| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
Bogen om tvillinger 0-10 år.
Myter og virkelighed om graviditet, fødsel og tvillingeforholdet.
3. udgave. Af Joan Tønder Grønning. 268 sider, 16 x 23 cm.
Ill: 100 fotos (95 i farver), 13 tegninger. Pris kr 298,00. Forlaget TekstXpressen.
Udgivet 10/8 2010.
Ajourført, revideret
og udvidet udgave - tidligere udgave 2003. Kapitlerne om tvillingers identitetsudvikling
går nu endnu mere i dybden og er opdelt efter om tvillingerne er
babyer, småbørn og skolebørn - og ikke mindst efter
om de er enæggede, tveæggede af samme køn, eller tveæggede
af hvert sit køn. Som noget nyt giver cand.psych, klinisk psykolog
Lene Dam Pedersen i kapitlet Skrøbelige tvillinger bl.a.
råd om, 'hvordan' og ikke mindst 'hvornår' man skal fortælle
den ene tvilling, hvis medtvillingen er syg, har et handicap eller ikke
lever længere. Der er også et helt nyt afsnit om 'dårlig
samvittighed' - hvordan den især viser sig hos tvillingeforældre
og hvad man gør ved den. Psykologen giver også helt konkrete
dagligdags råd - fx om hvornår tvillinger har glæde
af deres eget værelse. Kapitlerne Hjemme igen, Amning
og Udstyr er tilføjet endnu flere erfaringer fra tvillingeforældre
der har fundet gode og utraditionelle løsninger på hverdagsudfordringer
i en tvillingefamilie. Bogen indeholder desuden flere tips og fotos som
tvillingeforældre i tidens løb har sendt til forfatteren.
Bogen er en gennemgang
af de mange facetter af tilværelsen med tvillinger - om det at vente
og have tvillinger fra 0-10 år. Bogen forsøger at give et
fuldstændigt billede af hvad en hverdag med tvillinger indebærer.
Bogen handler om de
mange praktiske spørgsmål og problemstillinger som tvillingeforældre
og fagfolk omkring tvillinger står over for, og som er anderledes
i forhold til enkeltbørn. Den behandler også de mange myter
der florerer omkring både enæggede og tveæggede tvillinger
- og som sjældent ligner den hverdag som en tvillingefamilie oplever.
Myterne er imidlertid ofte baggrund for omgivelsernes syn på og
behandling af tvillingerne, og kan påvirke dem negativt i kampen
om en selvstændig identitet. Foruden en indgående behandling
af myterne omkring tvillinger, giver bogen svar på mange af de spørgsmål
som kommende eller nybagte tvillingeforældre stiller sig selv og
hinanden omkring graviditet, fødselsforberedelse, fødsel,
amning, barsel, økonomi, samt tvillingers sproglige, fysiske og
psykologiske udvikling og indbyrdes forhold.
Bogen er fyldt med gode
råd og praktiske tips til fx indretning af et tvillingevenligt hjem,
tips om amning af to børn samt forslag til indkøb af nødvendigt
udstyr - og hvilket udstyr der ofte er overflødigt. Når tvillinger
skal i vuggestue, børnehave og skole melder spørgsmålet
sig om de skal sammen eller hver for sig. Her gennemgår bogen de
overvejelser som tvillingeforældre må igennem før de
træffer deres endelige valg.
Den nye udgave indeholder
særlige råd og tips til vuggestuer, børnehaver og skoler,
så de kan støtte tvillinger bedst muligt. Det kan som pædagog
være en udfordring at have et tvillingepar i børneflokken,
men samtidig giver det pædagogerne et særligt ansvar. I bogen
giver psykolog Lene Dam Pedersen differentierede råd alt efter:
tvillingernes alder (vuggestue, børnehave og skole), tvillingetype
(enæggede, tveæggede samme køn og tvæggede
hvert sit køn), tvillingernes indbyrdes forhold. Det sidste
har forældre og pædagoger ofte forskellige meninger om. Psykolog
Lene Dam Pedersen, der selv er tvilling og oprindelig uddannet pædagog,
giver svar til både forældre samt pædagoger og lærere.
Bogen indeholder også
et kapitel om forskningen i Det Danske Tvillingeregister, og en ordliste
med danske og latinske vendinger og forkortelser der gør det lettere
at 'oversætte' fødselsjournalen.
Bogen henvender sig
til kommende, nybagte og mere erfarne tvillingeforældre, deres omgangskreds
og familie, samt ikke mindst de mange fagfolk der jævnligt kommer
i kontakt med tvillingegravide og tvillingeforældre: læger,
sundhedsplejersker, socialrådgivere, dagplejemødre, lærere,
pædagoger, m.fl.
Joan Tønder Grønning
er journalist og tvillingemor, og har forsynet bogen med masser af tips
og idéer som bygger på både egne og andre tvillingefamiliers
erfaringer. Bogens faglige indhold er blevet til med støtte fra
fagfolk inden for tvillingeforskning.
UDDRAG AF INDHOLD: Fakta.
Myter og virkelighed. Graviditet. Fødsel. Barsels- og børneafdeling.
Amning. Hjemme igen. Familien omkring tvillinger. Identitetsudvikling.
Sprog. Tvillinger 1-6 år. Skoletvillinger. Udstyr. Økonomi.
Skrøbelige tvillinger.
Det Danske Tvillingeregister.
Hospitalers tvillingetilbud. Forstå din vandre- og fødselsjournal
- mini-ordbog. Webadresser. Litteratur. Stikord.
UDGIVER:
Forlaget TekstXpressen
Kroggårdvej 29,
5270 Odense N
Tlf: 40 50 38 68
E-post: post@forlaget-tekstxpressen.dk
Internet: www.forlaget-tekstxpressen.dk
TILHØRENDE MATERIALE:
Uge-for-uge-kalender - til
dig, der venter tvillinger. 119 sider, 15 x 21 cm. Ill: 61 fotos (31 i
farver), 24 tegninger (11 i farver). Pris kr 248,00. Forlaget TekstXpressen.
Udgivet 22/3 2010.
En uge-for-uge guide
der beskriver hvad der sker med den tvillingegravide, og hvor man kan
følge hvordan tvilllingerne i livmoderen udvikler sig - uge for
uge - hele graviditeten igennem. Ved hver graviditetsuge kan man læse
om hvad der sker med tvillingerne i maven, hvor store de er lige nu og
hvilke organer der er udviklet. Og i afsnittene om den tvillingegravide
kan man læse om hvad der sker med kroppen og om de mange undersøgelser.
Kalenderen er en videreudvikling
af den lille uge-guide der tidligere har været en del af Bogen
om tvillinger 0-10 år - med flere oplysninger og mulighed for
at notere vigtige øjeblikke og personlige tanker, samt indsætte
egne billeder.
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|