[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Fyrste og folk. Hertug Hans den Ældres fyrstestat i 1500-tallets Slesvig-Holsten. Af Mikkel Leth Jespersen. 264 sider, 20 x 24 cm. Med 109 illustrationer (89 i farver). Pris kr 248,00 (ib.) (indtil 15/9 2010 kr 198,00). Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. Udgivet 2010.

I denne bog beskrives Hans den Ældres fyrstestat og dermed det netværk af personer der indgik i regeringen af hertugens områder og hans andel af Slesvig-Holstens fællesregering. Hvordan var fyrstestaten organiseret, hvordan fungerede den, og hvad kan det fortælle os om den politiske kultur i Slesvig-Holsten ved midten af 1500-tallet?
Hans den Ældre var en af tre regerende hertuger i Slesvig-Holsten i årene 1544 til 1580. Hans fyrstestat opstod da hertugdømmerne blev delt mellem ham og brødrene kong Christian III og Adolf. Hans gjorde Haderslev til sin hovedstad, og frem til hertugens død i 1580 var byen sæde for hans regering. Tilnavnet 'den Ældre' fik han senere for at folk kunne skelne ham fra nevøen Hans den Yngre.
Bogen beskriver hvorledes Hans den Ældre regerede sine områder i en tid hvor der endnu ikke fandtes faste statslige strukturer. "Det skelet, der holdt fyrstestaten sammen under dens samlende fyrste, hertug Hans den Ældre, var et hierarkisk netværk af personer, som på forskellig vis indgik i regeringen af hertugens geografiske og saglige områder. Det var en yderst sammensat størrelse, der på grund af den særlige delingsordning både havde ansvar for hertugens egne områder og helheden Slesvig-Holsten. Omdrejningspunktet for fyrstestaten var Hans den Ældre, og det var karakteristisk, at der ikke var andet end hertugens person til at binde den sammen. Områderne havde ikke et eget fælles navn, ingen formel separat fælles repræsentation, og der blev ikke udstedt fælleslovgivning eller udskrevet særskatter"(fra afsluttende kapitel). Hertugen måtte basere sin administration på alliancer med selvbevidste slesvig-holstenske adelsmænd og geskæftige eliter i lokalsamfundene. Personlige forbindelser spillede en stor rolle, og derfor analyserer bogen hele den kreds af personer der indgik i Hans den Ældres regering. Samtidig var det nødvendigt for hertugen at føre sig frem som en mægtig fyrste for at få undersåtterne til at rette sig efter hans befalinger. Det krævede pragtudfoldelse med slotsbyggerier (bl.a. jagtslottet Grøngård) og kostbare fester. Den politiske kultur "var præget af en betydelig visuel pragtudfoldelse og en særlig opmærksomhed på, hvordan møder blev organiseret og afviklet. Iscenesættelsen var dog på ingen måde forbeholdt fyrsterne. Den spillede ligeledes en rolle for de brede sociale lag, som det for eksempel kom til udtryk i forbindelse med retsudøvelse og religiøs praksis. Hvis ikke folk fremtrådte og opførte sig standsmæssigt, risikerede de at miste anseelse i det omgivende samfund"(fra Iscenesættelse).
Regeringen af fyrstestaten var i realiteten et samspil mellem fyrste og folk. "Fyrstestaten var ikke et moderne statsligt bureaukrati, og hertugen var i vid udstrækning afhængig af embedsmændenes og undersåtternes vilje og evne til at udføre hans befalinger. Samtidig måtte han forlade sig på, at langt hovedparten af de politiske og retslige beslutninger lå hos personer i lokalsamfundene, som også havde en egen dagsorden. Hertugen kunne kun gøre sig forhåbninger om, at hans initiativer kunne gennemføres, når undersåtterne opfattede dem som legitime"(fra Indledning).
Bogen giver et farverigt indblik i renæssancens fremmedartede verden og hertugen i samspil med fyrstekolleger, stormænd og almindelige bønder, og dens illustrationer tegner et billede af fyrstekultur og samfund i 1500-tallets Slesvig-Holsten.
Fyrste og folk er en omarbejdet udgave af forfatterens ph.d.-afhandling.

UDDRAG AF INDHOLD: Billedet af Hans den Ældre og hans fyrstestat. Hansborgarkivet. Forhistorien. Det slesvig-holstenske fyrstemiljø. Territorium og økonomi. Fyrsteværdigheden. Hoffet. Ridderskabet. Bønder og borgere. Mellemmænd. Iscenesættelse. Forhandlingskulturen. Døden og delingen 1581. Hans den Ældres fyrstestat.
Noter. Kilde- og litteraturliste. Bilag. Deutsche Zusammenfassung. Personregister.

UDGIVER:
Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig
Postboks 528, 6330 Padborg
Tlf: (0049) 461 86 97 190, fax: (0049) 461 86 97 222
E-post: ej@dcbib.dk
Internet: www.dcbib.dk/studieafdelingen

EKSPEDITION:
Padborg Bog & Idé
Nørregade 16, 6330 Padborg
Tlf: 74 67 31 08, fax: 74 67 57 16
E-post: 6980@bogpost.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk