| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
Progression i uddannelse og
undervisning. Af Jens Christian
Jacobsen. 130 sider, 15,5 x 22,5 cm. Ill: 3 figurer. Pris kr 189,00.
Forlaget Klim. Udgivet 28/10 2010. (Serie: Pædagogiske Linjer)
Denne bog forsøger
at udrede hvordan opfattelser af progression over tid blander opdragelse
af det enkelte barn og politiske og faglige målsætninger med
en generel tro på og tillid til fremskridt. Bogens beskrivelse afdækker
progression som pædagogisk fænomen og redegør for nogle
af de væsentlige påvirkninger på skole og på uddannelser
som har sat sig spor gennem historien.
En planlagt forandring
af et barns viden og udvikling fra en tilstand til en anden er en grundlæggende
forudsætning for progression som princip for opdragelse, uddannelse
og undervisning og en bærende ide bag al pædagogisk arbejde.
En opdrager ønsker at bibringe barnet de kvaliteter i form af egenskaber,
færdigheder, kundskaber og opførsel, som efter de gældende
opfattelser af barnet, af samfundet og af kulturen er de bedste, de rigtigste,
de mest fordelagtige og de mest menneskeværdige.
"Den omsiggribende markedsgørelse,
som uddannelse og undervisning har været underlagt de seneste år,
præger karakteren af den værditilvækst, som læreren
rammesætter for eleven. Den institutionelle skolepædagogik
er i stigende grad gået bort fra at instituere fælles værdier
i eleven, og individuel differentiering er blevet et pædagogisk
mål i uddannelser. Det øger mulighederne for at skabe et
marked for pædagogisk foretagsomhed gennem den enkeltes fremskridt
i videntilegnelse og færdighedsudvikling. Jo flere differentierede
tilbud uddannelser kan give individet, jo flere muligheder for værdiøgninger.
Progressionen når derved ud over individerne og ind i uddannelsesinstitutionernes
regnskab. Progression bliver til en måleenhed. Og pædagogik
til bundlinjer"(fra Introduktion).
Bogen indkredser og
beskriver et uhomogent progressionsfænomen der er opstået
og indlejret i antikke dannelsesforestillinger, i uspecifikke evolutionsforestillinger
fra det nittende århundrede, i uddannelsestaksonomier og som aktuel
kernebestanddel af en ny-faglig opmærksomhed der kobles til forestillinger
om nationen kan overleve i den globale konkurrence.
Progression og udvikling
bliver i bogen beskrevet som komplekse forklaringer på hvordan progression
i breden og i dybden har udviklet sig, og hvad denne udvikling har betydet
for læring og uddannelse. Det er baggrunden for at forstå
hvorfor progression betyder én ting for politikeren, noget andet
forskere og noget tredje for lærere.
"Med denne bog er pædagogisk
progression ikke udtømmende beskrevet, men forhåbentlig så
fyldestgørende, at læseren kan få svar på spørgsmålet
om, hvorvidt progression kan udgøre en vigtig bestanddel af en
nutidig dannelsesforestilling, der inddrager fleres erfaringer og viden
i kreativ pædagogisk tænkning. [...] Hvis progression blot
var en dannelsesopgave, behøvede man ikke skoler og institutioner.
Det klares bedre gennem mesterlære, i familierne og gennem anden
traditionel oplæring. Og hvis progression udelukkende var et spørgsmål
om at tilegne sig viden, behøvede man heller ikke skoler. Så
ville det være tilstrækkeligt med en bog eller to og et stille
sted, hvor man kan læse i fred for omverdenens forstyrrelser. Også
en afprøvet og i dag utilstrækkelig fremgangsmåde.
Det ser ud, som om politikere på dette tidspunkt i historien har
glemt, at læring er en kollektiv proces. Det forsøger denne
bog at minde om. [...] Hvis uddannelse stadig skal have betydning, kan
man ikke undgå at bygge på progression som uddannelsesrationale.
Men så er det en anden opfattelse af progression, der er brug for.
En opfattelse, som jeg i bogen har argumenteret for, nemlig en syntese
af dannelse og viden, som jeg har valgt at kalde for en skabende kunnen.
Den er ikke knyttet til den enkelte elev, men til elevkollektivet, til
problemløsninger og til skiftende steder og emner for læring"(fra
Introduktion og Efterskrift).
Jens Christian Jacobsen
er uddannet folkeskolelærer, kandidat i pædagogik fra DPU,
lektor og ansat i udviklingsafdelingen i UCC. Har bl.a. redigeret og skrevet
Læreruddannelsens didaktik (med Bo Steffensen, 2007), Intuition
og læring (2002), Verdensmyter - mellem tanke og handling
(med Steen Just, 1999).
UDDRAG AF INDHOLD: Den antikke
arv. Det evolutionære menneske. Uddannelsestaksonomier. Progression
i politiske uddannelsesstandarder. Kollektiv kunnen og individet. Efterskrift.
UDGIVER:
Forlaget Klim
Ny Tjørnegade
19, 8200 Århus N
Tlf: 86 10 37 00, fax:
86 10 30 45
E-post: forlaget@klim.dk
Internet: www.klim.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|