[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Ord & Sag 29. Redaktion: Viggo Sørensen. 64 sider, 14,5 x 21 cm. Ill: 4 fotos, 2 tegninger, 11 kort. Gratis. Peter Skautrup Centret for Jysk Dialektforskning. Udgivet 2009.

Indeholder en række artikler om jyske dialekter samt en kort årsberetning fra Peter Skautrup Centret for Jysk Dialektforskning og fra Jysk Ordbog. Årsberetningen redegør bl.a. for udgivelsen af Jysk Ordbog - i trykt form og i elektronisk form på internettet: www.jyskordbog.dk
Årbogen indledes med en vise på vendelbomål - en gendigtning af Bellmans Så lunka vi så småningom.
Derefter en artikel der beskæftiger sig med brugen af ord som op, ned, ud, ind, hen, over, om, hjem og tilbage - de såkaldte retningsadverbier. Det er ord som bruges temmelig ofte, når vi skal beskrive hvor nogen eller noget befinder sig eller bevæger sig hen. "Alle eksemplerne i denne artikel - både jyske og fra åmålene - afspejler en organisering af verden i et hjemligt centrum omgivet af en række cirkler, nære og mere fjerne. Man forholder sig til lokaliteter, personer, institutioner osv. fra et centralt, hjemligt udgangspunkt. Fælles er også at det hjemlige centrum ikke er begrænset til at være et individs centrum, men kan være et fælles centrum for en gruppe af sprogbrugere. [...] Retningsadverbierne bruges ofte i en kontekst hvor man tager udgangspunkt i det nære (og kendte og hjemlige, dvs. os) og forholder sig det fjerne (og ukendte og fremmede, dvs. dem).
En artikel ser nærmere på et hidtil utrykt digt af Thøger Larsen: Kræ-Tammesen blandt Naboer. Dette digt har i modsætning til de øvrige fire kendte Kræ-Tammesen digte ikke Kræ-Tammesen, men Pe-Masens Wolle som hovedfigur. "Wolle er lidt drillevorn, hvilket går ud over den stakkels skrædder, der på vej hjem, højt oppe efter at have taget ordet ved et indremissionsk møde." I artiklen bringes digtet med en ordliste.
En artikel beskæftiger sig med ordet endsige - ordets betydning og oprindelse, og den videre udvikling. Artiklen undersøger forekomster i dialekter, bl.a. isider, isijer, isikker, isijr, ensier, ensikker, sien så. Desuden omtales dialektale modsvarigheder til endvidere (bl.a. sitj te, sitj så te). Artiklen demonstrerer blandt andet hvor let ord 'smitter af' på hinanden (når de ikke fastholdes af en skriftsproglig norm).
Så følger en artikel om ordforbindelser i jysk til ordet ja. Artiklen undersøger om stødbærende udtale af å(h) findes i tilsvarende sekvenser med interjektionerne jo hhv. nej, dernæst om å(h) har udtale med stød i andre sammenhænge. Artiklen går lidt uden for den strengt sproglige analyse og bevæger sig en smule ind i området samtaleanalyse "idet sådanne interjektioner ofte ytres som en reaktion på andres udsagn."
Dernæst en artikel med eksempler på, hvad folk har spurgt Peter Skautrup Centret om, og hvad der er svaret - med forklaring på ordene spolt, skagfæstet og sakkerere.
Sidst i Ord & Sag bringes en beretning om en drukneulykke på et ældre dialekt af en fortæller fra Sebber sogn. Fortællingen bringes i dialekt og med 'oversættelse'.
Udgivelsen kan læses på webstedet http://jysk.au.dk/publikationer/oversigt/ordsag

UDDRAG AF INDHOLD: Året, der gik - beretning fra center og ordbog (af Viggo Sørensen). En ny og sørgelig vise på vendelbomål (af Jens Chr. Højensgård). Ude og hjemme - om brugen af retningsadverbier i Jylland og på Øerne (af Henrik Hovmark). Et hidtil utrykt digt af Thøger Larsen (af A. Peter Snabe - med efterskrift af Torben Arboe). At gennemskue det, endsige forklare det (af Viggo Sørensen). Det afgørende stød - lidt om interjektionen å'e i jysk (af Torben Arboe). Spørg 'Skautrup'. Fra arkiverne: En drukneulykke.

UDGIVER:
Peter Skautrup Centret for Jysk Dialektforskning
Jens Chr. Skous Vej 4, bygn. 1483, 6. etage
8000 Århus C
Tlf: 89 42 19 13, fax: 89 42 19 12
E-post: jyskl@hum.au.dk
Internet: www.jysk.au.dk og www.jyskordbog.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk