| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
Skæld mindre ud. 3.
oplag. Af Erik Sigsgaard.
206 sider, 15,5 x 20 cm. Ill: 7 tegninger. Pris kr 249,00. Hans Reitzels
Forlag. Udgivet 2010.
Optryk - originaludgave 2007.
I denne bog fortæller
Erik Sigsgaard om, hvordan samlivet i familien mellem børn og voksne
kan gribes an, så brugen af skældud mindskes eller måske
næsten overflødiggøres. Det handler om at blive bedre
til at omgås sine børn på en kærlig og anerkendende
måde. Bogen rummer en mængde både 'gode' og 'dårlige'
historier om børn og voksne og giver en række overordnede
råd om, hvordan man kan gribe livet med børnene an.
"Er der nogen, der gerne
vil skælde mere ud i morgen, end de gør i dag? Nej, vel?
Alle vil gerne skælde mindre ud. Og det er det, bogen handler om.
Altså ikke om, at man skal holde op med at skælde ud, ikke
nu, men NU! - men om det lange, seje træk. Hellere sætte sig
mindre mål, for eksempel at skælde lidt mindre ud og gøre
det lidt mindre voldsomt og at huske at sige undskyld til sit barn, når
det alligevel er blevet for voldsomt. Kommer der først sådan
en god udvikling i gang, så fortsætter den nok. [...] Er det
ikke at overdrive lidt at skrive en hel bog om skældud? Livet i
familien handler da også om andet. Ja, det gør det da, og
bogen handler derfor også om meget andet end skældud. Men
skældud er en slags budbringer om, hvordan forholdet i det hele
taget er mellem familiens medlemmer"(fra Indledning).
Da Erik Sigsgaard i
2002 udgav bogen Skældud, vakte den enorm interesse i medierne,
blandt professionelle lærere og pædagoger og, ikke mindst,
hos forældre. "Bogen rettede opmærksomheden mod skældud
i institutioner og skoler, noget der indtil da ikke var blevet talt om,
ja, ordet skældud var ikke engang nævnt i de faglige ordbøger.
I dag spørger unge pædagoger, om man skælder meget
ud i institutionen, før de siger ja til stillingen, og forældrene
følger opmærksomt med i, hvordan tonen er i børnehaven
eller skolen, for de ved, at den er endnu vigtigere end alle fine målsætninger.
Selvom Skældud var skrevet til fagfolk og mest handlede
om forholdene i daginstitutionerne, blev bogen også læst af
mange forældre. Mange af dem har siden opfordret mig til at følge
den op med en bog, der i højere grad henvender sig til forældre
- resultatet er det, du sidder med i hånden"(fra Indledning).
Lige siden udgivelsen
af Skældud har Erik Sigsgaard holdt et utal af foredrag,
hvor også mange børneforældre har været blandt
publikum. De har stillet forfattteren en mængde konkrete spørgsmål,
for kan det overhovedet lade sig gøre at opdrage sine børn
uden at skælde dem ud - bare en gang imellem? I Skæld
mindre ud forsøger Erik Sigsgaard at besvare nogle af de mange
spørgsmål. Som titlen viser, påstår forfatteren
ikke, at skældud kan afskaffes fuldstændig. Hans ærinde
er ikke at give forældrene dårlig samvittighed eller påstå,
at al opdragelse kan foregå i evig idyl. Bogen er heller ikke et
forsøg på at opstille en manual eller 'kogebog' over den
perfekte opdragelse. Derimod øser Erik Sigsgaard af et langt livs
erfaringer, både som børneforsker og privat far, og viser
gennem en lang række historier om samlivet mellem børn og
voksne, hvordan og hvorfor det nogle gange går galt, men især
hvordan man kan få det til at fungere på en respektfuld og
anerkendende måde.
Bogen indeholder også
tekster, der fortæller om, hvad den internationale forskning har
fundet ud af om skælduds virkninger. Skældud kan have mange
skadevirkninger. "Nærheden og fortroligheden mellem barn og forældre
kan lide skade, de voksne danner et negativt billede af det meget udskældte
barn, som derfor bliver endnu mere skældt ud, det udskældte
barn påføres dårlig samvittighed og opdrages måske
til foragt for egen og andres svaghed, eller børn kan komme til
at skamme sig over sig selv eller deres forældre."
Bogen er skrevet direkte
til forældre i et enkelt og ligefremt sprog, men også pædagoger
og lærere og andre, der beskæftiger sig med børn, kan
have glæde af at læse med.
Erik Sigsgaard (f. 1938)
er cand.pæd. og tidligere seminarielektor og forsker ved Center
for Institutionsforskning ved Højvangseminariet i Glostrup. Han
er en aktiv foredragsholder og samfundsdebattør og forfatter til
en lang række bøger om pædagogiske og politiske emner.
UDDRAG AF INDHOLD: Hvad bliver
børn skældt ud over? (krop og livsglæde; det gør
man ikke; at spørge, plage og få sin vilje; mistillid). Hvordan
virker skældud på børn? Hvordan undgår man skældud?
Mindre skældud i hjemmet - et støtteprojekt for forældre.
Vi skal spise! Sov godt! Normer og pligter (at være social; hvorfor
skælder vi ud; børns modstand; pas på, men pas på
ikke at passe for godt på; stjæle, lyve, sladre; normerne
og legen; magt, skyld, samvittighed; møde eller konfrontation;
pligter og forpligtethed). Hvem skal bestemme? (voksnes syn på børn;
om at bestemme). Når skaden er sket - om trøst og hjælp
og om at sige undskyld til sit barn. Opdragelse og skældud før
i tiden og rundt om i verden - og perspektiver for morgendagens opdragelse.
Bogliste.
UDGIVER:
Hans Reitzels Forlag
Sjæleboderne 2,
1122 København K
Tlf: 33 38 28 00, fax:
33 38 28 08
E-post: hrf@hansreitzel.dk
Internet: www.hansreitzel.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|