering af tilegnelsen og brugen af magtfulde substanser som 'magi' samt frugtbarhedens og forplantningens rolle i oldægyptiske dødeforestillinger.
I bogens første kapitel præsenteres den teoretiske og metodiske ramme for undersøgelsen. Herefter er værket opdelt i tre dele. Første del gennemgår de enkelte betegnelser for kropsdele der optræder i sarkofagteksterne. Først diskuteres den enkelte kropsdels billedskematiske struktur og derefter de egenskaber og funktioner som kropsdelen tillægges i teksterne - herunder dens anvendelse i metaforiske udtryk. Efter denne gennemgang af enkelte kropsdele inddelt i overordnede grupper drejer anden del sig om nogle udvalgte spørgsmål der involverer mere end en enkelt kropsdel, bl.a. begreber og fænomener som magi, kannibalisme, kroppens rolle i forbindelse med tale og viden, specielle kropslige kræfter, forplantning og forplantningsmodeller. Tredje del samler en række detaljer fra de foregående dele i en karakteristik af den prototypiske menneskekrop som den konceptualiseres i sarkofagteksterne.
Rune Nyord, dr.phil., er postdoc-stipendiat i ægyptologi på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet. Rune Nyord er forfatter til adskillige forsknings- og formidlingsartikler. Bogen er hans doktordisputats.

UDDRAG AF INDHOLD: Theory and method. Conceptual structure. The torso and its organs. The head. Extremities. Reproductive organs and hind parts. Bones and body fluids. The body as a whole. Cultural models. Powers in the belly. Procreation. Prototypes. The reconstituted body.
Bibliography and abbreviations. Dansk resumé. Indices (primary sources; components of humans and divinities; mythological beings and places; analytical concepts; metaphors, image schemata and domains; Egyptian words in transliteration).

UDGIVERE

Carsten Niebuhr Afdelingen, Københavns Universitet

Museum Tusculanums Forlag
Njalsgade 94, 2300 København S
Tlf: 35 32 91 09, fax: 35 32 91 13
E-post: order@mtp.dk
Internet: www.mtp.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk