[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Stemmer i italiensk litteratur. Festskrift til Lene Waage Petersen. Redaktion: Birgitte Grundtvig, Hanne Jansen, Pia Schwarz Lausten. 285 sider, 20 x 22,5 cm. Pris kr 250,00. Museum Tusculanums Forlag. Udgivet 2010.

Denne antologi om italiensk litteratur har stemmer som det overordnede tema og fremhæver hermed bestemte egenskaber ved litteratur og litteraturkritik. "Stemmen i teksten er på en og samme tid et tekstligt og et sanseligt fænomen: Den er ikke kun indhold, men også lyd, tonalitet, herunder også flerstemmigheder og tavsheder"(fra Forord). Den forankrer teksten i et levende og sansende subjekt og dermed i en ekstratekstuel, historisk og kulturel kontekst. Den appellerer til vores lytten, fører os med sine mange modulationer ind i tekstuniverset og bringer os samtidig tæt på tekstens afsender.
Med stemmer som omdrejningspunkt kommer danske og udenlandske forskere vidt omkring i den italienske litteratur: Stemmen i ordbøgerne, stemmen hos Petrarca og i humanisternes breve, stemmens apostrofer igennem tiden, italienske stemmer hos Montaigne og humor hos Pirandello, Pirandellos stemme hos Svend Åge Madsen og Conrads stemmer hos Calvino, litterære telefonstemmer, ny italiensk krimi, kvindestemmer før og nu, intertekstualitet hos Claudio Magris og Magris' eget bidrag om europæiske identiteter.
"Denne antologi er en gave til Lene Waage Petersen i anledning af hendes 70 års fødselsdag og hendes afsked med italienskfaget ved Københavns Universitet. Stemmer har altid optaget Lene, både de forfatterstemmer der taler i italiensk litteratur, og 'stemmen' forstået som et mere teoretisk, fænomenologisk begreb. Bogen samler originale bidrag af danske og udenlandske forskere inden for forskellige discipliner (klassisk filologi, litteratur, sprogvidenskab, historie) og afspejler den mangfoldighed af emner Lene har beskæftiget sig med igennem tiden: Renæssancelitteratur, modernisme og postmodernisme, kvindelige forfattere, ironi og humor som litterære virkemidler, intertekstualitet, oversættelse, etc. [...] Vi håber desuden at kombinationen af stemmen som overordnet begreb og artiklernes tematiske spredning gør antologien til spændende læsning for alle interesserede i italiensk litteratur og kultur"(fra Forord).
Birgitte Grundtvig, ph.d., er forskningskonsulent ved Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet.
Hanne Jansen er lektor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, Københavns Universitet.
Pia Schwarz Lausten, ph.d. i italiensk litteratur og kultur, er lektor i italiensk ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, Københavns Universitet.

UDDRAG AF INDHOLD: "Livets første Stemme kunde ikke være nogen Røst" - ordbøgernes stemmer (af Erling Strudsholm). Stemmer i Francesco Petrarcas Bucolicum carmen 4 (af Karsten Friis-Jensen). En humanists stemmer - en undersøgelse af stilistiske virkemidler i Niccolò Perottis breve (af Marianne Pade & Johann Ramminger). Den høviske stemme - henvendelserne til publikum i Boiardos Orlando Innamorato (af Pia Schwarz Lausten). Sotto voce - tekst og undertekst i Tullia d'Aragonas dialog om kærlighed (af Unn Irene Aasdalen). Flerstemmig enetale - om Montaignes essays som videreførelse af den italienske renæssancedialog (af Anders Toftgaard). Fortællerstemmen og episk apostrofe (af Svend Bach). Menneskets begrænsning - Luigi Pirandellos essay om humor (af Anna Wegener). Identitet, virkelighed og teaterillusion - fra Pirandello til Svend Åge Madsen (af Steen Jansen). Joseph Conrads stemme - Calvino og havet (af María J. Calvo Montoro). Telefonstemmer i moderne italiensk litteratur (af Ulla Musarra-Schrøder). Troldkvindens sang - stemme og sted hos Sandra Petrignani (af Birgitte Grundtvig). Stemmens modulationer i Antonella Aneddas Residenze invernali (af Peter Hainsworth). Lånte stemmer i Claudio Magris' roman I blinde (af Hanne Jansen & Ole Jorn). Den dobbelte stats skjulte stemmer - Giancarlo De Cataldos Romanzo criminale og den nye italienske epik (af Gert Sørensen). Identitetens grænser (af Claudio Magris).
Lene Waage Petersen - bibliografi (ved Erling Strudsholm).

UDGIVER:
Museum Tusculanums Forlag
Njalsgade 94, 2300 København S
Tlf: 35 32 91 09, fax: 35 32 91 13
E-post: order@mtp.dk
Internet: www.mtp.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk